SRSF vil sælge reformen af førtidspension og fleksjob som hjælp til de svage. Men det kontante indhold vil være omfattende forringelser af ydelser og vilkår.

Rolig nu, I skal nok komme i arbejde. Giv det en chance en fem års tid på kontanthjælp. Tegning: Grete Folman

af Henrik Herløv Lund, økonom cand. scient. adm., tidligere medlem af Den Alternative Velfærdskommission

Mette Frederiksen og regeringen vil gerne sælge den kommende reform af førtidspension og fleksjob som en, der vil hjælpe samfundets svageste til at få det bedre og rive dem ud af et liv henslæbt i passiv forsørgelse – til deres eget og samfundets bedste.

Dette sympatiske billede krakelerer dog ved en nærmere betragtning og viser sig at dække over omfattende forringelser af ydelser og vilkår for fremtidige førtidspensionister og fleksjobbere. En nærmere undersøgelse stiller et stort spørgsmålstegn ved realiteterne i de velmenende hensigtserklæringer om hjælp til de svageste.

Som et fatamorgana forsvinder Mette Frederiksens gyldne reform op i den tomme luft og efterlader fremtidens førtidspensionister og fleksjobber på en barsk ørkenvandring.

Mens reformen udadtil lægges frem som hjælp, har Mette Frederiksen på de indre linjer overfor forhandlingspartnerne i V og K for længst signaleret, at SRSF s reformforslag ligger meget tæt op ad VK’s udspil før folketingsvalget.

Den reform, som Mette Frederiksen vil fremlægge, kan hermed forventes i hovedtræk identisk med forslagene fra den tidligere borgerlige regering.

Øget økonomisk pisk

Førtidspensionen må gennem indførelsen af fem-årige »udviklings-/rehabiliterings forløb« forventes at blive midlertidig for alle under 35-40 år. For over 40-årige bliver den også midlertidig, i hvert fald formentlig de første fem år. Det vil skabe stor usikkerhed og stress for en i forvejen belastet gruppe mennesker.

Tilmed skal de i udviklingsforløb indplacerede klare sig på et langt ringere forsørgelsesgrundlag, end hvis de havde fået førtidspension, fordi ydelsen må forventes at blive den langt lavere kontanthjælpssats.

Og med en reduktionen af refusionssatserne er der også et stærkt økonomisk incitament til, at kommunerne – uanset ansøgerens berettigelse – tildeler så få egentlige førtidspensioner som muligt. 

Hvad angår det det kommende udspil fra SRSF vedrørende fleksjob må det forventes, at også fleksjob for under 35-40 årige bliver rent midlertidige af fem års varighed og for over 40-årige måske også bliver det, i hvert fald for det første fleksjob.

Det vil også for fleksjobbere give en stor usikkerhed og stress. Tilmed skal langt de fleste fremtidige fleksjobbere også klare sig på et ringere forsørgelsesgrundlag, idet det må forventes, at løntilskuddet generelt nedsættes og navnlig aftrappes.

For alle andre end lavtlønnede bliver det et spørgsmål, om de overhovedet har råd til at søge ordningen. Og med en forventet reduktion af refusionssatserne også for fleksjob vil kommunerne få et stærkt økonomisk incitament til at sige nej efter det første midlertidige fleksjob. 

S og SF synes på vej til at sælge fleksjobordningen, som de selv skabte som hjørnestenen i det rummelige arbejdsmarked, til stanglakrids.

Dette må forventes at være reformens barske realiteter med øget økonomisk pisk inde bag de sympatiske hensigtserklæringer om at hjælpe førtidspensionister og fleksjobbere.

Nødvendig Oprustning

Tilmed må hensigtserklæringerne stærkt befrygtes at være en mere eller mindre dækningsløs check. Grundopfattelsen bag reformen er, at fleksjobbere og førtidspension med tiden får det og kan det få det bedre. Det gælder især »unge« under 40 år, som tildeles førtidspension på grundlag af psykiske lidelser.

Men data viser, at to tredjedel af alle førtidspensionister ikke får det bedre, men tværtimod værre – selv efter at have opnået ydelsen. Og synspunktet om at unge med førtidspension på grund af psykiske lidelser jo udvikler sig og kan få det bedre, og at psykiske lidelser kan gå over, gælder nok nogle, men langt fra alle.

