Man skulle tro, at når man bliver valgt til byrådspolitiker, så har man solgt sit hjerte til fanden og i stedet fået indsat en harddisk, hvor man kan opbevare love og regler
af Peder Bæk, Skive
Det må undre mig meget, at fagbevægelsen og a-kassen ikke har meldt hårdere ud om, at varighedskravet til aktive tilbud sættes ned fra fire til to uger.
De har måske ikke hørt eller opdaget, at det er sket! Derimod forstår jeg godt, at byrådspolitikerne ikke vil ændre noget, for de tænker økonomi, økonomi og atter økonomi.
Man skulle tro, at når man bliver valgt til byrådspolitiker, så har man solgt sit hjerte til fanden og i stedet fået indsat en harddisk, hvor man kan opbevare love og regler. For det eneste man hører er: »sådan er loven«!
Her kan I læse om ændringen af loven:
»Varighedskravet til aktive tilbud sættes ned fra fire til to uger. I dag skal kommunerne give aktive tilbud, der minimum varer fire uger, hvis der er tale om ret-og-pligt-tilbud.
Det kan føre til, at aktive tilbud, for eksempel jobsøgningskurser, bliver unødigt langvarige og ikke tilrettelægges individuelt.
Med henblik på at give kommunerne mulighed for mere fleksibilitet i tilrettelæggelsen af de aktive tilbud er regeringen og Enhedslisten derfor enige om at nedsætte varighedskravet til aktive ret- og pligt-tilbud fra fire til to uger for dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere.
Kommunerne har fortsat mulighed for at give et længerevarende tilbud, hvis det vurderes at være hensigtsmæssigt. Nedsættelsen af varighedskravet træder i kraft 1. marts 2012«.
Jeg har lige selv været sendt ud i fire ugers aktivering fra den 1. marts 2012. Jeg skrev til jobhuset om, hvorfor jeg skulle ud i fire uger. Jeg måtte rykke for svar tre gange, inden jeg fik dette svar:
»Varighedskravet er, som du selv skriver rigtigt nok, vejledende, nedsat til to uger. Men dette betyder ikke, at Skive kommunes aktiveringspolitik vedrørende praktik altid er på to uger. Vores vurdering er, at fire ugers praktik i de fleste tilfælde er den hurtigste vej til varigt arbejde«.
Hvad er det for noget pis at skrive, når vi alle ved, at det er på grund af reglen om refusion fra staten.
Jeg vil derfor kraftigt opfordre alle til at klage, hvis de bliver sendt i fire ugers aktiveringspraktik, til jobhuset og til byrådspolitikerne, så de kan mærke, at det ikke er til et 12-tal i karakter, men til et 03-tal!
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278