Opgøret med velfærdsstaten er ikke mere forbeholdt højrefløjen. Socialdemokraterne og venstrefløjens politikere deltager gerne i festen

Folkeskolen er et af de steder, som er ramt af nedskæringspolitikken.

Martin Mounzer

af Jan Hoby, næstformand, Landsforeningen for Socialpædagoger

Så skete det. Maskerne faldt, og den udvikling, som længe har været undervejs, står nu lysende klar: Kommunernes Landsforening (KL) har ikke kun skiftet ham, men også grundlæggende skiftet rolle i forhold til velfærdsstaten.

Formand Jan Trøjborg opfordrer politikerne til at overveje følgende: Nedskæring af fleksjobordningen, SU-lån i stedet for SU-støtte på kandidatuddannelsen, permanent afskaffelse af førtidspension til unge og endelig lavere satsregulering til pensionister og kontanthjælpsmodtagere.

Det er oven på en perlerække af andre forslag, som alene har haft en nedskæringsdagsorden: brugerbetaling for rengøring, kraftig forringelse af lærernes arbejdstidsaftaler og udlicitering af velfærdsopgaver.

Den nye rolle

Vi har set Kommunernes Landsforening ændre rolle fra at være talerør for borgere, brugere og ansatte i kommunerne og lokomotiv for velfærdsstatens udvikling til at være primus motor i funktionstømningen af kommunerne. For bevisførelsen er ikke ny! Den blev grundlagt under den tidligere regering, hvor KL gennem næsten ti år accepterede både præmis og logik for regeringens minimalstats-strategi.

Liberal Alliance var også kun et splitsekund om at gøre »reformkravene« til sine.

»Kommunernes Landsforenings forslag til reformer af overførselsindkomster er lige nøjagtig det, samfundet har brug for. Alt for mange danskere bliver forsørget af det offentlige, og den udvikling skal vendes hurtigst muligt«, udtalte Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen.

Jan Trøjborg, Kommunernes Landsforening, Venstre og Liberal Alliance har samme syn på velfærdsstaten: De vil af med den.

Men KL nøjes ikke med at agere som et politisk parti. Man er også begyndt at agere som en usleben arbejdsgiverkopi af Dansk Industri. Væk er ansvarsfølelsen over for gældende aftaler og overenskomster, og væk er interessen i at stå vagt om aftalesystemet, den danske model.

Jernhandsken

Fløjlshandsken er afløst af jernhandsken, nu skal alle velfærdspersonalegoder, fornyelse af overenskomster og ikke mindst indgåelse af nye, ske med Ryanair metoder: Fagforeninger, deres medlemmer og ikke mindst deres opnåede rettigheder, skal dø.

Kommune efter kommune er på kollisionskurs med hele aftale- og samarbejdskulturen: Pauser angribes, overenskomster indgås kun på ringere vilkår, og medarbejderne fratages basale aftalte rettigheder, medbestemmelse og medindflydelse.

I Odense Kommune fyrer man lærere i hundredvis under den orwellske overskrift: Ny virkelighed, Ny velfærd.

I Helsingør og Odense forbyder man alle pauser udover den selvbetalte frokostpause på 29 minutter. 

I København forsøger syv-direktørkredsen sig med samme initiativ, samtidig med at politikerne taler om tillidsbaseret og dialogbaseret ledelse!

Opgøret med velfærdsstaten er ikke mere forbeholdt højrefløjen. Socialdemokraterne og venstrefløjens politikere deltager gerne i festen, om det er i kommunalbestyrelserne eller Kommunernes Landsforening.

Kun presset uden for den parlamentariske logik kan ændre på udviklingen. Læren er nemlig, at man aldrig får noget ud af en socialdemokratisk regering, medmindre den sættes under massivt pres.

Politikere i al almindelighed har brug for både kærlige puf og los i røven for, at de holder sig på velfærdsdagsordenens rette kurs.