Krisen kan med den nuværende samfundsstruktur kun midlertidigt løses gennem massiv destruktion af produktivkræfter, heriblandt den vigtigste: arbejdskraften.

For at ekspandere, øge overskuddet og overvinde krisen, vil virksomhederne først og fremmest søge at trykke arbejdskraftens pris.

pn

Kronik

I det nye år er det påkrævet at tage et kvalificeret opgør med de borgerlige dogmer på det politiske parnas og i de følgagtige medier.

Ikke mindst i skyggen af EU’s såkaldte finanspagt. De folkelige protester mod kriseindgrebene skriger efter bevidst retning – efter en sammenhængende forståelse af kapitalismens væsen og lovmæssigheder. Det behøver ikke være kedeligt. Og det er nødvendigt.

2012 er indledt med forstærket økonomisk krise. Men medierne er fyldt af de samme økonomieksperter, bankfolk, politikere og kommentatorer.

De håber alle på, at markedet retter sig op, at »de hysteriske kællinger« på børserne kommer i ro, at optimismen vender tilbage, at EU vedtager store kreditpakker til at dække enorme statslige gældsætninger, og at den jævne befolkning accepterer drakoniske nedskæringer. Aktuelt gennem finanspagten. Og at forbrugslysten vender tilbage.

Hvordan virker markedskræfterne?

Realiteterne bag de lovbesungne markedskræfter er:

1. At produktionen objektivt er samfundsmæssig – og implicerer en mængde direkte og indirekte nødvendige samfundsressourcer og -instanser. Men den styres individuelt eller af enkeltgrupper, fonde eller karteller. Og at profitten ligeledes tilegnes individuelt.

Enkeltkoncernernes dispositioner (nedskæring, lukning, flytning) har enorme samfundsmæssige følger, herunder spild af offentlige investeringer og ressourcer (infrastruktur, byggemodning, uddannelse med mere).

Al sammenhængende produktions-, udviklings-, by- og socialplan er udelukket under disse betingelser. Anarkiet regerer, når private mennesker ejer og disponerer ret suverænt over jord og produktionsmidler. Og det ses!

2. At for at ekspandere, øge overskuddet og overvinde krisen, vil virksomhederne først og fremmest søge at trykke arbejdskraftens pris – absolut og relativt. På lønnen eller gennem rationaliseringer og fyringer.

Dette sker af hensyn til konkurrenceevnen og kan i sagens natur kun svække markedsefterspørgslen internt og dermed forbruget. Og dette er en kerne i den antagonistiske modsætning mellem arbejde og kapital.

Denne praksis likviderer selvfølgelig også i længden de mindre virksomheder, hvilket forstærker arbejdsløsheden, øger monopoliseringen og tendensen til monopolpriser – og undergraver dermed også innovationslysten og konkurrencemotivet.

3. Samme virkning på forbruget og efterspørgslen har realnedskæringerne på de statslige budgetter til sociale foranstaltninger, uddannelse, daginstitutioner, lægehjælp og revalidering, efterløn, folkepension med mere. Eller øget brugerbetaling for – eller privatisering af – tidligere offentlige ydelser.

De statslige bidrag til at sikre arbejdskraftens reproduktion (sundhed, kvalifikation, arbejdsevne) er et tidsbestemt og hårdt tilkæmpet reformgode.

Dette var samtidig et historisk nødvendigt instrument til midlertidig regulering af markedet, til at holde lønningerne nede og sikre de individuelle kapitalejere lave omkostninger, stabile overskud og tilfredsstillelse af deres arbejdskraftsbehov.

Krisen løses ikke ved at skrue tiden tilbage til kapitalismens gründer-periode – selv om denne forældede praksis af uudgrundelige årsager sælges som »nødvendig reformpolitik« og »modernisering af velfærdsstaten«.

Folkelig forarmelse

4. Columbusægget er så dels, at vi må eksportere os ud af krisen – og styrke konkurrenceevnen på udlandsmarkedet.

Logikken heri er, at vi konkurrerer med udenlandske virksomheder og stater, som har samme ambition og indfører samme finans- og indkomstpolitiske tiltag (læs: EU’s finanspagt for eksempel): Arbejdskraftens perspektiv i alle lande er så at konkurrere om at løbe stærkest og sælge sig selv billigst muligt.

