Det ville være bedre, hvis toppen af fagbevægelsen i stedet for at sprede mismod, mobiliserede til aktiviteter, der kunne skabe forandringer.
Faglig kommentar
Det ville være synd at sige, at forhandlerne havde skruet forventningerne op til overenskomstforhandlinger 2012. Tværtimod blev der manet til besindighed og kriseansvarlighed. Udmeldingen fra fagtoppen lød på bevarelse af reallønnen, tryghed i ansættelsen og mere uddannelse.
Forventningerne hos medlemmerne var større efter det reallønsfald, der har været de sidste to år. Men der var også en indstilling til, at specielt uddannelse var vigtig for industriarbejdere, som kan se deres virksomheder flytte til andre lande og kontinenter for at hente maksimalprofitter. Ligeledes var der forventninger til seniorordninger som kompensation for den ødelagte efterløn.
Realiteterne blev ganske anderledes. Resultatet ligger langt fra fagbevægelsens krav om reallønssikring og forbedringer for seniorer og på uddannelsesområdet. Arbejdsgiverne jubler, toppen af fagbevægelsen er meget tilfredse »under de givne omstændigheder«.
Fakta er, at der er tale om en minusoverenskomst, i en situation hvor Danmarks eksport til udlandet slår historiske rekorder for tiden med en årlig vækst på omkring 11 procent. Produktiviteten i industrisektoren er på et år steget med historiske 8,8 procent.
Samtidig har reallønsfaldet også sat rekord. Med 1,25 procent mere om året de næste to år på mindstelønnen, og forventede prisstigninger på to-tre procent, lægger Industriforliget op til det hidtil største reallønsfald for danske arbejdere.
Ros fra LO
LO Danmark roser overenskomsten. Det samme gør forhandlerne. Ja de ligefrem anbefaler den. Der er tale om et knæfald for kapitalen på helt principielle spørgsmål som løn og arbejdstid:
* Ved at acceptere reallønsnedgang på kapitalens præmis om øgede profitter under henvisning til lokalforhandlinger. Tillidsrepræsentanterne har allerede erfaret, at virksomhederne har fået blod på tanden og meddelt, at der intet vil blive givet til lokalforhandlingerne.
* Ved at acceptere, at feriepenge og pension af overtidsbetalingen kan udbetales gennem individuelle aftaler med den enkelte arbejder. En såkaldt »fritvalgsordning«, hvor der tages endnu et skridt væk fra det kollektive til det individuelle.
* Den højt besungne uddannelse er blevet til, at der kan bruges af uddannelsesfondene op til seks uger, hvis man ikke har brugt de to årlige uger. Vel at mærke hvis arbejdsgiveren ikke nedlægger veto.
· Og ordningen for seniorer som kompensation for efterlønsforringelserne blev til, at man selv kan betale for en nedsat arbejdstid ved at bruge af sin opsparede pension eller i flere år »gemme« sine feriefridage gennem en lokalaftale. Her spiser hunden sin egen hale.
Toppen af fagbevægelsen klapper hælene sammen og spreder desillusion og spiller på den nervøsitet, som mange arbejdere har for fremtiden med udflagning af virksomheder og den begrænsede mulighed for dagpenge. Grækenland er ikke Langbortistan.
Aktiviteter efterlyses
Fagbevægelsens medlemmer var aktive under valgkampen med forventninger om »nye tider«. De havde forventninger om, at de bebudede forringelser af dagpengeperioden og af efterlønnen ville forsvinde.
De havde helt klart forventninger om, at det var de rigeste i samfundet, der skulle betale for krisen. Og de havde helt klart ikke forventet at høre socialdemokrater fra regeringen omtale en minusoverenskomst som »helt forrygende positivt«.
Men der er ingen tvivl om, at den nuværende regering jubler over resultatet. Så kan den få bedre karakterbøger fra EU, der har løftet en advarende finger over »det høje lønniveau« i Danmark. Og vi må jo heller ikke glemme, hvad der ligger i den kommende finanspagt, som regeringen er meget begejstret for, blandt andet en sænkning af lønniveauet så storkapitalen i Europa kan hente større profitter.
Overenskomstresultatet flugter også fint de kommende trepartsforhandlinger, hvor fagbevægelsen er forpligtigede til at levere fire milliarder op af medlemmernes lommer til at finansiere de kommende reformer på kontanthjælp, sygedagpenge og hele dagpengeområdet.
Det ville være bedre, hvis toppen af fagbevægelsen i stedet for at sprede mismod mobiliserede til aktiviteter, der kunne skabe forandringer, der kunne ændre på styrkeforholdet mellem kapital og arbejde. Men så må tillidsrepræsentanter og andre ildsjæle sørge for, at denne forandring sker nedefra. Det er det, der kan skabe begejstring for en fagforening.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
