Forud for mødet i »Syriens Venner« den 24. februar, sendte initiativet »Danmark For Fred Med Fredelige Midler« dette brev til Villy Søvndal.

Åbent brev

fra Danmark For Fred Med Fredelige Midler

Kære Udenrigsminister Villy Søvndal

Vi har i nogen tid fulgt udviklingen i Syrien med interesse, og er meget bekymrede. Der er ingen tvivl om, at situationen i landet er uholdbar, og at det er nødvendigt at handle. Spørgsmålet er, hvordan der bedst handles for at sikre freden.

Danmark har i de sidste knap 11 år deltaget i en række væbnede konflikter – senest med støtte til oprøret i Libyen. I lyset af de forfærdeligheder, der blev begået af begge sider, forstår vi godt behovet for at handle.

Danmarks muligheder

Desværre synes Danmarks palet af handlemuligheder at være reduceret til sanktioner – enten økonomiske eller i værste fald væbnede. Dette er beklageligt af flere grunde. Først og fremmest leder sanktioner sjældent til positive forandringer, men til det stik modsatte.

Økonomiske sanktioner rammer aldrig de magthavere, de var udset til at påvirke, men derimod civilbefolkningen, der typisk reagerer ved at rykke sammen og tættere på deres lands ledelse.

Krig er forbudt

Generelt set finder vi det betænkeligt at afvige fra FN, fordi man dermed ville åbne op for muligheden for at omgå FN’s normer og i særdeleshed folkeretten, som FN står for at forsvare. Ifølge FN-pagten er krig og magtanvendelse forbudt – undtagen, når der er tale om selvforsvar.

Magtanvendelse er med andre ord den sidste mulighed, da den sjældent fører noget godt med sig på lang sigt.

Dette bør vi komme ihu set i lyset af de sidste 11 års udenrigspolitik, hvor vold og usikkerhed stadig florerer i blandt andet Irak.

Under ingen omstændigheder må én nation – eller en kombination af flere – intervenere i en anden nation uden lovlig tilladelse fra Sikkerhedsrådet. Skulle det alligevel ske, anses det som en ulovlig aggression og en ulovlig krigshandling.

Artikel otte i Montevideo-konventionen af 1933 om rettigheder og pligter siger, at »ingen medlemsstat har ret til at intervenere i en anden stats interne eller eksterne anliggender«.

Yderligere har FN’s Generalforsamling tre resolutioner, der forbyder aggressiv intervention.

Danmarks skal vise vejen

Det kommende møde i koalitionen »Syriens venner« bør derfor udnyttes af Danmark som en unik mulighed for at vise vejen til fred – med fredelige midler.

For at opnå fred med fredelige midler er der dog en række nødvendige grundsten; stærkest blandt dem står dialogen. At skabe fred kræver nemlig, at man er villig til at tale med de mennesker, man ønsker at skabe fred med (eller mellem).

Det er derfor også med glæde, vi har bemærket, at du påtænker at beholde Danmarks ambassade i Syrien.

En anden vigtig ting at have med til førnævnte møde omhandler koalitionens navn »Syriens venner«. Det er vigtigt i forhold til intervention eller støtte af enhver karakter at holde målet for øje, hvilket er fred i Syrien – ikke at en bestemt gruppe overtager magten. Sidstnævnte er noget, Syrien selv bør afgøre.

Som det er set i Libyen, er de, vi pt. mener kæmper den gode sag, ikke nødvendigvis de, der gør det i morgen. Amnesty Internationals nye rapport om tilstanden i Libyen taler sit eget, tydelige sprog.

Den beskriver, hvordan Libyens oprørere torturerer fanger, som er loyale overfor det tidligere Gaddafi-styre, og sender hele boligkvarterer og byer i eksil.

Det må aldrig være koalitionens mål at vælte styret i Syrien, ej heller at støtte en bestemt fraktion af oppositionen.

I den nuværende situation er det næsten umuligt at klarlægge, hvor stor støtte Assad har i befolkningen. Det er hele det syriske folk, der skal vælge, hvem de vil have som leder – ikke den opposition, der formår at få samlet vestlig støtte bag sig.

Syriens opposition

Den syriske opposition beder om våben. Selvom det kan synes nemt at forstå behovet for at kæmpe tilbage, vil våbenstøtte være at regne som støtte til et regimeskifte, hvilket ikke harmonerer med det oprindelige formål: at hjælpe det syriske folk til at leve i fred og fordragelighed.

Yderligere vil dét, at støtte oprørerne med våben, kun have den uheldige effekt, at man isolerer de dele af oppositionen, der kæmper med fredelige midler. Dermed overlader man altså pladsen til fanatiske grupperinger og umuliggør samtidig enhver politisk løsning.

