Deltagerne i udviklingsforløbene skal have en ydelse, de kan klare sig for i længere tid. Jeg ser gerne, at den lander på dagpengeniveau.

»De mennesker, vi taler om her, står jo uden for arbejdsmarkedet. Derfor er det afgørende, at de ikke får en højere ydelse i en ordning, hvor man ikke står til rådighed end i en ordning, hvor man står til rådighed. Derfor skal den for mig at se være lavere end kontanthjælpen.«

Ordene stammer fra tidligere beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) og henviser til den ydelse, som ledige med komplicerede problemer skal tildeles, mens de deltager i de såkaldte »udviklingsforløb«, som skal forebygge, at de ender på førtidspension. Det er vanskeligt at betragte denne udmelding som andet end politisk drilleri af værste skuffe.

En revision af førtidspensionsreglerne har været på tale i årevis. Der har undervejs vist sig politisk enighed om, at det, der skal til for at forebygge tilgangen til førtidspension, er, at gøre noget anderledes før førtidspension kommer på tale.

Vi skal iværksætte en mere målrettet, individuelt tilrettelagt, sammenhængende og helhedsorienteret indsats for at dæmme op for de barrierer, som står i vejen for, at den enkelte ledige eller sygemeldte kan bringes i retning af uddannelse eller arbejde.

Arbejdsmarkedskommissionen kaldte i 2009 disse forløb for »udviklingsforløb« og tegnede en svag skitse af, hvad de skulle indeholde. Den daværende regering tegnede lidt videre på skitsen, men helt færdigtegnet er den endnu ikke blevet.

En af knasterne er netop, hvilket forsørgelsesniveau deltagerne i forløbene skal have. Denne diskussion kan imidlertid ikke tages uden, at vi bliver mere faste i kødet på, hvad udviklingsforløbene skal indeholde og ikke mindst indebære for deltageren.

Væk med barrierer

Hvis disse forløb ikke bare skal blive til »mere af det samme« – altså stive paragraffer med  krav om deltagelse i dit og dat på bestemte tidspunkter med tilhørende sanktion og alt det andet hejs, som vi i ganske mange år er mislykkedes med i relation til de ledige, som ikke bare mangler et job – så skal der andre boller på suppen. Så skal vi ikke bare presse mere på med de skamredne påståede økonomiske incitamenter hos snart de ledige, snart jobcentrene. Vi skal i stedet fjerne de systemskabte barrierer for, at indsatserne kan lykkes. 

Vi skal fjerne kravene i Beskæftigelsesansvarsloven om, at jobcentrene kun må fokusere på rådighed, selvforsørgelse og job. Vi skal fjerne de vandtætte skotter mellem de forskellige forvaltninger, så en helhedsorienteret social, sundheds-, uddannelses-, integrations- og beskæftigelsesmæssig indsats bliver mulig.

Vi skal sikre, at der er én sagsbehandler, som er den lediges kontakt undervejs i forløbet og som koordinerer indsatserne, hvor i systemet de end måtte være aktive. Det skal være en sagsbehandler, som har myndighed til at træffe beslutninger, så vejen fra behov til beslutning er kortest mulig. Og så skal disse forløb være aktive.

Deltageren skal inddrages seriøst og forpligtende i udarbejdelsen af en plan for forløbet, så langt som den nu kan lægges. Og det vil være forskelligt alt efter, hvad det er for vanskeligheder hovedpersonen har. Mange vil være yderst skrøbelige og meget langt fra arbejdsmarkedet, og det er afgørende, at der udvises behørig respekt for dette, når planen lægges.

Til gengæld er det et klart krav, at den ledige medvirker aktivt og efter bedste evne på at indfri både plan og mål for forløbet. Dermed får vi etableret en individuelt tilrettelagt beskæftigelsesindsats i øjenhøjde og gensidig respekt.

Sikker forsørgelse

Det bliver vældig krævende for alle parter, ikke mindst for de ledige, som ikke skal stå til rådighed i gængs forstand, men faktisk i temmelig mere omfattende og involverende grad. Og det kan kun lykkes, hvis vi ikke samtidig gør forsørgelsen usikker.

Da kontanthjælp principielt er en korttidsydelse og udviklingsforløbene principielt er langvarige, er det simpelthen helt og aldeles absurd at foreslå, at forsørgelsen under sådan et forløb skal være lavere end kontanthjælp. Der er intet sagligt argument herfor. Tværtimod.

I 2009 foreslog Arbejdsmarkedskommissionen, at ydelsen skulle bevares på det niveau, som den er på, når man visiteres til et udviklingsforløb, dog med mulighed for at beslutte et minimumsniveau. Det er helt nyt, at Venstre nu ligefrem underbyder dette forslag.

Der er ingen tvivl om, at det ærgrer den tidligere beskæftigelsesminister, at de ekstremt lave ydelser, som så dagens lys med Venstres ivrige velsignelse, nu er afskaffet. Men det rummer absolut ingen argumenter for at genindføre dem for en særligt udsat gruppe, som man samtidig påstår at ville yde en særlig indsats i forhold til.

Jeg finder det plat og undergravende for demokratiet, at vores folkevalgte snarere end at gøre sig umage for at finde gode løsninger i fællesskab misbruger den tillid, vi som vælgere har vist dem, til at spænde ben for gode initiativer.

I ti år har vi forsøgt med økonomiske sanktioner og nedsatte ydelser for at flytte ledige tættere på arbejdsmarkedet. Det har ikke virket. Så nu er det tid til at prøve en anden vej og tage de ledige alvorligt. Deltagerne i udviklingsforløbene skal have en ydelse, de kan klare sig for i længere tid. Jeg ser gerne, at den lander på dagpengeniveau.

Bettina Post er formand for Dansk Socialrådgiverforening