Fremtidens førtidspensionister vil ikke få den nuværende forholdsvis trygge førtidspension, men vil sandsynligvis blive det svageste og billigste led på arbejdsmarkedet.
af Jan Vogel, formand for ‑Frederikssund-Egedal komiteen i Folkebevægelsen mod EU
EU og regeringen vil med lov tvinge syge og handicappede ud på arbejdsmarkedet.
Sidst var det efterlønnen, som først den blå regering var efter. Efter regeringsskiftet 15. september gik man videre med at afvikle efterlønnen, helt i tråd med EU’s økonomiske politik: At spare på de offentlige udgifter.
Nu er det førtidspensionisterne, der skal spares på, så vi kan komme ned på Sydeuropas niveau.
Førtidspension udfases
I princippet skal førtidspensionen udfases. Der betyder, at mange, der i dag er blevet tilkendt førtidspension på grund af nedsat erhvervsevne, i fremtiden vil stå som reelt arbejdssøgende.
Der vil blive tale om støtte omkring arbejdspladsen, men den handicappede skal være beskæftiget efter den enkeltes egen situation. Denne praksis skal gælde, frem til man bliver 40 år, hvor der undervejs gennemføres arbejdsprøvninger af de få, der vil kunne få tilkendt førtidspension, hver femte år.
Det er fint, hvis det vil blive nemmere for handicappede, at bestride et job. Det har igennem årene haltet bagefter med at få skabt integrerede job til handicappede i Danmark.
Tidligere var der en praksis med, at førtidspensionisten kunne tjene lidt oven i pensionen, under betegnelsen »skånejob«. Hvor pensionisten på et nedsat timetal fik en tredjedel af gældende overenskomst på fagområdet oveni pensionen.
Denne ordning har gennemgået en forvandling, igennem de seneste år, således at pensionistens indkomst bygger på det arbejde man kan få, måske med et supplement fra det offentlige. Det betyder en væsentlig lavere indkomst for rigtige mange førtidspensionister.
Pensionisten mister goder
Samtidig med at førtidspensionisten ændrer status til arbejdssøgende, vil man miste de goder, der er forbundet med at være pensionist. Det gælder områder som medicinkortet, der yder tilskud til medicin, briller og visse behandlinger. Hertil vil den forhenværende førtidspensionist, miste sin pensionistrabat til den kollektive befordring.
Mange af de førtidspensionister, der vil få ændret deres status til arbejdssøgende, vil opleve en mærkbar forringelse af reallønnen.
Under den økonomiske krise, der har kørt i cirka fem år, har man sendt cirka 250.000 arbejdere ud i ledighed alene i Danmark. Det er mange andre ledige, de handicappede skal ud og konkurrere med.
Her er jeg ikke sikker på, at den støtte, regeringen vil sætte ind med, vil blive tilstrækkelig for de fleste handicappede, der mister deres pensionsrettigheder.
Hvis der bliver fulgt op med særlige uddannelsesprogrammer for de handicappede, hvad der ikke er meget, der tyder på, kan de selvfølgelig nå et stykke af vejen, men de bliver næppe raske af det.
Man vil så være en del af arbejdsmarkedsreglerne, med dagpenge og med afhængighed af ægtefællens indkomst.
Går utrygheden i møde
Fremtidens førtidspensionister vil ikke få den nuværende forholdsvis trygge førtidspension, men vil sandsynligvis blive det svageste, og billigste led på arbejdsmarkedet. Samtidig kan denne udvikling være med til at presse lønningerne generelt på det danske arbejdsmarked, og give så store besparelser, at der kan blive økonomisk råderum til måske bankpakke fem og seks.
Regeringen vil videreføre de borgerliges og EU's økonomiske politik ved at støtte storkapitalen, der må bære ansvaret for den igangværende økonomiske krise, mens de syge og ældre må betale en ekstra del af regningen, selvom de ikke er ansvarlige for krisen.
Eurotraktaten blev besluttet sikkert på sidste weekends EU-topmøde, der lægger op til store offentlige besparelser på overførelsesindkomsterne og fyringer af ansatte i den offentlige sektor.
Derfor giver det også mening, når pensionister støtter den igangværende underskriftindsamling med krav om en forpligtende folkeafstemning om Eurotraktaten?
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278