17 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Op på hesten igen – og fat så tømmerne!

Op på hesten igen – og fat så tømmerne!

Torsdag, 29. marts, 2012, 11:15:53

Overenskomsten 2012 er ikke et resultat, der vil gå over i historien, og vi kan knapt være bekendt at vise den til medlemmerne.

Efter et OK-resultat, der ligner noget katten har slæbt ind, må fagbevægelsen stå fast i trepartsforhandlingerne og kræve forbedringer for de ledige og reelle job. Tegning: Grete Folman

af Bjarne Sørensen, ‑formand for Dansk Metal Horsens

Sjældent er jeg blevet præsenteret for noget, som i den grad lignede noget, katten har slæbt ind.

Overenskomsten 2012 er ikke et resultat, der vil gå over i historien, og vi kan knapt være bekendt at vise den til medlemmerne. Alligevel skal den nok gå igennem, de kritiske røster har været få og holdningen defensiv.

Topforhandlerne har været indstillet på at give deres pund kød til »konkurrenceevnen«, med andre ord, vi kan se frem til et decideret reallønsfald de næste to år.

Det er skuffende og bidrager ikke til at højne fagbevægelsens anseelse, hverken blandt medlemmer eller i offentligheden.

Især ikke, når vi samtidig dagligt præsenteres for flotte resultater fra de toneangivende virksomheder og endnu flottere lønfremgange på direktionsgangene og blandt dem, som i forvejen får sig godt betalt.

Fagbevægelsens forhandlere må hurtigst muligt op på hesten igen.

Krav til treparts-forhandlingerne

Erhvervsministeren har haft travlt med at dæmpe forventningerne til de kom-mende trepartsforhandlinger, hvor regeringen vil skaffe endnu mere »arbejdsudbud«, end smadringen af efterlønnen har givet. Samtidig vil de finde fire milliarder kroner til statskassen.

Det er værd at minde om, at S-SF’s oplæg til trepartsforhandlinger før valget handlede om at finde alternativer til at afskaffe efterlønnen.

Det lykkedes ikke at forhindre tilbagetrækningsreformen, men fagbevægelsens medlemmer skal ikke betale to gange.

Derfor handler trepartsforhandlingerne ikke om yderligere barberinger af de arbejdsløse eller længere arbejdstid. Stop snakken om at inddrage Store Bededag og andre fantasifulde forslag, som kun fjerner opmærksomheden fra det væsentlige.

Uddannelse og sikring af dagpengene

I stedet er der først og fremmest brug for, at regeringen indfrier løfterne om at sætte gang i vækst og beskæftigelse. Vi vil se resultater af den lovede kick-start udmøntet i arbejdspladser.

Og så er der brug for massiv uddannelsesindsats, hvis vi ikke skal smide en hel generation på sidelinjen. Et opgør med 10 års jagt på de arbejdsløse må være et af hovedkravene i de kommende forhandlinger.

Arbejdsløshedsspøgelset er virkeligt for mange af vores medlemmer, og konsekvenserne af en fyreseddel er kontante og falder prompte: Halvering af forsørgelsesgrundlaget, og en halveret dagpengeperiode, hvor hovedtilbuddet stadig er aktivering med løntilskud.

Fagbevægelsens forhandlere må sikre, at dagpengeniveauet bliver genoprettet, og at værdigheden bliver ledetråden i beskæftigelsespolitikken.

Ret til uddannelse og et dagpengesystem, hvor ingen, som gør sin pligt, ryger ud af systemet, må være målet for en regering, som har medlemmer fra hele to arbejderpartier.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


29. mar. 2012 - 11:15   30. aug. 2012 - 19:21

Læserbrev