Krig er ikke et seriøst forskningsobjekt i Danmark. De fleste danskere kender kun til krigsrædslerne gennem massemediernes reportager.

Irak-krigen og Afgahnistan-krigen har betydet menneskelige katastrofer og tragedier.

Grete Folman

af Holger Terp, Hvidovre

Stor tak og ros til lektor Gorm Harste for kronikken i Information 9. februar, hvori han argumenterer godt for, at nu må beslutningstagerne tage ansvar for Irak-krigens og Afgahnistan-krigens menneskelige katastrofer og tragedier.

Fredsforskeren Jan Øberg var inde på samme tema i sin bog forudsigelig fiasko allerede i 2004, men når det er sagt, så skal det tilføjes, at det er min personlige erfaring, at de fleste danskere kun kender til krigsrædslerne gennem massemediernes reportager. 

Krig er ikke et seriøst forskningsobjekt i Danmark. Således er der næsten ingen danske omtaler af Quincy Wrights monumentale A study of War, University of Chicago Press (1942). Og det samme gælder for Norman Dixons fremragende On the Psychology of Military Incompetence fra 1976.

Dixon fortsætter, hvor Clausewitz slap. Krigshistoriens uforudsigelighed frem til og med Første Verdenskrig.

Når det gælder international ret, er vi stort set ikke bedre stillet her til lands. Jacob ter Meulens omfattende værker om retshistoriens historie og udvikling fra mellemkrigsårene er stort set ukendte. Og når den banebrydende forskning ikke er formidlet af forskere og undervisere, så fortsætter de militære og politiske katastrofer og tragedier i form af krige.