af Erik Amdi Hansen, Tønder

Kære danskere.

Jeg er et af de mennesker, som er overflødig. I 35 år har jeg måttet slås for mit levebrød. På skoler, arbejde, sygeløn, kurser, afklaringsforløb og meget, meget mere.

Jeg skulle stille, når det passede de mennesker, som var så heldige og dygtige, at have det job med at beskæftige mig og de andre objekter/klienter, der ligesom jeg ikke kunne finde arbejde, eller de, der som jeg er skadet på livet og ikke kunne arbejde normalt.

Vi mistede det ene job efter det andet. Hvor var de mennesker dog heldige, at de havde mig og de andre, så de havde et job med god løn.

Hvordan kan det være, at samfundet har råd til mennesker, der skal beskæftige mig og andre, men ikke har råd til os, klienterne? Er det et rask samfund?

Nu er jeg endelig overflødig, så nu spilder samfundet ikke længere kræfter på at beskæftige mig, førtidspensionisten. Jeg kan faktisk bedre lide det mere rammende ord invalidepensionist, for det er det jeg er.