Vismændenes kritik af Nordsøaftalen har kastet to eksministre ud i heftig debat.

Sådan sagt

Frem for at havne i lommerne på Shell, Chevron og A. P. Møller-Mærsk, bør en langt større del af milliardindtægterne fra Nordsøen tilfalde statskassen.

Det erklærer de økonomiske vismænd i deres redegørelse fra den 28. februar. De fremhæver blandt andet, at Norge har en beskatning af Nordsøolien på 85 procent, mens Danmark ligger tæt på 70 procent.

Vismandsrapporten har fået tidligere økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) til at reagere. Det var i hans ministertid, at den nuværende aftale om Nordsøolien blev indgået.

»Jeg har stor respekt for vismændene, men indimellem drager de helt forkerte konklusioner«, skriver Bendt Bendtsen i en kommentar i Berlingske den 2. marts.

Efter hans mening er problemet, at vismændene ikke har sat sig ordentligt ind i sagerne. Bendt Bendtsen fremhæver forskellene mellem olieudvinding i Danmark og Norge.

Lettere i Norge?

»I det norske område er de geologiske chancer for at finde olie, også meget olie, meget større end i den danske del af Nordsøen. Det er simpelthen mere attraktivt at bore i norsk undergrund«, skriver den konservative eksminister.

Han konstaterer også, at Norge har store sandstensfelter, som det er lettere at udvinde olie fra end de kalkstenslag, som er i det danske område.

Bendt Bendtsen slutter med at rose den Nordsøaftale, han var med til at sikre i 2003.

»Den har sikret et trecifret milliardbeløb til den danske statskasse… Det har været og er en god og stabil aftale for Danmark,« slutter Bendt Bendtsen.

Fem dage efter svarer Poul Nielson (S), tidligere energiminister, på indlægget. Han imødegår en række af Bendt Bendtsens argumenter blandt andet omkring sandsten eller kalksten.

»Af de 19 producerende danske felter er de fire faktisk sandsten, og det er misvisende at fremstille det, som om alle kalkstensreservoirer nødvendigvis er meget vanskelige at producere fra,« skriver Poul Nielson.

»I sammenligningen med Norge glemmer Bendt Bendtsen også, at den relativt lave vanddybde i den danske del af Nordsøen såvel som den gode infrastruktur og den geografiske nærhed ved markederne samlet set bidrager til en god økonomi også for mindre felter, det ikke ville kunne betale sig at investere i på norsk område,« fortsætter han.

Tab i milliardklassen

Derefter går den socialdemokratiske eksminister over til at rette et voldsomt angreb på aftalen fra 2003.

»Den danske stat havde fuld handlefrihed med hensyn til, hvad der skulle ske ved udløbet af den game koncession fra 1962. Men Bendt Bendtsen var blødt ler i hænderne på A.P. Møller. Man fik godt nok fremskyndet og på kort sigt øget statens provenu, men man holdt sig til en model for den fremtidige olieprisudvikling, som allerede dengang blev anset for uforsvarligt naiv, og som allerede nu indebærer årlige tab for staten i milliardklassen,« konstaterer Poul Nielson.

Han kritiserer også, at med aftalen blev koncessionen forlænget helt frem til 2042 og Shell, Chevron og A.P. Møller fir et »uhørt tilsagn om kompensation for fremtidige økonomiske ændringer«.

»Forskellen mellem Bendt Bendtsens perspektiv og indsats i hele denne sag og vismændenes er ganske enkelt, at nationaløkonomerne tillader sig at se på nationens interesse«, slutter Poul Nielson.