Vi mennesker kalder den for »Andromeda-tågen«. Den ligger lidt over to millioner lysår borte.

af Kjeld Stenum

Cassiopeia er et af de lettest genkendelige stjernebilleder på himlen. Bortset fra Karlsvognen og Nordstjernen er nok ikke andre af den nordlige stjernehimmels figurer så velkendte som Cassiopeia, der, som mange læsere utvivlsomt ved, ligner et W.

En smule nedenunder den ene spids i W’et er der en ganske svag tåget lysplet, som kun under gunstige omstændigheder er synlig for det blotte øje. Denne tågede lysplet er ikke en del af »vores« galakse (stjernehob), Mælkevejen. Den er det fjerneste i vores univers, som lader sig se af det blotte menneskeøje.

Selv om den er det fjerneste, vi kan se uden hjælpemidler, er den dog Mælkevejens nærmeste nabogalakse. Vi mennesker kalder den for »Andromeda-tågen«. Den ligger lidt over to millioner lysår borte.

Den er synlig, skrev jeg. Normalt er den ikke synlig herfra, hvor jeg bor, nemlig på få kilometers afstand fra Storkøbenhavn. Her er lysforureningen simpelthen for stor.

Men jeg bor dog på pæn afstand af gadebelysning, og vintermorgener kan være mørke. Og i dagene omkring kyndelmisse, hvor den sibiriske kulde kom til Danmark, var der et par kolde, usædvanligt klare måneløse morgener, hvor jeg er overbevist om, at »Andromeda« lod sig skimte.

Man skulle dog være hurtig om at lokalisere Cassiopeia, efter at man havde fået lempet sit modvillige kadaver ud i kulden på vej ud til en arbejdsdag, som ingenting i én glædede sig til. Var man ikke hurtig nok, fik den bidende frost simpelthen lokket så meget vand frem i øjnene, at det var meget svært at skelne, hvad man så, fra hvad man bildte sig ind.

Da jeg den tredje morgen endelig havde fået stjerneteleskopet gravet frem, var det desværre blevet alt for diset.

Men også uden teleskop var det dog en meget særlig oplevelse sådan at stå og kigge op mod noget lys, der blev sendt af sted for mere end to millioner år siden.

Ja, jeg ved, vi i dag ved meget. Vi kender utallige andre galakser ud over Andromeda og Mælkevejen, vi kender meget fjerne, mærkelige, energitætte himmelfænomener med meget mindre størrelse og langt større massekoncentration end galakserne.

Vi får i disse år fra et opsendt satellit-teleskop viden om et utal af planeter til stjernesolene omkring os i universet, og af de planeter ligner nogle Jorden så meget, at organisk liv slet ikke er utænkeligt.

Og vi har længe vidst, at universet som helhed udvider sig. I tilstrækkelig stor afstand fra os vil himmellegemerne fjerne sig fra os med lysets hastighed. Derfor er der en grænse for, hvor fjerne legemer vi i det hele taget nogensinde vil kunne observere.

Men vi har allerede i en del årtier haft radioteleskoper, der kan fange signaler omtrent ude fra denne grænse. Den ligger vist, ifølge hvad man mener i dag, omkring 13 milliarder lysår ude i rummet, altså omkring 6.000 gange længere ude end Andromeda. Og signalerne derfra er sendt ud på deres rejse imod os, længe før vores eget solsystem overhovedet var blevet skabt. Så Andromeda, pyt!

Ja, sådan siger en moderne astronom uden tvivl. Og mange andre sikkert også. Økonomer kan slynge om sig med begreber som produktivkræfter, produktionsforhold, merværdi, profit, overproduktion og andre generelle størrelser. Men kriseteori forstår vi først rigtigt i det øjeblik, den gør os i stand til at se de menneskelige dagligdage med kampe, lidelser og afsavn, der udgør krisens kød og blod.

På samme måde kan astronomer slynge om sig med astronomiske afstande og energistørrelser, som var det blot en anden slags kilometer og kilogram. De seneste århundreders astronomiske landvindinger har gjort os så forhærdede, at vi knapt sanser poesien i sagen længere.

Men tænk engang over Andromedas lys! Der er gået en hel galakses lys, altså milliarder af stjerner, hver så klare som vores sol, til at fremkalde den lillebitte svage reaktion i dit øje, der er så svag, at du knapt tør tro på den, men som du tolker som et synsindtryk af vores nærmeste nabogalakse. Det kommer godt nok fra en kilde, der kun er to millioner lysår borte.

Men et lysår er altså ikke bare et lidt større afstandsmål end en kilometer. På et sekund bevæger lys sig omkring 300.000 kilometer, eller noget i samme størrelsesorden som afstanden til Månen. Skal du regne det om i et år, skal du først gange afstanden til Månen med 60 for at komme op på et lysminut, så med 60 en gang til for at komme op på en lys­time, så med 24 for at komme op på et lysdøgn og endelig med 365 for at komme op på et helt lysår. Og dem er der altså to millioner af, hvis man vil helt til Andromeda.

Så det lys, der netop ramte de lysfølsomme celler i dit øje, før det blev for fuldt af vand, har været på en lang rejse. Det startede sin rejse imod dig, længe før den menneskerace, vi tilhører, homo sapiens, overhovedet havde sat sin fod på jorden.

Der fandtes dog dyr, de fleste forskere i dag regner med til menneskeslægten, nemlig de såkaldte australaber, som man mener evnede at bruge ild. De har måske også gået og kigget op på stjernerne om natten og fantaseret.

Men der er godt nok sket et par ting siden. Hvad der er foregået i deres hoveder, dengang lyset fra Andromeda startede sin rejse, kan vi kun lade vores fantasi fortælle os om. Men hvad har de set, hvad har de tænkt? At de skulle have tænkt på, at noget af det lys, der netop på deres tid startede sin rejse ud i universet, først ville lande i øjet på en af deres sene efterkommere mere end to millioner år senere på modvillig vej til en iskold arbejdsdag, er næppe sandsynligt.