Hvad er det, der er så oprørende i denne debat om robotstøvsugere? Ældre betaler for deres forbrug, ligesom alle andre i samfundet!
af Lillian Knudsen, ‑landsformand for LO Faglige Seniorer
Ældreomsorg handler ikke om robotstøvsugere, men om at mennesker skal behandles ordentligt i de situationer, som den enkelte er i.
LO Faglige Seniorer støtter ikke de organisationer eller synspunkter, der mener, at brugen af teknologi i plejen er af det onde.
LO Faglige Seniorers medlemmer er alle tidligere lønmodtagere, derfor ved vores medlemmer af erfaring, at når der er mulighed for at inddrage ny teknologi, så er det et must at få dette gjort på den mest hensigtsmæssige måde. De har lært det på den hårde måde, dengang da beskæftigelsen forsvandt, hvis ikke man fulgte med i udviklingen.
Lige nu er det et stort debatemne, om man kan inddrage et simpelt hjælpemiddel som en robotstøvsuger i de ældres hjem, og om man kan pålægge de ældre selv at betale for dette nye instrument i hjemmet.
Stop nu lidt! De ældre betaler også selv for støvsugeren i dag, samt for kost og gulvskrubbe, der har skafter der er lange nok i forhold til arbejdsmiljøloven, også rengøringsmidler betales af den ældre selv.
Så hvad er det, der er så oprørende i denne debat? Ældre betaler for deres forbrug, ligesom alle andre i samfundet!
Ny teknologi er o.k.
I LO Faglige Seniorer har vi et hovedformål i vores virke – nemlig at arbejde for at beskytte de udsatte ældre i både omsorgs- og økonomisk forstand. Hvordan hænger det så sammen med, at vi finder det o.k. at anvende ny teknologi i plejen? At vi siger nej til automatreaktionen om, at et nyt hjælpemiddel skal være gratis?
Ja, dels kan vi læse statistikker i forhold til befolkningsudviklingen, hvor flere ældre skal passes af mindre årgange af yngre medborgere. Vi ved også, at der bliver behov for mange af dem i vores produktion, hvis vores velfærdssamfund skal hænge sammen i fremtiden.
Men vigtigst af alt, så er vi optaget af, at den enkelte borger behandles ud fra den situation, den enkelt er i. Det betyder, at den ældre, der bliver bange for at have en robotstøvsuger til at køre rundt i stuerne, selvfølgelig skal fritages for dette hjælpemiddel, mens den ældre, der ikke kan lide krummer på gulvet, kan starte robotstøvsugeren.
Hjælp til støvsuger
Vi tror på, at vi har så mange dygtige sundhedspersonaler, der fint kan vurdere den enkeltes situation, så vi behøver ikke engang at opbygge et nyt kontrollant korps, for at finde ud af om den enkelte ældre er sårbar overfor brug af et nyt hjælpemiddel.
Vi har samtidigt et udmærket system med, at man kan få tillæg til folkepensionen efter den økonomi, den enkelte har, derfor er det muligt at sætte betalingen af en robotstøvsuger ind i dette system. Vi beklager, hvis det lyder nemt. Men det er fordi, vi faktisk mener, det er nemt.
Vi vil meget hellere diskutere, hvordan vi kan få et vedkommende og trygt omsorgssystem, der sikrer, at den ensomme ældre eller den sygdomsramte ældre kan få optimal tryghed i sit liv!
Vi vil arbejde hårdt for, at alle ældre skal have et indholdsrigt og trygt liv, selvom alderen er fremskreden. Manglen på hænder skal ikke være en diskussion om teknik men om reel omsorg.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278