En meget stor del af bevillingerne af førtidspension som følge af psykiske lidelser skyldes alvorlige, kroniske psykiske lidelser med deraf følgende kun langsigtede forbedringsmuligheder. Det gælder for eksempel mental retardering, psykisk udviklingsforstyrrelse, skizofreni, forstyrrelser i personlighedsstruktur samt skizotypiske sindslidelse.

Muligheden for forbedring kan naturligvis ikke afvises, men en lang og omfattende behandlingsindsats vil være helt uomgængelig.

Her vil SRSF så pege på, at man så sandelig da også har tænkt sig at indføre »målrettede behandlingsforløb« til at støtte og hjælpe.

Man kan her ikke være uenighed i målsætningen om at give førtidspensionister – og fleksjobbere – tilbud om behandling. Men virkeligheden er imidlertid, at det sociale behandlingssystem i kommunerne i disse år undergår omfattende besparelser og at det psykiatriske behandlingssystem i regionerne er udsultet og lider af kapacitets- og kvalitetsmangel.

Det vil kræve tilførsel af betydelig midler, hvis disse behandlingssystemer skal oprustes til også at kunne tage sig af yderligere en lang række indplacerede i udviklingsforløb og midlertidige fleksjob.

Ikke udsigt til flere penge

Men sådanne merbevillinger er der næppe udsigt til. Ganske vist har SRSF på finansloven med Enhedslisten foreløbig i 2012 afsat lidt flere permanente midler til psykiatriindsatsen samt på vanlig vis tilført psykiatrien nogle hundrede millioner fra satspuljen.

Men samtidig må SRSF’s kommende 2020-plan forventes at lægge op til kun 0,4 procent årlig realvækst i det offentlige forbrug frem til 2020, det vil sige fortsat næsten nulvækst i det offentlige forbrug.

Endvidere stiller man i udsigt, at der i 2013 afsættes en reserve på fem milliarder kroner, som blandt andet skal »tilgå sundhedsområdet, men også forskningsområdet samt regeringens højt prioriterede områder«.

Men når sundhedsområdet skal dele med forskning og formentlig også uddannelse og psykiatrien igen skal dele med sygehusområdet i øvrigt, herunder kræft, er der hermed ingen udsigt til et større løft af psykiatrien.

Der er altså generelt næppe udsigt til, at SRSF vil give det psykiatriske behandlingssystem det omfattende løft som er nødvendigt, hvis psykiatrien skal oprustes til at tage mod flere patienter i udviklingsforløb og midlertidige fleksjob.

Her kan SRSF så forventes at ville tale om, at den nødvendige behandlingsindsats kan skabes gennem bedre at koordinere beskæftigelses-, social- og sundhedssystemerne og gennem effektivisering og afbureaukratisering. I sig selv udmærket.

Men – der er i forvejen i økonomiaftalerne med kommuner og regioner forudsat betydelige årlige effektiviseringer, hvilket ikke mindst netop sygehusområdet har haft svært ved at leve op til – heraf de årlige tilbagevendende fyringsrunder i sygehusvæsenet. Udsigten, til at der gennem effektivisering således kan frigøres og omfordeles større midler til psykiatrien, er således ringe.

Bedre koordinering er ikke nok

Tilbage er, at midlerne til behandling af personer i udviklingsforløb og midlertidige fleksjob skal komme fra »systemet selv«. Systemet må blive bedre gennem bedre organisering, administration og tilrettelæggelse.

Undskyld mig – det lyder ikke særligt troværdigt, når det gælder om at rejse betydelige midler til et løft i det sociale og psykiatriske behandlingssystem. Hvis det var så let, var det nok gjort for længst.

Men – hvis der ikke kommer en udbygning og oprustning af behandlingssystemet, er reformens fremadrettede del med udviklingsforløb og så videre mere eller mindre luft. Og tilbage står så kun en omfattende forringelse af vilkårene for fremtidige førtidspensionister og fleksjobbere.

Hvorfor ikke give behandlingstilbud på de nugældende ydelsesvilkår? Når det afvises, bestyrkes mistanken om, at det er fordi den økonomiske pisk, i virkeligheden er hovedsagen.