Det er godt, at vi demonstrerer, når fascisme og racisme stikker sit modbydelige fjæs frem i forskellige forklædninger. Men vi skal også huske hvor kuglerne støbes...
Den røde tråd
af Birthe Sørensen, ansvarshavende redaktør, Arbejderen
I denne weekend vil manges øjne være rettet mod Aarhus. Årsagen er, at den højrenationalistiske organisation English Defence League, EDL, vil demonstrere i Aarhus.
EDL er berygtet for sine rabiate racistiske holdninger og voldelige fremfærd i England og er i øvrigt også et forbillede for den norske højreekstreme massemorder Breivik.
Samtidig foregår en anden demonstration i byen, arrangeret af Århus for Mangfoldighed med opbakning fra 42 organisationer – partier, fagforeninger og indvandrerforeninger med flere. Her hyldes demokrati, sammenhold og mangfoldighed. Århus skal være en levende by med plads til forskellighed, lyder det fra arrangørerne - og tak for det.
Det er prisværdigt at gode kræfter arbejder på at forhindre, at Aarhus kommer på verdenskortet som højrefløjens højborg.
Voldsom debat
Men det er også sigende for tiden, at demonstrationerne har skabt voldsom debat – ikke mindst i Aarhus. Og at visse kræfter forsøger at miskreditere dem, som mener, at der skal siges fra, når højrefløjen vil markere sig.
Det er ekstremerne som mødes, antiracisterne er ikke bedre end højrefløjen, er et synspunkt, som blandt andet er blevet båret frem af borgerlige politikere i byrådet. Det er også et synspunkt, som er blevet bakket op at politiet i Aarhus. Og ikke mindst borgerlige medier elsker at skrive om »krigen« mellem venstre og højre.
Hos nogle har det skabt frygt. Politiet er blevet bestormet med henvendelser fra borgere, butikker og værtshuse, hvoraf flere overvejer at holde lukket. Der er opstået en bevægelse, som opfordrer folk til at blive hjemme og sætte lys i vinduerne. Byens imamer har opfordret deres trosfæller til at blive hjemme og ikke demonstrere.
Ja selv den amerikanske ambassade har meldt ud, at amerikanere bør holde sig væk fra demonstrationerne. Det er imidlertid en af historiens smertelige erfaringer, at racisme, fascisme og nazisme – som er tæt forbundet med ideologien bag English Defence League – ikke bekæmpes ved tie stille eller blive hjemme.
Den tyske teolog og præst Martin Niemöller (1892-1984), der blev arresteret af Gestapo i 1937 og sad i koncentrationslejr frem til 1945, har udtrykt det i et ofte brugt citat, som er værd at huske en dag som denne:
»Først kom de for at hente kommunisterne,/ men jeg protesterede ikke, for jeg var ikke kommunist.
Så kom de for at hente fagforeningslederne,/ men jeg protesterede ikke, for jeg var ikke fagforeningsleder.
Så kom de for at hente jøderne,/ men jeg protesterede ikke, for jeg var ikke jøde.
Da de kom for at hente mig,/ var der ingen tilbage til at protestere«.
Racister vil splitte
Kort sagt - vi skal sige fra over for højrefløjens racistiske ideologi, hvis formål er at splitte befolkningen og arbejderklassen i et dem og os.
Det er synspunkter, som godt kan få næring i krisetider, når arbejdsløsheden stiger.
For arbejdsløse bygningsarbejdere, som er godt på vej til at miste deres understøttelse, efter at dagpengeretten er blevet kraftigt beskåret, er det bittert at se på, at arbejdere fra andre lande kommer til Danmark og underbyder danske løn- og arbejdsforhold.
Det kan være oplagt at skyde skylden på de fattige polakker og rumænere, som lige nu i stor stil kommer til Danmark. Eller de illegale afrikanere som hutler sig igennem som underbetalte avisbude. Men den virkelige skurk skal søges et helt andet sted. Det er de arbejdsgivere, som står på spring for at ansætte udlændinge til en sulteløn for selv at score kassen.
Det er også de EU-politikere, som har banet vejen for, at arbejdsgivere i EU skal have lov til – nemt og bekvemt – at importere billig arbejdskraft. Jo nemmere jo bedre. Både arbejdsgivere og politikere er sandsynligvis pæne kvinder og mænd – måske i nålestribet habit. Men det er dem, som skaber grundlaget for, at nogle mennesker bliver lydhøre overfor racistisk ideologi.
Bemærkelsesværdigt er det også, at de samme pæne EU-politikere har besluttet at afskaffe det parlamentariske demokrati i både Italien og Grækenland. Her har man ikke længere folkevalgte regeringer, men udpegede EU-lakajer, som skal føre nedskæringskniven mod den italienske og græske befolkning.
Vores demokratiske rettigheder trues fra mange sider. Derfor er det godt, at vi demonstrerer, når fascisme og racisme stikker sit modbydelige fjæs frem i forskellige forklædninger. Men vi skal også huske hvor kuglerne støbes...
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278