På næsten alle fremskudte baser i Afghanistan har soldaterne fra USA overhørt radiosamtaler, hvor afghanske sikkerhedsstyrker laver aftaler med oprørerne om, at man ikke skulle skyde på hinanden.
af Mikkel W. Kaagaard, historiker, Tarm
Hver dag må vestlige soldater i Afghanistan leve med faren for selvmordsbombere, bagholdsangreb og skjulte sprængladninger.
I løbet af de seneste ti år har næsten 3000 af dem mistet livet i forbindelse med kampe mod al-Qaeda, Taleban og andre oprørsgrupper. Men nu skal det være anderledes.
Med 2014 som deadline uddanner vestlige instruktører afghanske sikkerhedsstyrker i et rasende tempo, og også her er Danmark med i forreste række.
Til den tid skal 352.000 afghanske soldater og betjente have overtaget krigen, som vi ikke formåede at vinde. Det er deres land, og nu skal det ifølge parolerne også være deres ansvar.
De såkaldte vendekåbe-drab – hvor medlemmer af de afghanske sikkerhedsstyrker vender deres våben mod vestlige styrker – har imidlertid afsløret en akilleshæl ved strategien.
Alene siden den fatale afbrænding af koraner ved Bagram-basen er seks amerikanske soldater blevet dræbt af afghanske allierede.
Den 25. februar blev to amerikanske officerer dræbt i en særligt sikret afdeling af det i forvejen stærkt bevogtede afghanske indenrigsministerium. Drabet blev udført af et medlem af landets efterretningstjeneste.
Det skete midt i hovedstaden Kabul, som generelt skulle være den sikreste by i landet. De to officerer befandt sig desuden i et kontor aflåst med kodelås, hvortil kun vestligt personale har adgang.
Alligevel blev de fundet skudt i baghovedet, mens den mistænkte uhindret slap igennem tre sikkerhedsafspærringer og forsvandt.
Herefter blev hundredevis af vestlige embedsmænd og militære rådgivere øjeblikkelig trukket tilbage fra diverse regeringsbygninger. I erkendelse af, at rådgiverne ikke længere kan vide sig sikre noget sted, er mange endnu ikke vendt tilbage.
Det er naturligvis stærkt bekymrende for NATO, som i forvejen er under alvorligt tidspres i forhold til at ruste de afghanske myndigheder til tiden efter 2014. Og det er ikke første gang, at vendekåbedrab for alvor har vist svagheden ved den seneste exitstrategi.
Fransk exit
I januar dræbte en afghansk soldat fire franskmænd og sårede yderligere sytten. Angrebet kom mindre end en måned efter, at en anden afghansk soldat havde dræbt to franske fremmedlegionærer.
Kort efter meddelte den franske præsident Sarkozy, at Frankrig forlader Afghanistan i 2013 – et år før planlagt. Det skete netop med henvisning til det uacceptable i, at de dræbende skud kom fra en regeringssoldat.
Præsident Obamas beslutning om at satse på en træningsstrategi med 2014 som deadline var en fantastisk nyhed for S-SF, som dengang endnu var i opposition. Strategien var utilsigtet designet som et kompromis mellem krigsmodstanderne i SF og tilhængerne hos Socialdemokraterne.
En regering med grundlæggende uenighed mellem statsministeren og udenrigsministeren i forhold til deltagelse i en krig kunne man næppe forestille sig.
Derfor udfordrer vendekåbedrabene ikke blot exitstrategien, men også regeringens fremtid, hvis det på NATO-topmødet i Chicago til maj besluttes at udskyde tilbagetrækningen af kamptropper af hensyn til de vestlige instruktørers sikkerhed.
Måske var det derfor, at en ellers veloplagt Helle Thorning-Schmidt under et besøg hos de danske soldater i januar blev stram i betrækket, da DR-journalisten Philip Khokhar ville have hendes kommentar til drabet på de franske soldater. »Nej, det dér gider jeg ikke«, vrissede hun og gik væk fra kameraet.
I alt har 76 medlemmer af koalitionsstyrkerne mistet livet i forbindelse med 48 aktioner, hvor angriberne var afghanske betjente, soldater og sikkerhedsfolk.
Blandt de værste episoder var en afghansk pilots drab på otte amerikanske soldater og en lejesoldat sidste år, og en afghansk grænsebetjents drab i 2010 på seks amerikanske soldater, som han netop havde serveret the for.
Hele ti procent af de australske og franske tab er sket i forbindelse med vendekåbedrab.
