16 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Vestens statsterror og dobbeltmoral

Vestens statsterror og dobbeltmoral

Fredag, 30. marts, 2012, 12:07:46

Så dobbeltmoralsk og utroværdig er den vestlige verden. Og så længe det er sådan, vil vi se uskyldige, inklusiv børn, blive dræbt her i Vesten i bedrøvelige terrorhandlinger.

»Iran truer freden«, lyder de larmende anklagerne fra USA, Israel og andre vestlige lande. Men det er Israel, der i strid internationale lov har skaffet sig et atomvåbenarsenal – ikke Iran, påpeger Jesper Petersen. Tegning: Carlos Latuff

af Jesper Petersen, Haslev

Overrabbiner Bent Lexner stod frem på tv den 21. marts med en opfordring til imamer om at stå frem og fordømme de aktuelle terrordrab i Frankrig.

Det gjorde så en muslimsk talsmand efterfølgende i samme tv-indslag.

Baggrunden for den bedrøvelige terror i Frankrig er angiveligt vrede over Vestens 10 år lange besættelse af Afghanistan, samt Israels statsterrorisme i form af nye drab på et større antal uskyldige, civile palæstinensere, heriblandt adskillige børn.

Når nu overrabbiner Lexner gives taletid på tv på baggrund af fire jøders ulykkelige død i Toulouse (som i øvrigt, PR-venligt, fik en mindre statsmandsbegravelse i Israel den 21. marts), og terrorhistorien i øvrigt gives topprioritet i de fleste vestlige medier, så må man jo desværre konstatere:

Det er ikke antallet af uskyldige ofre eller forbrydelsens grad af ondskab, der har betydning for, hvem vi her i vor kulturkreds giver taletid og medfølende opmærksomhed.

Fortielserne

Siden Det arabiske Forår har Israel eksempelvis næsten ugentligt bombet Gaza og dræbt snesevis eller hundredevis af civile palæstinensere – stort set uden at det er omtalt i vestlige medier.

Og ligeledes har Vestens direkte eller indirekte ansvar for drabene på hundredtusindvis af civile i Irak- og Afghanistan-krigene heller ikke fået en opmærksomhed, der tåler sammenligning med det psykologiske teater, der nu går i selvsving i forbindelse med de triste drab på i alt syv (!) mennesker i Frankrig.

Mediernes dækning af terror og krig er desværre ofte ensidig og uafbalanceret. Også her i vore egen åh-så-gode del af verden. Eksempelvis den oppiskede stemning af moralsk kvababbelse omkring Syriens nedkæmpelse af et væbnet oprør (terrorister?).

Eller – ikke mindst ­– i omtalen af Vestens krigeriske angrebsdoktrin, introduceret efter 11. september 2001.

Under foregivende af at støtte demokrati og beskytte civilbefolkningen har Vesten for eksempel sønderbombet Irak og Libyen, plus kastet disse landes befolkninger (bortset fra de hundredtusinder, der er dræbt, samt de millioner, der er flygtet) i armene på voldelige krigsherrer og forfærdelige livsvilkår.

Kun olien flyder sikkert til den overforbrugende industrikultur, som Vesten (endnu) dominerer.

For ikke at tale om den totale mangel på ræson i Vestens krigstrusler mod Iran på grund af landets (civile) atomprogram. En trussel, som vore ledere (og mange almindelige mennesker) mener, er et udtryk for en højere moral.

Dobbeltmoral

Samtidig lukker vi hyklerisk øjnene for Israels inhumane og FN-stridige besættelse af palæstinensisk land igennem mere end et halvt århundrede, samt ser stort på landets atomvåbenarsenal – etableret i lodret strid med samme internationale lovgivning, vi nu anvender for at tvinge Iran til at opgive sin atomkraft.

Så dobbeltmoralsk, unfair og utroværdig er (også) den vestlige verden.

Og så længe det er sådan, vil vi se uskyldige civile, inklusiv børn, blive dræbt her i Vesten i bedrøvelige terrorhandlinger. Samtidig med at vi lukker øjnene for 1000 eller 10.000 gange så mange drab i de lande, hvor Vesten, inklusiv Israel, begår krigsforbrydelser og udøver statsterror.

Hvor mange uskyldige, civile har Israel dræbt siden sin oprettelse og introduktionen af evig krig i Mellemøsten? 500.000? Eller en million? Flere?

Og hvor mange millioner har Israel med sin blodige statsterror frarøvet ejendom, land og basale menneskerettigheder?

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. mar. 2012 - 12:07   30. aug. 2012 - 19:21

Læserbrev