SF tager tilsyneladende ikke demokrati så bogstaveligt, når det gælder danskernes valg af hvilken økonomisk politik, som de ønsker ført.

Her er det Folkebevægelsen mod EU, der kræver afstemning om eurotraktaten.

Aage Christensen

af Kim Nielsen, Køge

Når samfundsvidenskabelige forskere deltager i spørgsmålet, om der skal afholdes en folkeafstemning om europagten, er der en forventning om, at de i det mindste har læst traktaten.

Især når det påstås, at europagten ikke medfører suverænitetsafgivelse og der derfor ikke skal afholdes en folkeafstemning.

Selvom professor Malene Wind og Peter Nedergaard blankt indrømmer, at de ikke har læst den ikke-offentliggjorte EU-traktat, så hindrer det dem åbenbart ikke i at udtale sig skråsikkert om, at der ikke skal afholdes en folkeafstemning, qua deres autoritet som udnævnte eksperter.

Det er vel at mærke på et tidspunkt, hvor Justitsministeriet endnu ikke har vurderet, om der er tale om suverænitetsafgivelse.

Forskerne bør markere, hvorvidt det er egen personlig politisk overbevisning eller en vurdering baseret på forskningsprincipper.

Professor Peter Nedergaard citeres for følgende synspunkt: »finanspagten skal resultere i dansk suverænitetsafgivelse, for at den hårde jura kan tvinge danskerne til stemmeurnerne«.

Både Helle Thorning Schmidt, Villy Søvndal, samt Venstres Lykke Friis (omtales tit som EU- ekspert) udtaler sig i samme retning.

Påstanden om, at det kun er den benhårde jura, der kan tvinge danskerne til stemmeurnerne, er ikke holdbar, men politisk belejligt.

Politisk opportunt

Der var utvivlsomt tale om suverænitetsafgivelse ved folkeafstemningen i 1972 om tilslutning til EF.

Der var ikke 5/6 flertal af Folketingets medlemmer for, at Danmark skulle tilslutte sig EF, og derfor var det nødvendigt efter grundlovens paragraf 20 stk. 2 at afholde en folkeafstemning

I begyndelsen af 1970’erne besluttede regeringen, at selv om der havde været 5/6 flertal i Folketinget, og dermed opfyldelse af grundlovens paragraf 20 stk. 2, (således at lovgivere kunne have meldt Danmark ind i EF uden at der skulle afholdes en folkeafstemning), så skulle der ikke desto mindre afholdes en bindende folkeafstemning.

Under forhandlingerne i Folketinget i 1985-1986 om ratificering af Den Europæiske Fælles Akt var der ikke et simpelt flertal i Folketinget for at ratificere den.

Både regeringen og Folketinget lagde til grund, at der ikke var tale om suverænitetsafgivelse.

Den konservativt ledede borgerlige regering formåede at få lovgiverne til at vedtage en lov, hvor der skulle afholdes en folkeafstemning om tilslutning til Den Europæiske Fælles Akt.

De nævnte eksempler viser, at det ikke er »benhård jura«, der er afgørende for, om der skal afholdes folkeafstemning, men hvad der er politisk opportunt.

Kritik af SF

SF er villig til at sende unge mennesker i krig med risiko for deres liv for påståede menneskerettigheder og demokrati.

Derfor er det højst besynderligt, at SF ikke mener, at borgerne skal have demokratisk indflydelse på, om Danmark skal tilslutte sig europagten.

Europagten får en meget indgribende indflydelse på borgernes hverdag, hvad enten der er tale om beskæftigelse eller fordelingspolitik.

SF har påtaget sig rollen som venstreorienteret parti, der vil føre en økonomisk ansvarlig politik.

Den ansvarlighed består i at føre rendyrket borgerlig økonomisk politik, der vil skabe flere ledige og socialt udstødte.

SF tager tilsyneladende ikke demokrati så bogstaveligt, når det gælder danskernes valg af hvilken økonomisk politik, som de ønsker ført.