Den massive udmelding om at slægtspleje fremover skal overvejes, rummer en risiko for, at vi mister fokus på barnets tarv og går på kompromis for at leve op til ministerens ønsker.

Bettina Post er formand for Dansk Socialrådgiverforening.

Aage Christensen

For nylig kom socialminister Karen Hækkerup med et udspil om, at alle kommuner skal bruge den samme værktøjskasse med fire metoder i arbejdet med udsatte børn og unge. 

I rapporten »Analyse af de økonomiske konsekvenser på området for udsatte børn og unge«, som Rambøll har lavet for Socialministeriet, ridses de fire såkaldte evidensbaserede metoder op. Det drejer sig om:

· De utrolige år: En tidlig forebyggende indsats over for de »uadreagerende« 3-8-årige, hvor forældre i grupper lærer at håndtere deres børns adfærd.

· Slægts- og netværksanbringelser. Alternativ til traditionelle plejefamilier.

· Multisystemisk terapi (MST). Intens familieindsats over for 12-17-årige, hvor behandlingen foregår i eget hjem.

· Multidimensionel Treatment Foster Care (MTFC). De mest adfærdsvanskelige børn og unge anbringes midlertidigt i træningsfamilie.

Hmm. Det er vist tydeligt for de fleste, hvor inspirationen kommer fra.

Tv-pædagogik

Hvis der er andre end mig, som ind imellem forbløffet følger med i tv-programmer som »SOS barnepigen« på kanal 4, hvor en »Super-Nanny« i vinrød kappe flytter ind hos familier med uregerlige unger og sætter skik på familielivet med seriøs adfærdstræning af de kære små, eller TV3´s »verdens strengeste forældre«, hvor dovne og respektløse teenagere bliver fragtet hjem til familier med klare regler og opgaver til alle inklusive forbud mod tobaksrygning og bandeord, så har I et billede af hvad »De utrolige år« og MTFC er for noget. Jeg er skeptisk.

MST er en metode, som i mange år har haft meget medvind, og det fik for nogle år siden det danske Campbell institut til at granske metoden under lup. Den granskning førte blandt andet til den konklusion, at dem, som stod på venteliste til et MST-forløb, gennemgik samme udvikling, som dem, der var i gang med et forløb.

Hvis nogen kan huske sagen fra Aalborg, som gik under betegnelsen »Stadion-drabet«, hvor en stærkt påvirket teenager dræbte en tilfældig forbipasserende på Aalborg Stadion, så kan jeg oplyse, at den unge mand, som begik drabet, netop havde gennemført et MST-forløb sammen med sin familie. Noget kunne tyde på, at metoden i dette tilfælde ulykkeligvis var et forkert valg.

Med hensyn til udmeldingen om at slægts- og netværksanbringelser konsekvent skal overvejes før anbringelser i traditionelle plejefamilier, så kan det bekræftes, at når slægtspleje er en reel mulighed, og når det lykkes, så går det de anbragte børn væsentligt bedre, end det går børn, som har været anderledes anbragt.

Og det er logik. Hvis et barn med en ustabil mor stort set alligevel bor hos en kærlig og velkendt farmor, så er det jo langt tryggere og fredeligere at gøre dette forhold til et plejeforhold end at hive barnet op med rode og placere det hos fremmede. Så det kan være en rigtig god ide.

Problemet er bare, at rigtig mange udsatte børn ikke har den slags ressourcestærke mennesker i deres slægt eller netværk. Den massive udmelding om at slægtspleje fremover skal overvejes, rummer således en risiko for, at vi mister fokus på barnets tarv og går på kompromis med kompetencerne i slægten for at leve op til ministerens ønsker. Det vil være ulykkeligt.

Bureaukrati

Jeg frygter desuden, at udmeldingen fra Karen Hækkerup kommer til at indebære et voldsomt bureaukrati, hvis kommunerne fremover skal vurdere muligheden for at benytte ministerens fire metoder, før det bliver muligt at iværksætte noget helt femte. Måske sågar noget, som man allerede indledningsvis er ret sikker på, er det rigtige.

Det vil både skabe unødvendigt arbejde med at argumentere imod noget, som man ikke har tænkt sig at anvende og forhale muligheden for at handle. Vi skal arbejde os væk fra den slags bureaukratiske krumspring og ikke indføre mere af det.

Jeg er enig i, at det er statens ansvar at forske i, evaluere og eventuelt anbefale metoder. Men for det første er der sjældent enighed i forskerkredse om metodernes fortræffeligheder, og for det andet bliver jeg altid en lille smule bekymret, når man forelsker sig massivt i bestemte metoder.

Vi arbejder med mennesker, og det er så vigtigt, ikke mindst når det er sammensatte og komplicerede sociale problemer, vi samarbejder om, at det er et samarbejde, som tager højde for alle forskellighederne. Der findes ikke en one-size-model i socialt arbejde.

Bettina Post er formand for Dansk Socialrådgiverforening