Vesten vil have, at den syriske regering ensidigt skal stoppe volden, og er derfor rasende over vetoet fra Rusland og Kina.
af Per Dørup Jensen, Aalborg
Den krigsophidsende og krigsforberedende mediepropaganda mod Syrien kører nu på fuld skrue.
Uden at overholde elementære journalistiske normer om dokumentation bringer det stærkt NATO-orienterede TV2 News således nu den ene propaganda-optagelse efter den anden – udsendt af enten amerikanske eller britiske tv-selskaber eller af de væbnede oprørsgrupper i Syrien.
»Diktatoren dræber sit eget folk« er det unuancerede og afstumpede mantra, som seerne hele tiden bliver tudet ørene fulde med. Enhver, der kan reflektere, ved jo godt, at det ikke er civilbefolkningen, men de væbnede oprørsbander Assad går efter.
Man skulle ellers tro, at de krigsliderlige såkaldte humanister, herunder udvalgte politiserende pro-NATO »forskere« som TV2 News inviterer for at understøtte tv-stationens ensidige propaganda, havde lært af erfaringen fra Libyen.
Libyen, som nu er sunket ned i et dybt kaos, hvor væbnede islamiske bander hærger, hvor Gaddafi-tilhængere bliver tortureret, hvor fattigdom og elendighed er fremherskende, og hvor alles ret til uddannelse, sundhed og social sikkerhed følgelig er afskaffet.
Men nej.
Vesten vil have, at den syriske regering ensidigt skal stoppe volden, og er derfor rasende over vetoet fra Rusland og Kina, hvis krav egentlig blot var, at de væbnede bander tilsvarende skulle stoppe volden som forudsætning for dialog, fred og politiske reformer.
Som i Jugoslavien og Irak, vil Syriens såkaldte »venner«: Obama, Clinton, Sarkozy, Cameron, folkesocialisten Villy Søvndal og andre kumpaner nu gå uden om det FN-verdenssamfund, der trods alt symboliserer et civiliseret fremskridt for menneskeheden – væk fra barbariet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278