Det er blevet umuligt for arbejdere med en normal indtægt at få råd til at købe eller leje en bolig i den by, hvor de arbejder.

Det er vigtigere at have tag over hovedet end fod under eget bord.

Artikel 25 i FN’s Erklæring om Menneskerettigheder fra 1948 fastslår mennesker ret til en bolig:

»Enhver har ret til en sådan levefod, som er tilstrækkelig til hans og hans families sundhed og velvære, herunder til føde, klæder, bolig...«

Det ville være naturligt, at rettighederne, som led i en udvikling, var blevet udvidet siden. Sådan er det ikke i praksis.

De for dyre zoner

En undersøgelse fra Arbejdernes Landsbank viser, at der er 23 kommuner i Danmark, som folk med jævne indtægter som lærere og sygeplejersker, ikke har råd til at bosætte sig i.

22 af disse kommuner ligger på Sjælland.

Bankens beregninger viser, at jævne folk med en husstandsindtægt på 700.000 kroner samt en opsparing på 250.000 kroner har langt igen, inden de har råd til at købe en bolig i en af de 23 kommuner.

Vi skal tilbage til 1995 for, at et lærerpar havde råd til at købe en bolig i alle landets kommuner.

Jamen så kan man jo bare leje?

Boligportal DK har for Politiken undersøgt lejemarkedet. Resultatet er viser, at mens ejerboligerne er faldet med 22 procent, er lejepriserne steget med 15 procent i Århus og 20 procent i København siden 2007.

En gennemsnitlig leje for en 2-værelseslejlighed var i 2007 6.400 kroner. Nu er den oppe på 7.288 kroner.

Der er med andre ord trangt på boligmarkedet. Da Ritt Bjerregård var overborgmester i København, lancerede hun 5.000 »billige boliger«, der skulle koste 5.000 kr. om måneden i leje.

Det blev ikke til noget, fordi den daværende Fogh-regering ikke ville ændre lovgivningen.

Begrundelsen for forslaget var, at lærere og sygeplejersker ikke havde råd til en bolig i København, hvor deres arbejdsplads måske lå. Det er ikke blevet bedre siden.

Et vissent politisk spørgsmål

Boliger i byen til alle er et påtrængende politisk spørgsmål, som stort set er visnet.

Mærkeligt. Det var jo trods alt boligboblen, der deformerede økonomien og landede byrderne på de smalleste skuldre. Det er en stor uretfærdighed. Hvorfor er der ikke noget serviceeftersyn her?

Hvor blev det socialdemokratiske projekt med billige boliger af? Hvorfor var det betalingsringen og ikke de billige boliger, som regeringen søsatte?

Betalingsringen forholdt sig kun til symptomerne i stedet for at gå ind i byens sociale og fysiske struktur og tage fat. De dyre boliger i København og nogle af omegnskommunerne betyder, at mange med jævne indkomster har bosat sig længere ude på Sjælland, tilmed i udkants-danmark, fordi boligerne her er billigere.

Det ville naturligvis være indlysende at benytte boligpolitikken til at skaffe boliger til folk, i stedet for at forvandle dem til langpendlere.

Og det bør naturligvis være sådan, at borgerne – lærere, sygeplejersker og andre – kan bo i den by, de arbejder i. Ikke kun fordi de skal bo, men fordi denne sammenhæng er en vigtig dimension i et bysamfund og er med til at skabe det.

Boligstrukturen gør også, at de fleste borgere reelt ikke har nogen frihed til at vælge, hvor de vil bo. Det handler om retten til byen i bred forstand.

Det er indlysende, at der er behov for en politisk løsning, fordi markedet aldrig vil kunne løse boligproblemet. Der findes kun politiske løsninger.