Assad og regeringens påstand om, at den blot har grebet ind over for bevæbnede bander er,så vidt jeg kan se, løgnagtig propaganda.

af Eigil Nielsen, Frederiksværk

For et dagblad med en kommunistisk baggrund skulle det ikke være svært at forstå, at befolkninger rejser sig mod undertrykkere. Og som kommunister ville det også være naturligt at stille sig på den befolknings side, der gør oprør.

Hvad der derimod vil være unaturligt for en kommunist, ville være at stille sig solidarisk med dem, der udøver diktaturet rettet mod befolkningen.

Diktatorerne – det kunne være Gadaffi, og det kan nu være Assad – mente/mener måske, at de tjener deres befolkninger, men når befolkningen eller blot en meget stor del af den ikke mener, at det er tilfældet, bør det være befolkningens ret at gøre oprør. Det kan ikke være en ukendt tanke for en kommunist!

Det er – så vidt jeg kan se –  denne moralske ret, befolkningen i Libyen og nu Syrien har gjort brug af.

Jeg er i den privilegerede stilling, at jeg kan følge meget af udviklingen »live« gennem tv-stationen Aljazeeras udsendelser. Det er en tv-station, som virker meget hæderlig og alsidigt orienterende, men ikke uden holdning. Den har gjort det muligt for mig at konkludere, at det er en meget stor del af befolkningen, der står bag oprørene.

I Syrien har jeg kunnet iagttage, hvorledes oprøret til at begynde med havde helt fredelig karakter. Først da de tusindtallige demonstrationer gang på gang var blevet udsat for beskydning fra regeringens soldater, gik nogle over til bevæbnet modstand. Denne har nu udviklet sig, men fra begyndelsen var den ikke særlig stærk.

Assad og regeringens påstand om at den blot har grebet ind over for bevæbnede bander er – så vidt jeg kan se – løgnagtig propaganda. Det er store dele af landets egen befolkning, hæren har grebet ind over for.

Det er en viden, som også Arbejderens redaktion har kunnet tilegne sig. I stedet har man tilsyneladende naivt troet på Assads udtalelser, der er blevet bakket op af russerne og deres nyhedsmedier på engelsk.

Herved har Arbejderen bragt sig selv i den situation, at den meget ensidigt har taget parti for en brutal undertrykkelse af en befolkning.

Det er ikke en holdning, som jeg som kommunist kan sige god for. Hvorledes kan Arbejderen gøre det?