Storkapitalen i Europa har tydelig vist, at den er rede til at tilsidesætte demokratiet og parlamentarismen, hvis dens interesser er truet. Det har vi set mange gange før i Europas historie.

Den røde tråd

af Jørgen Petersen, formand for Kommunistisk Parti

Den danske europaminister Nikolaj Wammen blev glad, da et flertal i det græske parlament i denne uge vedtog den mest omfattende nedskæringspakke i nyere europæisk historie.

Europaministeren roste de græske parlamentarikere for at have udvist stor ansvarlighed ved at leve op til EU's og IMF's krav.

– Europas befolkninger forventer, at vi som ansvarlige politikere træffer de nødvendige beslutninger for at bringe Europa ud af krisen.

Sådan lød påstanden fra Nicolaj Wammen, dagen efter at nedskæringerne var vedtaget. På mig lyder det som om, europaministeren forveksler storkapitalens forventninger med folkenes.

Under 48 timers generalstrejke demonstrerede hundredetusinder af grækere i Athens og landets andre byer.

Råbene lød taktfast: Vi ejer ikke noget! Vi vil ikke betale! Gælden er ikke vores! Gælden skal betales af de rige, som skabte den! 

EU og IMF kalder det en hjælpepakke. Men det er ikke en hjælpepakke, der vil hjælpe de græske arbejdere og de offentlige ansatte eller sikre det græske folks tilkæmpede rettigheder. Det er et lån, der skal tilbagebetales med renter og renters rente.

Lånet skal sikre, at de udenlandske investorer, som har lånt Grækenland penge, får renter og afdrag til tiden. Og for at lånet kan bringes til udbetaling, har det græske parlament nu vedtaget en såkaldte reformpakke, hvis virkelige indhold er intet mindre end en katastrofe for den almindelige græker.

Væk med velfærden

Grækenlands BNP faldt i 2011 med syv procent. Nu bliver det endnu værre.

Den såkaldte redningspakke vil betyder, at 150.000 job i det offentlige spares væk frem til 2015, og at lønnen på det græske arbejdsmarked sænkes mellem 22 og 32 procent.

For nyansatte på det private arbejdsmarked betyder det, at de med et slag mister, hvad der svarer til fire månedslønninger om året. Mindstelønnen er nu kun godt 5500 kroner. Igennem de seneste år er reallønnen allerede faldet markant.

Pensionsalderen er tidligere hævet. Nu sænkes folkepensionen til 2700 kroner om måneden. 

Samtidigt gemmenføres meget store nedskæringer på sundhed og uddannelse. Privatiseringen af den offentlige sektor startede, da Grækenland tilsluttede sig euroen. Nu serveres mere af samme skuffe.

Med det nye lån følger ingen penge til investeringer i produktion, jobskabelse eller eksport. Det er rendyrket nyliberal nedskæringspolitik, som den danske europaminister og hans kolleger fremhæver som nødvendige.

Presset mod demokratiet

Demokratiet er under voldsomt pres i Grækenland. EU og IMF har tidligere fyret landets demokratisk valgte regering og indsat deres håndplukkede ministre. De skulle sikre vedtagelsen af de nedskæringer, der nu er vedtaget. Da krisepakken skulle vedtages i parlamentet, blev tommelskruerne sat på de politiske partier.

Mange medlemmer af det græske parlament ønskede ikke at støtte storkapitalens krav, mange sikkert af frygt for at miste deres mandat ved det forestående valg.

Under disse omstændigheder er det bemærkelsesværdigt, at mere end 40 parlamentsmedlemmer fra socialdemokratiet PASOK og det konservative parti Ny Demokrati endte med at stemme imod nedskæringerne. De blev alle øjeblikkeligt ekskluderet.

Som yderligere ydmygelse af PASOK og Ny Demokrati krævede EU og IMF, at de to partiers ledere skriftligt forpligtede sig til at gennemføre nedskæringerne efter det forestående valg.  Storkapitalen tillader ingen vaklen. De vil statuere et eksempel i Grækenland, fordi de ved, at krisen vil fortsætte i andre EU-lande.

Parlamentarismen krakelerer

I takt med at parlamentarismen nedbrydes, skabes grobund for åbenlyse fascister. For første gang i nyere tid har de en mulighed for at blive valgt til parlamentet. En nyhed, som også er blevet spredt i de danske medier. De fortier derimod, at kommunistpartiet KKE fortsætter sin fremgang, og nu står til at få 14 procent af stemmerne ved det forestående valg.

Protesterne i Grækenland kulminerede, da parlamentet diskuterede og godkendte kravene fra storkapitalen. Hundredetusinder af arbejdere og studenter demonstrerede i Athens gader.

Højreekstremister og anarkister fandt anledning til at provokere med afbrænding af en lang række bygninger i det indre Athen.

De fredelige demonstranter fik knippelsuppe og blev bombarderet af politiets tåregas. Men mediebilledet var præget af de brændende bygninger og støtteudtalelser og ros til de græske partier, der vedtog de upopulære, men nødvendige love.

Hvor har vi dog set det mange gange før!   

Kampen om Grækenlands fremtid

Den største demonstration var organiseret af den kæmpende fagbevægelse PAME.

Herfra lød budskabet: »Det afgørende er ikke, om begivenhederne udvikler sig indenfor eller udenfor euroen, eller om en statsbankerot er kontrolleret eller ukontrolleret. Det afgørende er, at folket beslutter, at det ikke vil yde flere ofre til gavn for de rige for at fylde kapitalisternes bankbokse, samtidigt med at de selv og deres børn synker ned i absolut fattigdom og nød.«

I det græske parlament påpegede KKE's forkvinde Aleka Papariga, at lånet fra EU og IMF ikke vil bringe Grækenland på fode.

– Den store fallit vil komme, uanset om Grækenland har euro eller drackmer (...) Folket kan ikke forhindre en statsbankerot, uanset hvad det gør. Selv ikke hvis vi accepterede at arbejde gratis i et, to eller tre år, sagde hun.

Derfor kræver de græske kommunister en ensidig afskrivning af hele Grækenlands gæld og græsk udtræden af EU. Partiet peger på nødvendigheden af etablering af en folkemagt, som kan sikre, at Grækenlands rigdomme udnyttes til at skabe velstand for det græske folk.

Selv om det stadig er storkapitalen, som er i offensiven i Grækenland, forskydes det politiske billede hurtigt.

Storkapitalen i Europa har tydelig vist, at den er rede til at tilsidesætte demokratiet og parlamentarismen, hvis dens interesser er truet. Det har vi set mange gange før i Europas historie.

I Grækenland er det kun få årtier siden, at der var en NATO-støttet militærjunta ved magten. Det må ikke ske igen.