Realiteten er, at Danmark i praksis træder længere og længere ind i euro-samarbejdet, først med konkurrenceevnepagten og dernæst med finanspagten.

Unge demonstrerer for investeringer i uddannelse og arbejdspladser.

Mette Kramer Kristensen

Finanspagtens hovedindhold er, at der sættes snævre grænser for statsunderskud og -gæld, hvilket skal indføjes i national lovgivning og i undladelsestilfælde kan medføre bod ved EU-domstolen.

Finanspagten vil dermed i høj grad begrænse mulighederne for i krisetider at bekæmpe krise og arbejdsløshed gennem en ekspansiv finanspolitik.

Det vil for det første medføre, at arbejdsløsheden under kriser vil vokse mere. Og for det andet vil det tvinge staterne til omfattende besparelser på velfærden og/eller privatiseringer for at undgå at komme i konflikt med reglerne.

Men pagten vil også i ikke-krisetider ændre den økonomiske politik. For hvis en økonomisk krise skulle komme, vil EU-landene kun med et forud oparbejdet overskud have »luft« nok i budgettet til ikke at komme i strid med kravene. Derfor vil staterne spare i stedet for at investere i velfærd.

Samlet set kan finanspagten således forværre kriser og arbejdsløshed, øge fattigdommen og få negative konsekvenser for dansk og europæisk velfærdsudvikling, herunder i form af omfattende privatisering.

Tvivlsomt om pagten løser gældskrisen

Et grundsynspunkt bag pagten er, at kontrol med landenes gældsstiftelse er nødvendig for at overvinde gældskrisen.

Men pagten adresserer ikke den aktuelle krise, idet den jo ingen effekt har på den allerede stiftede gæld. Den kan højst muligvis forebygge, at en ny krise opstår om fem til ti år.

Synspunktet, om at krisen udelukkende er et resultat af ukontrolleret gældsstiftelse i nogle enkelte stater, er også for ensidigt og forenklet. Fejlagtig økonomisk politik, ikke mindst i Grækenland, har spillet en ikke uvæsentlig rolle for gældskrisens udvikling.

Men krisen stikker langt dybere, idet den har rod i store og stigende ubalancer i eurozonen mellem svagere sydeuropæisk og stærkere nordeuropæisk konkurrenceevne.

Før euroen kunne disse delvis udlignes over valutamarkederne. Men med euroen forsvandt denne udligningsmekanisme, fordi de svagere økonomier i Syd- og Udkantseuropa i kraft af den fælles valuta ikke længere kan føre deres egen rente- og valutapolitik.

Ja, ulighederne mellem Tyskland og Sydeuropa er tilmed blevet forstærket, fordi euroen er blevet trukket op i værdi i kraft af Tysklands økonomiske styrke og en generel revaluering af euroen i takt med, at dollaren er blevet svækket af USA’s økonomiske problemer.

Men for de sydeuropæiske lande har dette til den dårlige produktivkraft og konkurrenceevne yderligere tilføjet den bagdel, at de herved har fået forringet konkurrenceevne, eksport, samt øget arbejdsløshed og underskud yderligere.

Modsat for Tyskland. Hvis der ikke var en euro, ville D-marken formentlig været steget mellem 20 og 30 procent i forhold til de sydeuropæiske valutaer og have en kurs på linje med Schweizerfranc, hvilket naturligvis ville have bremset tysk eksport og overskud. Tyskland har med andre ord scoret kassen på euroen.

Skal gældskrisen definitivt løses, er der derfor brug for en solidarisk udligning fra overskudslande, navnlig Tyskland, således at de svagere sydeuropæiske lande kan investere i højere produktivitet og ny vækst og nedbringe arbejdsløsheden.

Men det rummer finanspagten intet af. Tværtimod er pagten udtryk for, at gældskrisen alene skal løses gennem en såkaldt »intern devaluering« det vil sige gennem forringelse af lønninger og velstand og besparelser på velfærd i de gældsramte lande. Hvilket rammer den vækst, som gældslandene så desperat behøver for at kunne arbejde sig ud af krisen.

I stedet risikerer de gældsramte lande at blive skruet længere ned i en gælds- og lavvækstfælde.

Konservativ, økonomisk politik

Det er ikke tilfældigt, at finanspagten institutionaliserer en sparepolitik overfor velfærden, for pagten er et udtryk for en borgerlig konservativ, såkaldt monetaristisk økonomisk politik.

