Det er ikke fuldkommenhed, man skal fordre af hinanden, det er evnen til at arbejde sammen.

Skærveknuseren

af Kjeld Stenum

Nylig forsvandt en god kollega fra pladsen. Lad os i denne klumme kalde ham for Jens. Jens er egentlig murer, men som mange arbejdsløse murere var han søgt over i betonbranchen.

Pladsingeniøren kunne ikke snuppe ham, og det kunne han ikke, fordi han ingen humoristisk sans har, og Jens, der stammer fra det jyske, har en lune og direkthed, som han ikke begreb et pluk af. Desuden er Jens også ganske stædig, men det har jeg nu også truffet indfødte sjællændere der er.

Hvorom alting er: Det skete, pladsingeniøren fik rå og usødet besked, når der forekom ledelsesfejl. Og de forekom. Den slags direkthed må man ikke tage for tungt, hvis man vil kunne være på en byggeplads, vi mobber også ubarmhjertigt hinanden, hvis nogen besværliggør arbejdet for andre, gør skader på andres arbejde, eller mindre.

Der er ikke nogen af os, der ikke synes, det er skideskægt med en velanbragt bemærkning, heller ikke den, der måtte føle sig ramt. Vi ved godt, vi ikke er fuldkomne. Og hvis nogen bilder sig ind, de er det, skal vi hurtigt få dem pillet ned.

Det skaber et utåleligt og hysterisk arbejdsklima, hvis nogen går rundt og bilder sig ind, at de er fuldkomne, og at det er fuldkommenhed, man skal fordre af hinanden på en byggeplads. Det er ikke fuldkommenhed, man skal fordre af hinanden, det er evnen til at arbejde sammen. Og det gælder for alle på en byggeplads, lige fra den ledende pladsingeniør til den sidst ankomne lærling.

Det er der faktisk mange pladsingeniører, der har fat i. Men der er altså også dem, der ikke har. Sjovt nok er det ofte dem, der egentlig havde størst behov for at forstå det, fordi deres kvalifikationer har de største mangler. Et eller andet sted ved de det vel godt, men de fortrænger det og bliver overfølsomme overfor kritik, der anfægter den illusion, de forsøger at bygge op om sig selv.

I stedet for at se fejl i øjnene og forsøge at rette på dem tyer de derfor til nøgen udøvelse af den magt og autoritet, de har alene i kraft af deres anderledes ansættelse.

Sådan handlede også vores nye pladsingeniør. Historiens detaljer, sådan som jeg kender til dem eller har fået dem genfortalt, er som følger: Jens og et par andre fra sjakket havde været på kursus. Kursusgodtgørelsen manglede på deres lønsedler. Da det var anden gang i træk, der var fejl ved deres løn, fandt de det rimeligt at forlange pengene udbetalt med det samme.

Det skabte en mindre konfrontation med pladsingeniøren, der var ansvarlig for fejlen og ønskede at bagatellisere den. Her skal Jens så på sin drævende, sindige blanding af jysk og sjællandsk have sagt noget i retning af, at så måtte de jo nok gå i skuret og vente, til pengene kom.

Jeg var der ikke, da det skete, og ved ikke nøjagtigt, hvordan ordene faldt. Men det var i hvert fald endt med, at ingeniøren rasende følte sig tvunget til at rette sin fejl med det samme. Dagen efter gav han Jens en seddel, hvor der stod, at han skulle overflyttes til en nordsjællandsk byggeplads.

Nå ja, det er vel hvad det er, kan man sige, arbejdsgiveren har jo retten til at lede og fordele arbejdet. Der er bare den hage ved historien, at Jens bor inde på Nørrebro og kun har sin cykel og offentlig transport at komme frem med. Så for at nå frem til den nordsjællandske arbejdsplads til arbejdstids begyndelse måtte han hjemmefra klokken tre og med natbus. Og gudved hvornår han var hjemme igen om aftenen!

Alt det om Jens’s forhold vidste ingeniøren udmærket godt. På det ugentlige fællesmøde tog vi sagen op overfor ham. Vi havde svært ved at forstå, hvorfor Jens i det hele taget skulle flyttes, sagde vi, når vi jo også havde fået at vide, at der ganske snart skulle mandes kraftigt op på pladsen. Han gav – næsten ordret – det svar, at sådan skulle det være, fordi det skulle være sådan, og det behøvede vi ikke forstå.

Så syntes vi, at vi skulle droppe de ugentlige fællesmøder, sagde vi, hvis det ikke længere var meningen, at vi skulle bibringes forståelse for, hvad der foregik på arbejdspladsen. Det fik vi ikke svar på. Jens sagde, at så ville han hellere have er fyreseddel, for det med det nordsjællandske kunne umuligt hænge sammen for ham. Ingeniøren sagde, at han kunne komme ned, så skulle han få en seddel.

Det fik han også. Ingeniøren ringede efter ham. Da han minutter senere nåede ned, var ingeniøren kørt væk. Jens måtte ringe til ham. Han fik så at vide, at sedlerne lå inde på bordet, han kunne gå ind og skrive under og lade den ene blive liggende. Jens gjorde, som han havde fået besked på, og kom op og viste mig den kopi, han havde til sig selv. Den havde han endnu ikke skrevet under. Der stod, at firmaet accepterede Jens’s opsigelse og ønskede ham held og lykke.

»Den kan du sgu da ikke bruge,« sagde jeg. »Den giver jo karantæne!« Hold kæft, det havde Jens ikke set. Han havde bare skrevet den anden seddel under og ladet den ligge. »Ned og byt!« sagde jeg. »Skynd dig før han kommer tilbage!«

Heldigvis nåede Jens det. Bagefter kontaktede han fagforeningen. Desværre er den lokale afdeling for området lidt tung i optræk.

Det er cirka, hvor sagen står i øjeblikket. Ja, vel er det usaglig personforfølgelse. Men det, jeg vil frem til, er: Hvorfor? Det giver firmaet ballade, det ødelægger arbejdsklimaet for både ingeniøren og vi andre, og det giver Jens en allerhelvedes masse problemer. Alle taber. Ingen vinder. Mangel på fornuft? Inkompetent ledelse? Ja.

Men jeg tror desværre også, at når magt er diktatorisk, kommer den uundgåeligt før eller siden til at føle sig så truet, at den griber til irrationel og rent destruktiv adfærd, blot for at opretholde sig selv. Og arbejdsgivermagt er diktatorisk. Det får vi desværre aldrig en chance for at glemme!