Der er brug for, at fagbevægelsens aktive kræfter finder sammen og mobiliserer til aktiviteter for at markere et stort nej til overenskomstresultatet.

fra Kommunistisk Parti

Med forliget om industriens overenskomst har industrikapitalen endnu engang udstukket rammerne for fordelingspolitikken i Danmark de to kommende år.

Når industriforliget er på plads ved alle, hvad klokken er slået. Så har alle øvrige forhandlere at rette ind i forhold til rammen herfra. Og det sker så - mere eller mindre frivilligt. Der bliver hverken givet mere eller mindre. Ikke uden kamp. Derfor det generelle billede:

* Minusoverenskomster, der giver rekordstort reallønsfald til danske arbejdere.

* Ingen sikring imod social dumping, som er den største trussel mod den danske model.

Hovedparten af forhandlerne anbefaler forligene. Og med 3F's byggegruppe som eneste undtagelse, roser de fleste endda et resultat. Toppen af fagbevægelsen spreder mismod, desillusion og spiller på den nervøsitet, som mange arbejdere har for fremtiden med social dumping, udflagning af virksomheder og den begrænsede mulighed for dagpenge.

Aben sendes nu videre til tillidsrepræsentanterne, som får den helt umulige opgave at hente lønnen hjem lokalt på minimallønsområdet uden konfliktrettigheder.

Efter en minusoverenskomst er der udsigt til flere regninger til de danske arbejdere. Om kort tid begynder trepartsforhandlingerne, hvor toppen af fagbevægelsen har lovet at hente fire milliarder op af medlemmernes lommer til at finansiere de kommende reformer på blandt andet kontanthjælp, sygedagpenge og dagpenge. Ideer om at fjerne helligdage er allerede luftet. Der skal arbejdes mere for mindre løn.

På den baggrund anbefaler Kommunistisk Parti, at der stemmes nej til mæglingsskitsen.

Fagbevægelsen kan ikke sætte sig til forhandlingsbordet uden at mobilisere medlemmerne. Kun gennem mobilisering kan der forhandles på grundlag af et reelt styrkeforhold mellem kapital og fagbevægelse. At forhandle uden mobilisering giver ikke kun elendige forhandlingsresultater. Det får også nogen til at stemme med fødderne. Hvorfor være medlem af en fagbevægelse, der ikke engang forsøger at udløse det potentiale, der findes på arbejdspladserne?

Der er brug for at fagbevægelsens aktive kræfter – lokale fagforeninger, klubber, brancher, tillidsrepræsentanter og andre ildsjæle – finder sammen og mobiliserer til aktiviteter for at markere et stort nej.