29 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Den forsømte revolution

Den forsømte revolution

Fredag, 02. marts, 2012, 19:28:29

Det er skamfuldt for den vestlige verden at indkalde parterne til »dialog«, mens regeringen straffer demonstranterne både ved dødsdom og livstidsdom.

af Mustafa Adham, Vejle, journalist og billedkunstner

Da vi fejrede valentinsdag, var dagen blodig i blandt andet Bahrain. Mens verden oplever »det arabiske forår« og bakker op om revolutioner, forsømmes en af de første og rent fredelige revolutioner, nemlig Bahrains revolution, som startede på valentinsdag 2011.

Her stod et flertal af befolkningen sammen imod det diktatoriske, sekteriske regime Al Khalifah. Regimet anvendte blodige og brutale »hjælpemidler« hvor militær, politi, sikkerhedsstyrker og milits blev indsat for at true befolkningen. Samtidig åbnede landet dørene op for en saudiarabisk besættelse under »The Peninsula Shield Force«.

Regimet i Bahrain isolerer systematisk befolkningsflertallet som er shiamuslimer (70 procent) fra både magten og økonomien.

Regimet forbyder ansættelser af shiamuslimer i blandt andet Udenrigsministeriet, Indenrigsministeriet og Forsvarsministeriet, mens det åbner døren for både mindretallet og udlændinge.

Regeringen består af 26 ministre, hvor befolkningsflertallet ikke er repræsenteret. Mens parlamentet er værdiløst, idet valgloven giver befolkningsmindretallet et »parlamentarisk« flertal, og befolkningsflertallet et »parlamentarisk« mindretal. For eksempel tæller en stemme dobbelt så meget i sunni-kredse som shia-kredse. Desuden ansætter kongen alle medlemmer i Rådgivningsrådet, som er det andet kammer af det værdiløse parlament.

Mens Al Khalifah påstår at støtte »det arabiske forår«, kalder kongen befolkningsflertallet (oppositionen) for landsforrædere. Dette blot fordi de er uenige med »hans majestæts« diktatoriske sekterisme, og fordi de på fredelig vis ønsker at opnå den tabte frihed, menneskerettighed, samt lighed.

Det er sandt at »kærlighed gør blind«, men olie gør også blind. Verdenssamfundet, FN, det Internationale Sikkerhedsråd, USA, Storbritannien og EU valgte at lukke både øjne og ører for bahrainernes skrig efter demokrati.

Det er skamfuldt for den vestlige verden at indkalde parterne til »dialog«, mens regeringen straffer demonstranterne både ved dødsdom og livstidsdom. Læger og sygeplejersker blev dømt som terrorister, fordi de udførte deres job og behandlede de sårede.

I de sidste par år har regeringen arbejdet programmatisk sekterisk for at ændre de »demografiske og historiske sammensætninger« ved at give frit, ubetinget statsborgerskab til sunni-udlændinge fra blandt andet bugtstaterne for at øge mindretallet.

I Danmark bør vi gøre noget for at hjælpe disse frihedskæmpere, således at de kan undslippe død, tortur, fængsling og voldtægt.

Vi skal ikke begå mened.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. mar. 2012 - 19:28   30. aug. 2012 - 19:21

Læserbrev