Arbejderbevægelsens Erhvervsråds analyse af danskernes levetid i socialt perspektiv viser, at det er bedre at være rig og rask end fattig og syg.

Det kan være slut på et sekund og man befinder sig i mørket for altid.

Forleden ramte skæbnen den nuttede kanin Til, der kun blev tre uger. Det var en ret usædvanlig kanin, fordi den var født uden ører.

Zoo’en i Limbach-Oberfrohna, hvor Til var kommet til verden, øjnede muligheder for at gentage den succes som Berlin Zoo havde med isbjørnen Knut, der dog døde ulykkelig for et år siden.

Desværre kom medierne – igen – til at udslette det særprægede, da en kameramand trådte på Til og slukkede lyset. Tre uger var ikke længe.

Det gode liv består af både længde og kvalitet. De er i høj grad et politisk spørgsmål. Døden kan slå ned over alt og rammer tilfældigt. Eller hvad?

Tal om liv og død

Middellevetiden for kvinder er 77,3 år og 81,6 år for mænd. Det går fremad.

Samlet set får vi flere år på bagen. i 1991 levede mænd 72 år og kvinder omkring 78. Sådan siger den glatte statistik. Og det er den normale og korte historie i medierne, hvor alle bliver taget under et, blot skilt ud i mænd og kvinder.

Filtreret geografisk og socialt bliver det mere differentieret. I det velstillede Nord­sjælland bliver mænd 78,46 år og kvinder 82,28 år. I København slukker lyset 3,5 år før for mænd.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har netop offentliggjort en analyse af danskernes levetid i et socialt perspektiv. Den sociale sammenhæng er klar.

De 25 procent mest velstillede mænd lever lige knap 10 år længere ned de 25 procent med den laveste indkomst.  Det er voldsomt.

Og det er så store grupper, at det ikke kan forklares med, at de 25 procent spiser for mange røde pølser, drikker og junker sig ihjel nede på bænken. For kvinder er forskellen 5,8 år.

Selv om det glade budskab er, at vi -–samlet set – bliver ældre, så er glæden ikke ligeligt fordelt. Siden 1987 er forskellen vokset fra 5,5 år til de 10 år. Det går den gale vej.

Danskerne har de korteste liv blandt de 15 vesteuropæiske EU-lande. Blandt OECD-landene ligger vi nr. 23. I 1960 lå vi nr. fem.

På verdensplan ligger vi nr. 48. Eller nogle af os. De 25 procent ligger en del længere nede af listen.

Vi er ikke kaniner

Den beskrevne tilstand har været kendt i årevis. Men selv om Finansministeriet og KL er vilde med benchmark, er det, som om de hverken har ører eller øjne.

Hvorfor egentlig ikke tage det her alvorligt? Det er jo ikke gjort med at investere overdrevet i supersygehuse ud fra et apparatmenneskesyn, hvor sygehuse er tænkt som bilværksteder.

Når der er så stor forskel mellem den øverste og den nederste fjerdedel er det nødvendigt at finde de brede og komplekse forklaringer.

Det handler om arbejdsmarkedet, økonomisk formåen i hverdagen, muligheder for at være ovenpå sit liv, miljøforhold og så videre. Det handler om, hvordan vi lever på landet, i landsbyen og i byerne.

Tallene er et tydeligt tegn på, at bæredygtighed i høj grad har en både social og demokratisk dimension.

De sunde og lykkelige liv er meget mere end sundhedsforvaltningerne og ministerier forestiller sig i kampagner, som ikke rigtigt rører nogen.

Der sunde liv i hverdagen - i kvarteret og på arbejdspladsen – skal være en realisérbar mulighed. Det kræver ressourcer. Er de der?

Dybest set handler det om at vælge de socialiserende samfund frem for det individualiserende, som kan læses i statistikken.

Når Europa-Kommissionen har udråbet 2012 som »Europæisk År for Aktiv Aldring« er det sikkert velment, men det er også lidt komisk, ligesom den tragiske hændelse med den øreløse kanin Til.

-sam