Det grundlæggende spørgsmål er, hvordan de 80.000 unge arbejdsløse skal finde sig et arbejde, når op mod 200.000 job er forsvundet siden krisens start.

80.000 unge danskere er arbejdsløse. i Tegning: Bjørn Gemzøe

Den røde tråd

af Benjamin Carl Egerod, Kommunistisk Parti

Forårets trepartsforhandlinger om arbejdsmarkedsreformer nærmer sig med stormskridt, og der er allerede lagt godt i kakkelovnen til forstærkede angreb på vores tilkæmpede velfærdsrettigheder. De seneste måneders debat tegner et tydeligt billede af den retning, som forhandlingerne vil gå i. 

I skrivende stund er 80.000 unge danskere arbejdsløse. Over ti procent af de 237.000 førtidspensionister er unge, der aldrig har fået taget en kompetencegivende uddannelse. Det er dem, der i lederspalten i Jyllands-Posten bliver udråbt til at være »parasitter«, og som Morten Messerschmidt kalder snyltere.

Vores beskæftigelsesminister Mette Frederiksen er glad og fro hoppet med på vognen. Således er der ingen hjælp at hente for de arbejdsløse der. Hun vil i stedet stille »kontante og håndfaste krav«, som skal tvinge de unge i arbejde, og gennemgå de unge førtidspensionisters sager igen.

De slagter vores uddannelse

Den underliggende pointe er, at de unge selv er skyld i deres arbejdsløshed. I den optik bør småting som psykiske lidelser ikke stå i vejen for at søge et arbejde på lige fod med alle andre. Og der bliver slet ikke spurgt til, hvorfor 25 procent af en årgang ikke formår at gennemføre en ungdomsuddannelse

Men faktum er, at VKO's nedskæringer har betydet, at mellem 8000 og 10.000 i dag står uden praktikplads – blandt andet derfor falder knap hver anden fra på de tekniske skoler.

De konstante nedskæringer på de gymnasielle uddannelser, vi har oplevet under den borgerlige regering, har fået frafaldet til at fortsætte sin himmelflugt. Desværre ser den nuværende regering ikke ud til at ville gennemføre et grundlæggende brud med VKO's nedskæringer på uddannelserne.

Alligevel har Mette Frederiksen overvejet at udvide kravet om, at unge skal indskrive sig på en uddannelse, før de kan modtage kontanthjælp, til at gælde alle under 30 år. Dette krav vil bare øge frafaldet, hvis det ikke ledsages af de nødvendige ressourcer til uddannelserne.

Krisen tager vores job!

Men selv hvis uddannelserne fik det nødvendige løft, er den voldsomme krise, som Danmark står i, en ufravigelig kendsgerning. Det grundlæggende spørgsmål, der mere eller mindre er udeblevet fra debatten, er, hvordan de 80.000 unge arbejdsløse skal finde sig et arbejde, når op mod 200.000 job er forsvundet siden krisens start.

Det må være indlysende, at der skal gøres en ekstraordinær indsats for at sætte arbejde i gang, og dette ansvar kan og vil aldrig blive den enkeltes – det drejer sig om, at regeringen skal starte en massiv beskæftigelsesindsats.

I den forbindelse er det værd at bemærke sig, hvor hurtigt den bebudede kickstart svandt ind fra 40 til 18 milliarder i forsøget på at leve op til EU's krav for maksimalt budgetunderskud.

En sådan kickstart vil kun skabe 8000 arbejdspladser, men regeringen har bundet kommunerne til at fyre langt flere hvert år. Det har bragt os i den absurde situation, at der er færre offentligt ansatte under Socialdemokraterne, end der var under Lars Løkke.

I den situation er det nærmest uhyggeligt forudsigeligt, at den borgerlige opposition med Venstre i spidsen nu foreslår at halvere dagpenge og kontanthjælp for alle under 30 år, hvor det før kun var unge under 25, der blev ramt. Det er beskæmmende, at regeringen ikke med det samme afviser forslaget, og at HK faktisk erklærer sig villig til at diskutere det.

Det vil kommunisterne

Som det er nu, lever tusindvis af unge danskere i fattigdom på grund af VKO's gentagne angreb på de arbejdsløse. Kommunistisk Parti kræver, at regeringen står ved sine løfter og afskaffer de særligt lave ydelser til unge arbejdsløse.

Netop på grund af den høje arbejdsløshed må trepartsforhandlingerne sikre, at den bebudede kickstart får reelt indhold. Den aktive fagbevægelse må stå stejlt på kravet om en beskæftigelsesindsats, der langt overskrider de 18 milliarder, som regeringen har sat af.

Desuden må vi afvise alle såkaldte reformer, der vil øge chikanerierne mod de unge arbejdsløse og førtidspensionister. Der er behov for en uddannelsesindsats, der gør det til en reel mulighed, at alle unge får en ungdomsuddannelse. Det betyder også, at arbejdsgiverne bliver pålagt at åbne praktikpladser, så vi kan få en solidarisk praktikpladsgaranti.

Disse krav er helt grundlæggende og kan kortes ned til kravet om, at lade storkapitalen betale den krise, som den har pådraget samfundet. Det kan ikke være arbejderklassen og ungdommen, der skal betale regningen gennem en slagtning af vores understøttelse og job, så vi kan friste en tilværelse i fattigdom og usikkerhed.