Selv velmenende mennesker glemmer at nævne de homoseksuelle, i farten, når de taler om undertrykkelse og undertrykte.

af Kaj Erik Andersen, Haderslev

Arbejderens ansvarshavende redaktør, Birthe Sørensen, begik den samme udeladelsessynd som mange andre, da hun i lørdagsavisen den 31. marts (Den røde tråd) brugte præsten Martin Niemöllers stærke og mindeværdige citat.

Hun glemte linjerne: »Så kom de for at hente de homofile, / men jeg protesterede ikke for jeg er ikke homofil« (datidens ord for homoseksuel).

Det er en uomtvistet sandhed, at nazisterne dræbte tusindvis af homoseksuelle i kz-lejrene, hovedsagelig bøsser.

Det er værd at huske på, al den stund nutidens nazister jagter homoseksuelle på lige fod med handikappede, venstreorienterede og folk med en anden etnisk baggrund end flertallets.

Det er også en sandhed, at mindesmærket for de homoseksuelle kz-ofre først blev sat op i Berlin den 27. maj 2008, 63 år efter Nazitysklands fald. Mindesmærket bliver desværre ofte udsat for hærværk.

Det er også en kendsgerning, at homoseksuelles menneskerettigheder først kom med i De Forenede Nationers (FN) Menneskerettighedserklæring den 10. december 2008, 60 år efter alle andre. Inkluderingen blev over i købet kun vedtaget med et snævert flertal.

Det er desværre også sandheden, at 86 lande på verdensplan stadigvæk har totalt forbud mod mandlig homoseksualitet, hvilket svarer til halvdelen af alle verdens nationer, mens lidt færre har et totalt forbud mod kvindelig homoseksualitet.

Straffen i disse lande varierer fra et par års fængsel til livstid. I mindst syv lande eller regioner er straffen døden.

Hvorfor er det sådan, at selv velmenende mennesker lige glemmer at nævne de homoseksuelle, i farten, når de taler om undertrykkelse og undertrykte?