Organisationerne Amnesty International og Human Rights Watch har valgt side til fordel for imperiet under Washingtons forberedelse til krig.

Det virker som om, at det eneste det gjaldt om, for mange amerikanske venstreorienterede i 2008, var at vælte Republikanerne af pinden. Nu har Demokraten Obama sat den imperialistiske krigsmaskine i højt gear igen, og man hører knap nok et pip fra »venstrefløjen«, skriver Glen Ford. Illustration: Carlos Latuff

af Glen Ford

Organisationerne Amnesty International og Human Rights Watch har valgt side til fordel for imperiet i den Washington-støttede krigspropaganda. Syrien har intet andet valg end at sikre hver eneste fodsbred jord af dets territorium.

Stillet overfor truslen om et angreb med støtte fra en supermagt under dække af at ville »beskytte civile«, har Syrien ganske simpelt ikke råd til at afgive en eneste forstad – ikke et eneste hus, nogen lokalitet på landet eller nogen som helst grænseområde til de væbnede oprørere og udenlandske hellige krigere.

Den største imperialistiske offensiv siden invasionen af Irak i marts 2003 er i fuldt sving, under banneret ‘humanitær’ intervention – hvilket blot er et andet ord for Barack Obamas djævelsk snedige opgradering af Bush’ »dumme krige«.

Nu, hvor det er slået fejl at få et figenblad fra FN’s Sikkerhedsråd og ligesom mod Libyen at gennemføre et »humanitært« militært angreb på Syrien, så manøvrerer USA straks udenfor FN for at udvide sin koalition bestående af NATO, kongedømmer i den Persiske Golf og væbnede hellige krigere.

Næste stop var Tunesien, hvor USA’s allierede forsamledes den 24. februar for at hvæsse deres knive under dække af at være »Venner af Syrien«.

Dårligt selskab

USA’s udenrigsministerium har taget skridt for at samle »vennerne« og etablere et mandat – hvilket blot er krigsherrernes måde at sige, at de vil gøre alliancen klar til et piratagtigt angreb på Syriens suverænitet.

De to organisationer Amnesty International og Human Rights Watch drikker nu med ved bordet hos de andre pirater. Disse »menneskerettigheds-krigere« med hovedsæde i fortidens og nutidens imperier, med brystet skinnede af medaljer for tro tjeneste i Libyen, bidrager med legitimitet fra »venstre«.

Amnesty International med deres hovedsæde i London afholdt en global aktionsdag. Den blev brugt til kritisere Syrien for »forbrydelser mod menneskeheden« og til at beskylde Kina og Rusland for at bruge deres veto i Sikkerhedsrådet til at forråde det syriske folk. Dermed er de blot et ekko af det krigshysteri, der lyder fra USA, Frankrig, Storbritannien og de kongelige svinestier i Saudi-Arabien og Qatar.

Human Rights Watch med deres base i USA kaldte Kinas og Ruslands handlinger for »opflammende« – som om det ikke var USA og dets allierede, der er i færd med at sætte Mellemøsten i brand, ved at bevæbne og finansiere hellige krigere – herunder hundreder af libyske salafister, der nu er hoppet videre til Syrien.

Krig er krig

Under Obamas »intelligente« – altså i modsætning til den tidligere »dumme« – imperialistiske ageren, er lande som Frankrig med deres bagage af folkemord i kolonierne nu i gang med at foreslå oprettelsen af »humanitære korridorer« i Syrien, for at »give NGO’erne adgang til områder, hvor der foregår skandaløse massakrer«.

NATO afviste i sin tid blankt at skabe en sådan korridor, da afrikanere fra syd for Sahara sammen med sorte libyere blev massakreret af militser, betalt og bevæbnet af de samme »venner«, der nu belejrer Syrien.

Tyrkiet hævder, at de indtil videre har afvist oprettelse af sådanne humanitære stødpudezoner langs dets grænse til Syrien – på syrisk territorium. Samtidig giver det våben, træning og fristed for militære desertører. I virkeligheden er det Syriens koncentration af tropper og pansrede køretøjer langs grænsen, der har forhindret oprettelsen af en sådan zone. En zone, der blot vil være en omskrivning af en »befriet område«, som derefter skal »beskyttes« af NATO eller en eller anden forsamling af amerikansk-støttede tropper.

NATO, der bombede Libyen døgnet rundt og dræbte og sårede tusinder, mens de nægtede at tælle et eneste lig, er på desperat jagt efter et stykke syrisk land, hvor de kan plante den »humanitære interventions« flag. De leder åbenlyst efter et ‘Benghazi’ i Syrien for at retfærdiggøre en ny udgave af aggressionen mod Libyen – og de gør det så åbenlyst, at det fremprovokerede vetoer fra Kina og Rusland.

Syrien har ikke noget valg

Overfor en umiddelbar trussel om et angreb med støtte af en supermagt under dække af at »beskytte civile«, har Syrien ganske simpelt ikke råd til at afgive en eneste forstad – ikke et eneste hus, nogen lokalitet på landet eller nogen som helst grænseområde til de væbnede oprørere og udenlandske jihadister.