Et centralt punkt i monetarismen er, at det offentlige budget er neutralt i forhold til økonomien, det vil sige balancerer eller har overskud. Staten skal til gengæld hverken bekæmpe arbejdsløshed eller stimulere væksten.

Det er nemt at genkende monetarismens sparedoktrin i den gældsbremse, som efter tysk forbillede med finanspagten skal gøres alment gældende.

Pagten er her et politisk / ideologisk opgør med mange års keynesiansk økonomisk tænkning og politik, om at det er sund fornuft at bekæmpe kriser og arbejdsløshed gennem finanspolitikken.

Tilhængerne af finanspagten vil gerne se dette som slet og ret udtryk for »sund økonomisk fornuft«. Men der er altså i realiteten tale om en omstridt konservativ og neoliberalistisk ideologisk doktrin.

Det må karakteriseres som dybt problematisk, at noget sådant med finanspagten oven i købet skal indskrives i nationale forfatninger eller anden lignende national lovgivning og hermed nærmest hæves over enhver diskussion. Pagten indskrænker dansk økonomisk handlefrihed.

Tilhængere af dansk tilslutning til finanspagten har anført, at pagten ved at hjælpe på gældskrisen er god for dansk økonomi. Men pagten vil, som det fremgår, ikke løse gældskrisen og dermed heller ikke friholde Danmark for følgerne af gældskrisen.

Tværtimod er der betydelig risiko for, at fortsat gældskrise og besparelser oveni vil føre til årelang lavvækst i EU. Det vil selvsagt også ramme dansk økonomi med faldende eksport og stigende ledighed og statsunderskud – modsat de påståede fordele.

Det er fra selveste statsministeren herudover fremgået som argument for dansk tilslutning til finanspagten, at det er nødvendigt for at »berolige finansmarkederne« om, at Danmark fører en forsvarlig økonomisk politik, og at den danske økonomi er sund.

Men Danmarks økonomiske situation er så god i forhold til stort set alle andre lande, at der ingen grund er til at forvente, at finansmarkederne vil straffe Danmark, hvis vi holder os udenfor pagten.

Fra tilhængerside er det også fremhævet, at pagten ikke bare er besparelse, men at vækstskabelse og arbejdsløshedsbekæmpelse har været sat på dagsordenen på det seneste EU-topmøde.

Men topmødet vedtog ingen konkrete tiltag, men overlod det til de enkelte lande at gennemføre initiativer. Og det er selvsagt grundlæggende set selvmodsigende, når man samtidig forpligter landene til finanspolitiske stramninger.

Intet spillerum til vækstinitiativer

Dermed får medlemslandene netop ikke et spillerum til at kunne iværksætte vækst- og jobskabelsesinitiativer.

Finanspagtens hele formål er at begrænse de omfattede landes muligheder for at køre med underskud. Ikke desto mindre har man fra tilhængerside hævdet, at pagten ikke indskrænker Danmarks økonomiske handlefrihed til at føre vækstpolitik!

Men skulle et folketingsflertal alligevel ønske at føre en vækstpolitik for eksempel overfor eskalerende krise og arbejdsløshed, bliver man først nødt til at omgøre den budgetlov, hvormed regeringen vil udmønte finanspagten.

Men hermed har man i næste omgang i realiteten også overtrådt finanspagtens krav, og så kan man af de øvrige lande i pagten indklages for EU-domstolen og idømmes en bøde. Så kom ikke og sig at finanspagten ikke indskrænker Danmarks økonomisk og politiske handlefrihed.

Fra tilhængere af dansk tilslutning til finanspagten anføres også, at Danmark til gengæld får indflydelse på den førte politik. Men Danmark vil højst blive inviteret til et møde i eurozonen en gang om året, og har hermed ingen garanti for blive hørt, når afgørende beslutninger træffes.

Det er også blevet fremhævet af tilhængere af dansk tilslutning til euroen, at euroforbeholdet stadig består.

Realiteten er dog, at Danmark i praksis træder længere og længere ind i euro-samarbejdet, først med dansk tilslutning til konkurrenceevnepagten og dernæst med dansk tilslutning til finanspagten. Vel at mærke uden folkeafstemning. Euroforbeholdet består, javel – men det undergraves i praksis mere og mere.

Da finanspagten også kan frygtes at undergrave de danske overenskomster, er det vanskeligt at forstå, at dansk fagbevægelse (LO) ikke i højere grad tager kampen op mod den.