Med »detail-snak om falske stemmesedler, om unfair fordeling af taletiden i TV, undlod man at stille spørgsmål ved forfatningens ærlighed, styrets ærlighed.«.

Mens mange protestdeltagere efter valget er skuffet over Putins sejr, fastholder venstrekræfterne, at kampen først lige er startet, nu gælder det om at udbygge de nye kontakter og overveje de næste skridt. Her aktionerer Ruslands kommunistiske Arbejderparti før valget.

Aksel V. Carlsen

af Aksel V. Carlsen

Selve Putins valgsejr den 4. marts var ingen overraskelse. Heller ikke den efterfølgende bølge af politivold.

Det nye var, at tre måneders mobilisering i flere storbyer viste tusinder af russeres vilje til at bryde ud af hverdagens bekvemmelighed med ironi og politiske krav.

Henvendt til sine tilhængere fortsatte Putin i en sejrstale valgkampens skyttegravs-terminologi ved at tale om »dem« og «os«. Han havde i valgkampen flittigt overtaget dele af modstandernes  programpunkter, og nu efter valget overtog han uden skælven den antifascistiske parole »No pasaran« (De kommer ikke igennem).

Men hvem var det mon, Ruslands fremtidige præsident og »landsfader« tog afstand fra?

Han mente måske ikke alle oppositionens vælgere, men sådan opfattedes signalet af mange af hans tilhængerne. Sikkert er det, at han sigtede på oppositionens talsmænd, overklassens anden klan med liberale politikere og velstående intellektuelle.

Men det gjaldt vel også de venstrekræfter, der mest konsekvent har kritiseret den russiske overklasses konkurrerende klaner.

Den nyvalgte landsfaders militante tone blev dagen efter fulgt op med politivold, som regimet under valgkampen ellers havde neddæmpet. Nu trak man militærpoliti ind fra provinsen til storbyerne for at slå ned på »dem«.

‘His Masters Voice’ gav ekko hos emsige lokale embedsmænd og politifolk. Det medførte voldelige sammenstød i byen Astrakan, hvor oppositionen ellers stod til at vinde det lokale borgmestervalg, som blev afholdt samme dag som præsidentvalget. Der var politivold i Moskva, Skt. Petersborg, Nizhnij Novgorod og Ufa.

Over for magthavernes konfrontationslyst og dominans i de centrale medier, gælder det for en splittet venstrefløj både at holde hovedet koldt og at foretage en selvransagelse.

Tre holdninger på Venstrefløjen

Ved valgkampens protestmøder pegede venstrefløjen på de mange reelle sociale og økonomiske problemer og fik udvidet sine kontakter.

Man havde dog hverken en fælles præsidentkandidat eller fælles program. Og rent taktisk var der på venstrefløjen tre holdninger til valget.

Mens det største parti, Gennadij Zjuganovs KPRF loyalt stillede op, så indtog paraplyorganisationerne, ROT front  og Venstrefronten, hvori indgår en række andre kommunistiske partier og grupper, herunder Ruslands kommunistiske Arbejderparti  (RKRP), en kritisk holdning til det hele.

Disse partier og grupper betegner KPRF som en integreret »systemloyal« opposition på grund af partielitens nære samarbejde med regimet. Samtidig respekterer man KPRF’s menige medlemmer i provinsen som aktive kampfæller i det daglige politiske arbejde i byråd og i gadeaktioner.

En tredje holdning var knyttet til Sergej Udaltsov, en af Venstrefrontens koordinatorer. Han valgte for egen regning at støtte Zjuganov. Hans modige optræden, talrige arrestationer, inklusive sultestrejker, har givet ham noget af en martyrrolle.

Imidlertid er flere venstreorganisationer utilfredse med hans tætte samarbejde med KPRF’s ledelse og med den liberale opposition.

Mens mange protestdeltagere efter valget er skuffet over Putins sejr, fastholder venstrekræfterne, at kampen først lige er startet, nu gælder det om at udbygge de nye kontakter og overveje de næste skridt.

KPRF førte sin egen valgkamp for Zjuganov og mobiliserede flere tusinder valgobservatører, som flittigt indberettede om tilfælde af valgsvindel. Zjuganov har efterfølgende påtalt dette og fandt derfor ingen grund til at lykønske Putin med sejren.

KPRF’s mange kritiske medlemmer, som Zjuganov-ledelsen enten har fjernet fra topposter eller ekskluderet, og hvis netværk »Ruslands kommunister« deltog i enhedsdemonstrationer i flere byer, overvejer nu at danne et nyt kommunistisk parti.

De er, i øvrigt som Zjuganov, præget af ærlig social indignation samt appellerer til national-patriotiske værdier – de vil genskabe sovjetmagten og Ruslands »historiske grænser«.

Samling om demokratiske krav

Sergej Udaltsov, der som en af Venstrefrontens talsmænd var inviteret til te-selskab hos præsident Medvedev, talte efter valget ved to massemøder i Moskva.

