Den erkendelse – at der er brug for mindre ikke mere EU – vokser hos mange, både mænd og kvinder. Det ændrer et 8. marts møde i Finanssektorens Hus næppe ved.
Den røde tråd
»Kvindernes internationale kampdag! Netop nu lancerer jeg sammen med andre ambassadører et EU-netværk, hvor vi blandt andet skal diskutere, hvorfor det særligt er kvinder, der er skeptiske over for EU! Det skal vi have ændret! Jeg ønsker alle en god dag – også mændene!«
Sådan skrev venstrekvinden Ellen Trane Nørby på sin Facebook profil inden hun tog til 8. marts møde i Finanssektorens Hus.
Udgangspunktet er rigtigt nok: Kvinder har altid været mere skeptiske overfor EU, og mere tilbøjelige til at stemme nej. Der er givet mange bud på, hvorfor kvinder ikke bryder sig om EU. Jeg tror ikke, vi kan nøjes med at konstatere, at det må være fordi kvinder er klogere.
Det handler nærmere om, at når man afmonterer/forringer den kollektive velfærd, så rammer det kvinderne rigtigt hårdt. Der er flere kvinder, der arbejder i den offentlige sektor. Og mange af de opgaver, velfærdssamfundet tager sig af, – børnepasning, ældrepleje og så videre – er opgaver der tidligere overvejende blev løst af kvinderne i hjemmene.
Set i det lys er der ikke den store sandsynlighed for, at kvinderne, der mødtes i Finanssektorens Hus, kommer til at nå deres mål i nærmeste fremtid. Tværtimod. Mit bud er, at modstanden blandt kvinderne vil fortsætte – og sikkert blive forstærket, nu hvor vi står med EU’s finanspagt.
nedskæringer i årevis
For hvad betyder finanspagten? Den betyder en stram styring af de offentlige udgifter, med den får vi et system med automatiske korrektionsmekanismer.
Det betyder, at overskrider man budgettet et sted, ja så skal man automatisk skære ned et andet sted. Det betyder en økonomi med meget lidt råderum til eksempelvis en kickstart. Finanspagten vil betyde, at det bliver umuligt og ulovligt at føre noget som helst andet end en borgerlig nedskæringspolitik.
Konsekvenserne vil være mærkbare i den offentlige sektor. Kommuner og regioner vil få meget lidt plads til at rokke med ørerne, meget lidt plads til at udbygge velfærden, og skabe en ældrepleje, et skolesystem og et hospitalsvæsen hvor der både er plads til kvalitet, og til at de ansatte har rimelige vilkår.
Vi vil møde finanslov efter finanslov, hvor der skal strammes op, skæres ned og holdes igen.
Finanspagten sikrer også, at lønudviklingen holdes i stramme tøjler. EU kommer til at overvåge lønudviklingen og rådgive landene om nødvendige tiltag, hvis der er udsigt til at arbejderne har held med at kræve en større bid af kagen.
Kapitalens diktat
Den politik, der dikteres i EU, handler om at sikre euroens overlevelse. Der føres den politik, der dikteres af storkapitalen.
Det er en politik, der skal sikre et stort udbud af arbejdskraft, så arbejdskraften ikke bliver for dyr.
Det er en politik, der skal sikre, at væksten ikke sker i den offentlige sektor, så der bliver mere plads til private aktører.
Det er en politik, hvor demokrati kun er på sin plads, hvis det kan betale sig. Hvis det er nødvendigt – af hensyn til euroen – at formindske eller ophæve demokratiske spilleregler, ja så må det til.
Den politik, vi har brug for, er en anden. Vi har ikke brug for at fortsætte i det spor, den tidligere regering lagde ud. Vi har brug for mere velfærd, ikke mindre. Vi har brug for at komme væk fra den katastrofekurs, der er udstukket, hvor rettigheder, der er bygget op igennem årtier, fjernes hurtigere, end vi aner det.
Den erkendelse – at der er brug for mindre ikke mere EU – vokser hos mange, både mænd og kvinder. Det ændrer et 8. marts møde i Finanssektorens Hus næppe ved.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
