De nye overenskomster er ikke en del af løsningen, men en del af problemet.
Industriens nye overenskomster sikrer fortsat reallønsnedgang for arbejderne.
Det roses fra mange sider som et udtryk for ansvarlighed, der vil redde Danmarks konkurrenceevne. Desværre ser vi den samme tendens over alt i den vestlige verden, hvor udflytningen af arbejdspladser presser lønnen nedad.
Kombinationerne af reallønsfald, offentlige nedskæringer, fyringer og øget arbejdsløshed betyder faldende efterspørgsel, som fører til øget arbejdsløshed, mindre efterspørgsel og så videre og så videre.
De nye overenskomster er ikke en del af løsningen, men en del af problemet.
I stedet burde vi i et land som Danmark satse massivt på omstilling af vores produktion, så vi brugte mindre af jordens sparsomme ressourcer og producerede på en måde, som for alvor reducerede vores forurening.
Hermed kunne vi gå i spidsen med den omstilling, der er nødvendig, hvis vi skal klare os i en fremtid, hvor manglen på ressourcer bliver den afgørende udfordring, og hvor ødelæggelsen af naturen skal stoppes.
En ambitiøs energiaftale ville være et første skridt i en sådan proces. Det kræver investeringer, som kunne fremskaffes, hvis der var vilje til at aktivere vores pensionsformuer i denne omstilling.
Så ville pensionskasserne heller ikke behøve at bekymre sig om, at en skat på finansielle transaktioner begrænser deres profit på skadelige spekulationsprojekter.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