Han foreslog, at oppositionen nu holder en pause i mobiliseringen og samles igen den 1. maj til en ny protestfase, inden Putin den 7. maj tiltræder som præsident.

Udaltsov blev atter tilbageholdt »for gadeuorden«, men løsladt igen og kunne derfor i mandags deltage i et møde i den arbejdsgruppe, præsident Medvedev har nedsat for at udarbejde en ny valglov. (Om denne arbejdsgruppe, se Arbejderen, den 3. marts).

Under valgkampen var hans holdning at skabe samling om de minimale, demokratiske krav, som de liberale havde fremsat, en holdning, der ligner russiske trotskisters fokus på kravet »Væk med Putin« eller: »Stem på hvem som helst anden end Putin«.

Andre venstrekræfter betragtede dette som en ukritisk holdning til de øvrige præsidentkandidater og som et snævert personfikseret syn på valg i et kapitalistisk samfund.

Trods respekt for Udaltsovs aktive indsats tager andre venstrekræfter afstand fra det, de betragter som »medvirken til at skabe illusioner om sådanne valgs rolle«. Det gælder ungkommunister og kredse omkring Ruslands kommunistiske Arbejderparti (RKRP).

Dette partis formand, Viktor Tyulkin skrev efter valget, at regimet havde opstillet snævre rammer for valg. Disse rammer med flere kandidater så ud som fair, demokratisk konkurrence. I virkeligheden var det et skuespil.

Med al »detail-snak om falske stemmesedler, om unfair fordeling af taletiden i TV, undlod man at stille spørgsmål ved forfatningens ærlighed, styrets ærlighed, de partiers ærlighed, som fik lov til at stille op. Og de, der rejste denne tvivl, blev blot stigmatiseret som ekstremister og fik ikke lov til at deltage«.

Tyulkin kritiserer alle de opstillede præsidentkandidater for at spille med i »eventyret om russisk demokrati«. Han mener, at eventyrets troværdighed blev styrket »af fortalere for ærlige valg fra den liberale opposition, bestående af Jeltsins eks-ministre og kendte intellektuelle samt Sergej Udaltsov«.

De partier, der »fik lov til at deltage, spillede deres roller og modtog ganske legitimt god belønning i klingende mønt«. Tyulkin understreger, at hans parti ikke havde illusioner om valget og derfor heller ikke følte skuffelse.

»Det borgerlige Rusland har fået en ny, borgerlig præsident, men han er ikke vores præsident.« Ruslands kommunistiske Arbejderpati (RKRP) arbejder fortsat ud fra parolen »Al magten til millionerne, ikke til millionærerne« og opfordrer til at danne lokale medborgerkomitéer.

Folkeafstemning som nyt folkekrav?

Imens Zjuganovs KPRF udgiver avisen Pravda, udgiver andre venstrekræfter hjemmesiden Pravda-info, som bragte en artikel, der advarer mod skuffelse.

Her skrev man: »Valgkampens massemobilisering i en række storbyer var første skridt mod reelt demokrati. Regimet er præget af  intern splittelse og parat til selektivt at imødekomme oppositionelle krav. Overklassen er ikke i stand til at herske på samme måde som før.«

Samtidig er der tale om en krise »fra neden«. Protesterne er kun begyndelsen, »forude venter ny utilfredshed på grund af mere brugerbetaling i sundhedsvæsenet og uddannelsessystemet, samt takststigninger«.

Pravda-info skriver videre: »Den stabilitet, som mange ønsker og derfor stemte på Putin, er reelt set uopnåelig. For at overbevise de tvivlende, er det ikke nok, at vi siger nej.

Der er brug for klare og konstruktive kampmål med krav om politisk demokratisering, om et opgør med korruption og svag retspleje, samt et program for re-industrialisering og modernisering af Rusland.«

Der opfordres til formulering af et samlende mål for politisk mobilisering. Det »kunne være kravet om folkeafstemning, som ifølge forfatningen kan udskrives for at udtrykke mistillid til præsidenten, eller for at indkalde en forfatningsgivende forsamling«.

Artiklen på Prava-info gentager, hvad andre venstrekræfter har påpeget: »Jeltsins forfatning, der blev skrevet efter nedskydning af det russiske parlament i 1993, bør ændres.«

Det understreges: »Hvor en folkeafstemning i 1993 objektivt set banede vej for et autoritært regime, så kan en ny folkeafstemning nu være vejen til ophævelse af det autoritære styre. Og de to millioner underskrifter, der kræves for at afholde folkeafstemning, vil let kunne indsamles i den nuværende situation, og endnu lettere, når den økonomisk krise tager til.«

Til slut spørges: »Vil styret anerkende disse underskrifter? Vi har jo dårlige erfaringer.« Og der svares: »… Jamen det er op til os. Kan vi mobilisere og lægge et pres for at få anerkendt underskrifterne, så kan det blive en samlende og mobiliserende opgave for oppositionen i de næste måneder.«