Det er ikke ligegyldigt, hvilke midler Syriens Venner vil tage i brug. Hvis initiativet er en forløber for en militær indsats som i Libyen, bør det ikke støttes.
Oprøret og råbet om demokrati i Syrien har hidtil været den blodigste del af det arabiske forår.
På fredag prøver en række lande at tage et initiativ udenom FN, heriblandt Danmark. Syriens Venner vil prøve at finde de nødvendige svar på Syriens krise.
Syrerne har i sandhed brug for venner. Med regeringens voldelige undertrykkelse og mange døde er der brug for en indsats. Der skal skabes våbenhvile og en fredelig løsning.
Derfor er det ikke ligegyldigt, hvilke midler Syriens Venner vil tage i brug. Hvis initiativet er en forløber for en militær indsats som i Libyen, bør det ikke støttes.
EU har i de sidste måneder etableret sanktioner overfor Syrien. Formålet har været at ramme styret og de ledende kræfter i landet.
De har bestået af økonomiske sanktioner og sanktioner overfor olieeksporten. Desuden er der etableret en våbenembargo.
I første omgang var sanktionerne meget milde og er løbende strammet op. Det er uforståeligt, at sanktionerne ikke fra start blev stramme og effektive.
Den arabiske liga opfordrer Assad til at gå af og overdrage magten til sin vicepræsident for at bane vejen for en samlingsregering. Hensigten er at sikre en hurtig mulighed for valg. Opfordringen er afvist, og ligaens forsøg på en fredsplan er løbet ud i sandet.
Den 24. februar mødes Syriens Venner. Der er en overhængende risiko for, at vennerne ender med den forudsigelige og éndimensionale løsning i form militær magt eller flere våben til oppositionen.
Det er, som om politikere kun kan tænke i den slags magtmidler og kun lader sig rådgive af militæreksperter. Jeg opfordrer til, at Syriens Venner vælger en fredelig og ikke-voldelig strategi.
militære løsningers fallit
Stort set hver gang militæret er blevet brugt til at løse internationale kriser, har det skabt nye store problemer.
Stort set hver gang der har været en krise et sted på kloden, har omverdenen set undrende til og har først for alvor reageret i 11. time på et tidspunkt, hvor de fredelige midler ikke længere var mulige.
Overfor Syrien skal omverdenen etablere effektive, økonomiske og politiske sanktioner mod landet og lukke effektivt af for våben til landet. Og så skal de afprøve de forslag, som fredsforsker Jan Øberg og andre har sendt til Villy Søvndal.
Det er på høje tid at bruge den store kapacitet af freds- og konflikteksperter, som arbejder rundt i landene.
Det er mennesker, som har stor indsigt i landenes magtforhold og stor indsigt i, hvordan man intervenerer i kriser, forhandler med stridende parter og får en krise nedtrappet i stedet for at optrappe den.
Hvis Villy Søvndal – som leder af EU’s udenrigsministre og deltager i Syriens Venner – vil gå nye og ubrugte veje, bør han hurtigst muligt indkalde verdens dygtigste freds- og konfliktforskere til en syrisk fredskonference.
De mange ideer, der vil komme ud af en sådan konference, skal straks omsættes til handling. Traditionelt tænkende politikere vil hysterisk indvende, at det vil tage lang tid.
Det er rigtigt, men uanset hvilken løsning, Syriens Venner vælger, vil det tage lang tid.
Indtil videre har omverdenen set til i 11 måneder stort set uden at handle. Der er efter min mening intet at tabe og alt at vinde ved at sætte de mest kompetente folk til at skabe en våbenhvile – og på længere sigt en fredsløsning.
Hvis der opnås våbenhvile, kan det blive nødvendigt at indsætte en FN-fredsbevarende styrke for at holde parterne fra hinanden, indtil forholdene i landet er stabiliseret. Måske tager en sådan løsning lang tid.
en anden dansk sikkerhedspolitik
Men når jeg tænker på det tidligere Jugoslavien, Irak, Afghanistan og Libyen, så foretrækker jeg 10 eller 20 år med forhandling og våbenhvile og en fredsbevarende styrke end endnu et ukendt antal års voldelig undertrykkelse og mord.
En ikke-voldelig løsning i Syrien kan blive et nødvendigt brud med årtiers militærstrategiske tankegang. Den vil kunne bringe Villy Søvndal og Danmark tilbage i front på den internationale scene, med vores bedste kendemærke i 40 år, nemlig den bløde sikkerhedspolitik.
Gennem de sidste 20 års »aktivistiske« militærløsninger har den strategi lidt stor overlast.
Succes for en ikke-voldelig løsning vil sikre en autoritet, der kan bruges til at kræve reformer af FN og genskabe respekten om den uundværlige internationale organisation.
På længere sigt skal FN reorganiseres, så organisationen igen kan handle overfor kriser. Det forudsætter en ændring af magtforholdet i Sikkerhedsrådet, en større regional indsats i FN og en global opbygning af den nødvendige kapacitet indenfor freds- og konfliktløsning.
Gå den vej, Villy Søvndal. Det er den slags løsninger, der bør kendetegne Syriens Sande Venner og fremtidens udenrigsministre.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
