Afstemningen i UNESCO om Palæstinas medlemskab, hvor Danmark stemte blankt til optagelse, tyder ikke meget på en helt ny politik, om end VK muligvis havde trykket på nej-knappen.

Palæstinenserne kæmper for at få deres egen stat. Men Danmark støttede ikke det palæstinensiske ønske ved afstemningen sidste år i Unesco.

Fady Adwan

af Ole Olsen, formand for Palæstina Orienterings bestyrelse

Man kan dårligt beskylde det officielle Danmark for at have været specielt Palæstina-venligt gennem årene. Man har generelt – men ofte forsinket – gjort som flere andre lande i Europa og gradvist blevet en lunken tilhænger af en palæstinensisk stat – hvis det altså ikke generer Israel alt for meget.

At Israel, israelere og israelske interesser stod og står danske nær, har været klart fra dag ét i Israels nyere historie.

Der har ikke været megen vaklen i den danske støtte til Israel, om end den over tid er blevet mindre hjertelig. Men Israels overtrædelse af folkeretten er aldrig blevet mødt med reelle ændringer i dansk politik – kun med kølighed.

Et særligt kapitel har udspillet sig i de seneste år af VK-regeringen, eftersom det – besynderligt nok – er en mærkesag for Dansk Folkeparti at kæmpe benhårdt for israelske regeringers synspunkter. Det har konservative udenrigsministre måttet tage bestik af for at sikre sig DF’s opbakning.

Emne i valgkampen

Et af de store spørgsmål, som Palæstina/Israel-interesserede i denne tid må stille sig, er, om den nye regering betyder en ny politik? Allerede nogen tid før valgkampen for alvor blev skudt i gang, meldte de tre partier bag den nye regering ud med, at de støttede det palæstinensiske ønske om en anerkendelse af en palæstinensisk stat, også om nødvendigt uden Israels accept.

I valgkampen blev synspunkterne gentaget, men kort efter valgsejren kom der mere uld i mund.

Mens Mahmoud Abbas i FN’s generalforsamling den 23. september 2011 officielt anmodede om anerkendelse, sad de nye regeringspartier på Crown Plaza og skruede et regeringsgrundlag sammen og ville ikke udsende en klar melding om principiel opbakning eller ej til FN-anerkendelse af en palæstinensisk stat.

Regeringsgrundlaget

Holdningen til spørgsmålet er dog med i regeringsgrundlaget, idet der på side 41 skrives: »Regeringen vil i tæt samarbejde med de øvrige EU-lande arbejde for anerkendelse og etablering af en levedygtig palæstinensisk Palæstina-stat og for, at det internationale samfund sikrer både palæstinensernes og israelernes legitime behov for at leve i sikkerhed bag internationalt anerkendte grænser.«

Det er bestemt positivt, at det skrives, at behovet for at leve i sikkerhed gælder begge parter. Tidligere har palæstinensiske behov for sikkerhed stået i anden række.

Hvad formuleringen i regeringsgrundlaget i øvrigt fører til, står mere uklart. Der er mening i at samarbejde med EU-landene, men hvis det betyder nul-aktivitet, indtil alle er enige, vil der være behov for en meget lang regeringsperiode, før der sker noget konkret.

Omvendt er det selvsagt positivt, hvis Danmark rykker lidt væk fra de mest Israel-fascinerede lande, sådan at Holland, Tjekkiet, Italien og Tyskland kommer til at stå mere alene.

Den konkrete politik?

Det bliver i de konkrete sager, regeringen skal bedømmes. Afstemningen (den 30. oktober 2011) i UNESCO om Palæstinas medlemskab, hvor Danmark stemte blankt til optagelse, tyder ikke meget på en helt ny politik, om end VK muligvis havde trykket på nej-knappen. Det bør bemærkes, at Norge stemte ja, mens Sverige stemte nej, og at EU-landene var splittet for alle vinde.

Den største hindring for fred er bosætterne. Det er den nye regering utvivlsomt enig i, men spørgsmålet er, hvad man vil gøre. Vil der blive gjort en reel dansk indsats for at opspore (og fortolde) bosættervarer, og vil danske virksomheder og investorer – for eksempel gennem lovgivning – blive tilskyndet til at droppe deres engagementer?

Og hvordan vil regeringen forholde sig til det stadigt mere udvidede samarbejde mellem EU-lande og Israel via associeringsaftalerne? Vil Danmark sige fra, indtil Israel bliver interesseret i fred på det folkeretlige grundlag, eller vil man betingelsesløst sige ja til alt?

Der bliver meget at spørge og minde regeringen om. Folkelige organisationer har en stor opgave i denne sammenhæng, både i direkte henvendelser og gennem mobilisering af øget folkelig støtte til fred og frihed i Israel/Palæstina.

Artiklen har tidligere været bragt i Palæstinaorientering.