Et ringe perspektiv hvis netto-regnskab alt andet lige ikke på sigt sikrer én eneste vedvarende arbejdsplads på internationalt plan – og en logik, der ikke ligefrem er stimulerende for forbrugslysten på grundplan. Og dermed heller ikke for beskæftigelsen.

5. En stadig mere dækningsløs kreditoppumpning, såvel i forhold til enkeltforbrugere (læs: boligmarkedet), som overfor finanskapitalen nationalt (læs: skatteyderbetalte bankpakker) samt overstatsligt: nationalbank-, eurobank- og IMF-garanterede kreditter (køb af statsobligationer) til svage industrialiserede lande (Grækenland, Italien; Spanien, Irland og…)

Og til ulandene. Med dertil hørende krav om høj rente, voldsomme sociale nedskæringer, ophævelse af  statssubsidier og importreguleringer – og indførelse af andre »strukturrationaliseringer«.

Følgen er folkelig forarmelse og en voksende, bristefærdig ballon, som kun indeholder gældsspiralens varme luft.

Følgerne af krisen

Krisen kan med den nuværende samfundsstruktur kun midlertidigt løses gennem massiv destruktion af produktivkræfter, heriblandt den vigtigste: arbejdskraften – i både den produktive og servicerende sektor. Arbejdsløshed, fattigdom, nedslidning, udstødelse, sult.

I ulandene har man allerede længe kendt til død, sygdom og udhungring, hvilket forstærkes af de gamle og nye industristaters og deres koncerners hensynsløse klimaødelæggelse.

Såvel de kyniske som de naive klynger sig til ultraliberalismen: Til gestalten af den fri borger, hvis penge ligger bedst i egne lommer, og som er frigjort fra statslig indblanding og overformynderi.

Men tag ikke fejl, kære afblankede småinvestorer, stavnsbundne prioritetsbestyrere, rente- og gebyrsslaver, gældsudsatte parcelister og teknisk insolvente medborgere: Banker og kreditinstitutioner tager sig betalt, og dét er faktisk jeres nok så søde bankrådgivers sølle job at sikre dette.

Hvem er det lige, der propaganderer for at stoppe krævementaliteten? Og hvilken socialgruppe står for skud, når der skriges om socialt bedrageri?

Nej, det er mærkeligt nok ikke tag-selv-bordets virkelige grovædere: For staten blander sig ganske meget – med massiv subvention af finanskapitalen: Gennem bankpakker, eksportkreditter, skattebegunstigelser, fredning af kapital i skattely, fordelagtige oliekoncessioner, milliardordrer til rustningsindustrien (plus til uduelige italienske og andre infrastruktur-operatører) – you name it.

Marxistisk propaganda?

Det burde markedsliberalisterne være efter. Men se om de ikke har accepteret det – eller ligefrem finder det naturligt! I det såkaldte »mindst ringe samfundssystem« – og så råber vi alle hurra! Vi er dog nogle, som ikke lader os imponere.

Medierne, journalisterne og kommentatorerne, derimod, er syltet ind i markedsreligionen og børsanalytikernes ævl. Og konfronterer ikke de faste, énslydende aktører og deres trivielle besværgelser med i virkeligheden ret simple spørgsmål, der kunne udstille det nuværende samfundssystems iboende modsætninger og ideologiske selvmodsigelser.

At de politiske partier – for tiden især højrefløjen – løbende rekrutterer folketingskandidater og spindoktorer blandt skærmtroldene, og selv nyhedschefer (TV2 for eksempel) står eller stod i personlig forbindelse med borgerlige ministres spindere – alt dette gør denne journalistiske praksis ligeså forståelig som betænkelig.

Man kan indvende, at alt dette er marxistisk propaganda. Men det er jo ligesom ikke rigtigt et argument med nogen substans i forhold til realiteterne (se pkt. 1-5).

Somme vil sige, at de, der taler sådan, ønsker et totalitært samfund.

Men bortset fra at det totalitære aspekt i kapitalismen tydeligt ses i såvel Mærsks effektive udenomsparlamentariske virksomhed, som nu igen i Bonn-Paris-aksens dekret om indsættelse af ikke-valgte »forretningsministerier« i Grækenland og Italien, så er det jo heller ikke et argument, der ligesom kan vælte en analyse af, hvad der sker socioøkonomisk nu.

Dette skal dog ikke forhindre opstarten af en nødvendig diskussion om, hvilket samfund vi ønsker – og hvordan virkeliggørelsen kan ske…