Den vej ville føre direkte til tab af suverænitet og mulig opsplitning af Syrien.

Vestlige kommentatorer er allerede i fuld gang med at kalde Syrien for et kludetæppe af et land, der måske endda kan siges at være mislykket som nation.

Tydeligvis er franske og britiske eksperter i fuld gang med at dele andre folks territorier op endnu engang, efter at de tegnede landkortet i kølvandet på Første Verdenskrig.

Det er mildt sagt ikke noget, der behager Israel.

Med det syriske militærs åbenbare held med at sikre størstedelen af Homs og de andre oprørscentre, har den væbnede opposition optrappet deres terrorangreb.

Den Arabiske Ligas egne observatører i Syrien blev alarmerede over denne terrorkampagne, hvilket førte til at Saudi–Arabien og Qatar undertrykte observatørernes rapport. I stedet har de to golfstater presset den Arabiske Liga til åbent at give alle former for politisk og materiel støtte til oppositionen, hvilket betyder våben og uden tvivl flere salafister. Aleppo, Syriens førende økonomiske og industrielle by, hvor der stort set ikke har været uro, blev angrebet af to bilbomber for nylig, hvilket fører tanken hen på al-Qaeda i nabolandet Irak.

De forskellige »Syriens Venner«, der alle er udklækket i USA, NATO, Saudi-Arabien eller Qatar, taler nu åbent om, at borgerkrig i Syrien er at foretrække for en langtrukken konflikt, som styret ser ud til at vinde. Hermed mener de en optrappet konflikt bevæbnet og betalt af »vennerne«. Der er dog en vigtig parole: Der må ikke findes vestlige tropper i landet, ingen »vestlige støvler på jorden under nogen form«, som det blev formuleret af den britiske udenrigsminister William Hague.

Det er formuleringen fra Libyen og kunne lige så godt være kommet fra Obamas mund.

Væbnet angreb på staten

Syrien kæmper for sin overlevelse mod en kreds af styrker mobiliseret af USA og NATO. Ud af de omtrent 6.000 mennesker, der er døde de sidste elleve måneder, har omkring en tredjedel været syriske militærfolk eller politi.

Det er et statistisk bevis på, at der er tale om et væbnet angreb på staten.

Der er ikke tvivl om den massive støtte fra udlandet, eller at USA’s mål er et regimeskifte. Det har den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton da også gentagne gange sagt: Assad må gå af, sagde hun til journalister i Bulgarien.

Amnesty International og Human Rights Watch har valgt imperialismens side i USA’s propaganda for krig. Og eftersom de for det meste forbindes med, hvad der udgiver sig for at være venstreorienteret, er de uvurderlige allierede i imperialismens igangværende offensiv.

De har mange venner blandt de, der betragter sig som dele af antikrigsmiljøet i de gamle kolonilande og i de lande, hvorfra nykolonialismen udgår. Det franske »venstre« løftede knap nok en finger, da en million algiere døde i kampen for uafhængighed, og har ikke vist sig at være effektive allierede for de tidligere kolonialiserede lande i de halvtreds år der er gået siden.

Blandt de imperialistiske lande i Europa er det kun Portugal, som med den såkaldte nellike-revolution i 1974 – et kup gennemført af unge officerer – har medvirket til reel frihed for imperiets undersåtter i forbindelse med, at Portugal trak sine tropper ud af sine afrikanske kolonier.

Antikrigs-bevægelsen i USA mistede sin massekarakter, da truslen om værnepligt blev taget af bordet, i de tidlige halvfjerdsere, mens USA – indtil Saigons fald i 1975 – fortsatte med at bombe Vietnam og teste nye og eksotiske våben på dets folk.

Det virker som om, at det eneste, det gjaldt om for mange amerikanske venstreorienterede i 2008, var at vælte Republikanerne af pinden, og til helvede med resten af verden. Nu har Demokraten Barack Obama sat den imperialistiske krigsmaskine i højt gear igen, og man hører knap nok et pip fra »venstrefløjen«.

Venstrefløjen i USA og Europa var i syv sind – det er de pæneste ord jeg kan mønstre – over NATO’s bombardement og underlægning af Libyen.

Nu er vi her igen, og står overfor eksistentielle imperialistiske trusler mod Syrien og Iran, mens venstrefløjen adspreder sig med menneskerettigheder, og den største »udbyder« af vold udpeger nye krigsstier.

Man kan ikke kalde noget for krigsmodstand, uden at det er antiimperialistisk.

Og den eneste opgave for en anti-imperialist, der lever inde i uhyret, er at afvæbne det. Ellers er han eller hun unyttig for menneskeheden. Som vi plejede at sige – du er enten en del af løsningen eller en del af problemet. Amnesty International og Human Rights Watch er her en del af problemet.

Kronikken har været bragt på den canadiske hjemmeside www.globalresearch.ca. Glen Ford er redaktør af Black Agenda Report, som bringer nyheder, kommentarer og analyser fra den sorte venstrefløj i USA.