Med til billedet hører også en skudepisode i september, hvor en afghansk sikkerhedsvagt dræbte en amerikansk statsborger i CIA’s hovedkvarter i Kabul, og en dob-beltagents drab på syv CIA-folk ved en selvmordsaktion i 2009.
Mistillid og afsky
Alligevel betegnede en talsmand for NATO i januar forholdet mellem de vestlige og afghanske styrker som uproblematisk, og ifølge den afghanske præsident Karzai var der tale om »isolerede« hændelser.
Også chefen for de danske militære trænere, oberstløjtnant Torben Olesen, betegnede ved nytår stemningen blandt de afghanske soldater som meget venlig og gæstfri.
Ifølge en amerikansk militærrapport er der imidlertid tale om et stigende problem, der samtidig er udtryk for dybtliggende fjendskab mellem i hvert fald de amerikanske og de afghanske styrker.
Rapporten bygger på interviews med 215 amerikanske soldater og 643 afghanske soldater, betjente og tolke, og den tegner et meget dystert billede.
De officielle afvisninger af problemet med vendekåbe-drab betegnes i rapporten som løgnagtige eller i hvert fald tegn på manglende indsigt. Tvært imod synes forholdet mellem amerikanerne og de afghanske allierede præget af mistillid og afsky.
De amerikanske soldater omtaler afghanerne som utroværdige, narkotikapåvirkede og kujonagtige. Til gengæld klager afghanerne over arrogante amerikanske soldater, der hævner sig på civile, når de oplever tab.
Problemet med vendekåbedrab kan meget vel blive selvforstærkende. Ønsket om hurtig exit fra Afghanistan vil blot forstærke indsatsen med hurtigt at udvide og uddanne de afghanske sikkerhedsstyrker.
Hver måned skal yderlige 8000 afghanere optages i hæren, og i teorien underkastes de alle et grundigt baggrundstjek.
En journalist fra BBC har dog afsløret store problemer med korruption og falske papirer i forbindelse med udvælgelsen. Næsten hver gang, en afghansk soldat angriber vestlige soldater, viser det sig, at hans papirer var falske.
Vendekåbedrabene udgør imidlertid også en direkte trussel mod de afghanske styrker. Sidste år blev syv betjente forgiftet og derefter dræbt af en kollega i Helmand-provinsen.
Episoden har netop gentaget sig i Kandahar. Her forgiftede og skød et afghansk medlem af et privat sikkerhedsfirma tre kolleger. Herefter dræbte han to betjente og slap væk.
Frontlinjen udviskes
Frontlinjen bliver i det hele taget mere og mere usynlig. Eksempelvis er det ikke ualmindeligt, at lokale embedsmænd og ledende politifolk betaler beskyttelsespenge til medlemmer af Taleban og andre oprørsgrupper.
Og samtidig knytter misbrug af bistandsmidler og indtægter fra den omfattende opiumsproduktion oprørere, regeringsrepræsentanter og kriminelle bander sammen i lokale netværk, der meget vel kan blive fremtidens reelle magthavere.
Indtil videre har vendekåbedrabene først og fremmest psykologisk betydning, fordi de bekræfter indtrykket af, at afghanerne slet ikke ønsker vores tilstedeværelse.
Allerede inden koranafbrændingen og en amerikansk soldats massakre på 16 civile anså lidt over halvdelen af afghanerne NATO for at være en besættelsesmagt.
Og i den sydlige del af landet mener hele 87 procent af befolkningen, at NATO’s operationer er skadelige for afghanerne. Men på længere sigt kan de afghanske styrker udgøre en langt mere alvorlig trussel mod vestlige tropper.
I 2010 og 2011 besøgte den amerikanske oberstløjtnant Daniel L. Davis amerikanske tropper i det meste af Afghanistan. Ved næsten alle fremskudte baser havde soldaterne overhørt radiosamtaler, hvor afghanske sikkerhedsstyrker lavede aftaler med oprørerne om, at man ikke skulle skyde på hinanden.
Sammenholdt med de voksende spændinger mellem vestlige og afghanske soldater er der altså tale om en alvorlig trussel.
Også mod de danske tropper. De vil blive stadigt mere udsatte, efterhånden som tilbagetrækningen skrider frem, og der vil være reel risiko for, at et helt hold af instruktører løbes over ende.
Allerede sidste år blev danske instruktører trænet i at trække og skyde hurtigt, og de færdes nu altid to og to sammen med synlige våben. Samtidig holder et pansret køretøj med tungt maskingevær konstant i nærheden af instruktørerne…
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