Lyt til russerne

Det er meget vigtigt, at du lytter til de russiske forbehold og tager deres forslag alvorligt, da disse jo netop sigter efter at sidestille parterne i konflikten.

Det er vigtigt, at alle parter nedlægger våben, og at den syriske regerings legitimitet anerkendes, så det bliver muligt at gennemføre den folkeafstemning, der er langt op til. Denne folkeafstemning vil desuden give et nyt rum til de mange grupperinger, der ønsker fredelige reformer.

Erica Chenoweth, der forsker i politisk vold og blandt andet har talt til Folketinget i forbindelse med Libyen, er kommet frem til, at chancerne for at en modstandsbevægelse har succes, er markant større gennem ikke-væbnet modstand end gennem væbnet.

Ikke-vold har succes

Fra 1990 og frem til 2006 har ikke-voldelige oprør haft en dobbelt så stor succesrate som væbnede oprør. Tallene for 2000 til 2006 alene taler et endnu tydeligere sprog: ikke-voldelige oprør har en succesrate på 70 procent, hvorimod voldelige oprør kun har en succesrate på 12-15 procent.

At give de syriske oprørere våben vil derfor kun betyde, at deres chancer for at overleve falder. I stedet bør man gå i dialog og støtte dem i fredelige og demokratiske forandringer.

Et andet problem med de væbnede oprør er ifølge Erica Chenoweth og mange flere (Gene Sharp, Kurt Schock, Adam Roberts og så videre), at de modarbejder det endelige mål om at skabe fred og demokrati.

Hvis vi bruger Libyen som eksempel, forudser Chenoweths statistiske modeller, at der kun er en 10 procents chance for, at Libyen vil have demokrati inden for de næste fem år. Et land, der er skabt gennem væbnet konflikt, er beboet af borgere, hvis referenceramme er, at man løser konflikter ved vold!

Opfordring til Søvndal

Vores opfordring til dig, Villy Søvndal, og til koalitionen som helhed er derfor:

· Afvig aldrig fra principperne om fred med fredelige midler (FN’s hovednorm).

· Oprethold og intensivér kontakten på alle niveauer særligt i regionen – uden kontakt, ingen fred med fredelige midler.

· Lyt til de russiske forbehold og tag deres forslag alvorligt.

· Hold fokus på sagen – at skabe fred og sikre den demokratiske proces – og ikke på, hvem der eventuelt bør lede landet.

· Afvis dæmoniserende retorik – det er svært at lave fred med »djævlen«.

Resultatet af koalitionens møde kunne være:

· Oprettelse af en høring i EU-Parlamentet med alle parter.

· Øget pres på FN for en diplomatisk løsning.

· En uvildig fact-finding kommission bestående af eksperter.

· Et øjeblikkeligt stop for våbenleverancer til begge sider.

· Fjernelse af enhver type af udenlandske specialstyrker og agenter fra Syriens jord.

· Løfte om økonomisk hjælp og støtte til demokratiske valg.

· Scholarships til syriske studerende – til hjælp for en fremtidig samfundsopbygning.

For yderligere forslag til handlemuligheder opfordrer vi dig og koalitionen til at kontakte organisationer, der i deres arbejde har mange års erfaring med konkrete, reelle alternativer til de nuværende. Følgende er blot forslag til organisationer i Danmark og internationalt:

· Transnational Foundation for Peace and Future Research, Lund, Sverige.

· Peace, Action,Training and Research Institute of Romania (PATRIR), Rumænien·

· RIKO – Rådet for International Konflikthåndtering.

Disse og mange andre organisationer arbejder aktivt for og med alternativer til krig.

EU, som Danmark jo netop nu er formand for, definerer som sit fornemste mål at skabe fred. Både FN og EU tilskriver sig tanken om, at krig er den absolut sidste udvej – det eneste, vi beder dig om, er at undersøge de andre veje!

Det var ordene – vi håber, at du vil lytte!

 

Jan Øberg, fil.dr., freds-og fremtidsforsker, Erik Ernst Marcussen, it-medarbejder og cyber-aktivist, Eva Weyde, cand. stud., Bodil Weyde, forfatter/billedkunstner, Christen Lassen, kordegn, Signe Fasting, socialpædagog, Jon Skjerning-Rasmussen, menneske, Birthe Foged, lektor, Erik Helvard, akademisk medarbejder, Bente Boskov Hansen, projektleder, Ib Kasper Boskov Hansen, arkitekt/underviser, Ruth Dalsgaard, De Grønne, Solvejg Sieg Sørensen, graver, Ida Zidore Christensen, journalist