De unge saharawiers frustration er ikke blot et problem for dem selv eller Marokko, men også for en hel region, der ligger lige på den anden side af Middelhavet.
af Peter Kenworthy, Søborg,Afrika Kontakt
I mange nordafrikanske og arabiske lande har det såkaldte »arabiske forårs« krav om demokrati og økonomisk omfordeling lydt højest fra disse landes unge. Pressen har dækket protesterne i Egypten, Libyen og Tunesien tæt.
Men også det marokkansk-besatte Vestsahara har oplevet et »forår«, hvor især de unge kræver, at Vestsaharas befrielsesfront Polisario fører en mere konfronterende linje overfor Marokko, samt at de unge får mere indflydelse på Vestsaharas eksilregering, der i over 30 år har opereret fra flygtningelejre i ørkenen i nabolandet Algeriet.
Nogle unge taler endog for igen at gribe til våben, da de ikke mener, at den fredelige tilgang gennem FN, der har været benyttet siden våbenhvilen i 1991 mellem Marokko og Vestsaharas oprindelige befolkning, saharawierne, fører til noget.
De unge saharawiers frustration er ikke blot et problem for dem selv eller Marokko, men også for en hel region, der ligger lige på den anden side af Middelhavet.
Så hvis man i Europa ikke på baggrund af den ulovlige besættelse eller Marokkos gentagne overtrædelser af menneskerettighederne overfor saharawierne tager konflikten alvorligt, så bør man gøre det, fordi man ikke ønsker en optrappet konflikt eller krig med de dertil hørende flygtningestrømme lige syd for EU’s grænser.
Polisarios kongres
Det var i lyset af denne tilspidsede situation, at Polisario i slutningen af december 2011 holdt sin 13. udøvende kongres.
Den havde deltagelse af over 2000 delegerede, herunder 300 udenlandske ambassadører, politikere, ngo’er med mange flere fra blandt andet Spanien, EU-Parlamentet, Sydamerika, Sydafrika og den Afrikanske Union.
Kongressen sendte blandt andet et brev til Marokko, hvori man opfordrede til »refleksion over mere end 36 års besættelse af Vestsahara, der har undermineret Marokkos egne udviklingsmuligheder, og landets integration i Maghreb-regionen«.
Man erklærede også i et brev til Spaniens statsminister Mariano Rajoy at Vestsaharas tidligere kolonimagt, Spanien – der i 1975 reelt serverede Vestsahara på et sølvfad for Marokko – »er medansvarlig for situationen i Vestsahara«.
Kongressen, der vedtager retningslinierne for Polisarios politik i de næste fire år, samt vælger Polisarios ledelse, viste dermed med al tydelighed, at man ønsker mere handling fra de implicerede parter.
Det er nødvendigt for at sikre den FN-sanktionerede folkeafstemning om landets tilhørsforhold, som Marokko har forhalet, siden den skulle have været afholdt i 1992, og som med al sandsynlighed vil føre til Vestsaharas uafhængighed.
»Der var til tider divergerende opfattelser om ideer og planer under kongressen, som det ofte er i frie, ærlige, og demokratiske diskussioner«, siger Polisarios repræsentant i Danmark Abba Malainin.
»Men der var hele tiden enighed om det centrale spørgsmål, nemlig saharawiernes ret til selvbestemmelse og uafhængighed.«
Den sidste udvej
Kongressen imødekom de unges krav om en mere konfronterende linie ved at styrke de unges deltagelse i den politiske beslutningsproces. Blandt andet blev præsidenten for saharawiernes nationale studenterråd valgt ind i Polisarios ledelse.
Desuden har man fra Polisarios side sikret, at man ikke til stadighed forlader sig på FN-forhandlingerne, der igennem mange år har vist sig frugtesløse .
»Indtil videre fortsætter man forhandlingerne gennem FN«, siger Abba Malainin, »samt styrker den fredelige intifada i de besatte områder af Vestsahara. Men samtidigt styrker vi også saharawiernes hærs kapacitet, selvom en militær løsning altid vil være en sidste udvej for os.«
Kongressens slutdokument erklærede, at »den fortsatte marokkanske besættelse er en medvirkende årsag til spændingerne, samt en trussel imod fred, sikkerhed, og stabilitet i regionen.«
Danmarks og eu’s holdning
Såfremt vi i Danmark og Europa ønsker at undgå, at denne »sidste udvej« bliver uundgåelig, fordi de unge saharawier ligesom andre unge i Nordafrika føler, at de intet har at tabe, bør vi altså være langt mere lydhøre overfor saharawiernes krav til os ved kongresser som denne.
Her krævede man nemlig blandt andet, at firmaer – heriblandt danske – må respektere international lov »ved ikke at være direkte eller indirekte involveret i tyveriet af saharawiernes rigdomme«.
Og her kunne den nuværende danske regering i første omgang starte med at presse på for, at EU ikke forlænger den fiskeriaftale med Marokko, som ulovligt tillader europæiske fiskere at fiske ud for Vestsaharas kyster.
Den tidligere VK-regering stemte senest imod en forlængelse af denne fiskeriaftale, men den nuværende regering gav den 20. januar grønt lys for, at EU kan forhandle en ny fiskeriaftale med Marokko på plads.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
