Finanskapitalen og EU har omskabt den økonomiske krise til et neoliberalt laboratorium, hvor Grækenland skal vise, hvor langt de kan gå.

Engang blev EU oprettet med den begrundelse, at det var vejen til at gøre en ende på rækken af de mange krige i Europa.

Nu skulle bøtten vendes, de gamle dyder skulle findes frem og idealerne fra demokratiets vugge – Grækenland -–skulle op på bordet. Hidtil har der ikke været interne krige i EU, men det vi ser nu i forhold til Grækenland er en krig, blot krig ført med finansielle midler.

Der har været mange grund til, at Grækenland gik ned. Det politiske økonomiske system var og er korrupt. Eliten har malket landet for ressourcer.

EU har, ligesom til Portugal og Grækenland givet ret så store summer i form af strukturfondsmidler og andet, hvoraf en del er gået i private lommer, og bidraget til en syg kultur. Alle vidste det. Amerikanske banker hjalp med at sminke statsbudget-tet. Og meget mere.

Den græske elite bærer et stort ansvar for, at den aktuelle krise er blevet så voldsom som den er. Og med tragiske konsekvenser for det græske folk, der må undvære mad, medicin, varme, job og fremtidsudsigter.

Et led i kæden

Men Grækenland er ikke en isoleret ø. Det er åbenlyst, at Grækenlands er ramt af den samme krise som også plager andre lande. Grækenland er en del af den kapitalistiske økonomi, som ikke har grænser. Det var af ovennævnte grunde blot det svageste led i Europa. Men et led.

Det er også grunden til at EU, IMF og andre har reagere så kraftigt. For at inddæmme krisen og afgrænse den til Grækenland, som derfor ikke blot må bære byrden for egne fejltagelser, men også for sårbarheden i det kapitalistiske økonomiske system.

Den græske krise er en del af en dybtliggende systemkrise. Og eftersom den aktuelle krise ikke ligner noget der forsvinder foreløbigt, er den medicin, som EU propper i halsen på grækerne ren placebo – en snydemedicin.

Først bliver grækerne skåret ned økonomisk efter diktat fra finanssektoren og EU, som opererer på beføjelser med tvivlsom eksistens. Dernæst bliver de gasset i gaderne med løfter om ingen fremtid.

De græske mindstelønninger bliver nu skåret med 22 procent, pensionerne reduceret og der bliver privatiseret i den store stil: lufthavne, havne, vand - øerne. Økonomien skrumper.

Da Papandreou ville tage en folkeafstemning om "redningspakken", sagde EU-lederne nej. I stedet blev grækerne stillet over for et diktat og er nu de facto sat under administration fordi "hjælpepakken" bliver sat ind på en spærret konto.

Kravene til den græske regering bliver skærpet. De skal specificere, hvad der bliver privatiseret og det skal underskrive erklæringer om, at de også i fremtiden vil leve op til forpligtelserne.

Men hvad gør EU, når det viser sig, at disse politiske ledere ikke vil have noget folkeligt mandat efter det kommende valg?

Et neoliberalt laboratorium

IMF– og finansfolk, der vimser rundt på regeringsgangene, tænker neoliberalt og kan skræmme livet af enhver politiker, der tror på de borgerlige økonomer.

De ser løsningen netop som mindre lønninger, privatiseringer – Europa har en stor offentlig sektor, der kan tages fat på.

Er det et eksperiment der er igang – en trykprøvning af en af EU's arbejderklasse – for at finde grænse for, hvor langt der kan pressets. I Letland er lønningerne blevet sænket med 30 procent uden voldsomme protester. Aha!

Det virker slet ikke som om EU er interesserede i at få Grækenland på fode igen. Med et påtvunget økonomisk skrump – det seneste tal siger et fald i GNP på 7 procent  samt en afmontering af de økonomiske redskaber og de politiske styringsmuligheder.

Hvor skal samfundsøkonomien så komme fra i et folk, der er frataget eksistensmulighederne i hverdagen og redskaberne til at arbejde sig op af hullet? Hvor skal pengene så komme fra, til at betale gælden tilbage? Grækenland kan blive et skræmmebillede.

Det neoliberale testprogram i det græske laboratorium, som er iscenesat af EU, handler om hele Europa. Hvad resultatet bliver vil afhænge af, hvordan den græske arbejderklasse og den brede befolkning reagerer og organiserer sig.

Styrkelsen af fagforeninger på et mere radikalt politisk grundlag, lokal organisering, besættelser, etablering af autonome centre sammen med forberedelse af et jordskredsvalg – til venstre – er en del af vejen.

Der er bestemt behov for solidaritet, også praktisk, fra arbejderklasse i andre EU lande. Det hand-ler som sagt ikke kun om Grækenland. Her er det desværre et problem, flere år efter at krisen er sat ind, at venstrefløjen stadig er svag og splittet.