Jeg har ved forskellige lejligheder forsøgt at argumentere for, at dialektikken er en idealistisk rest i den materialistiske filosofi.

af Kjeld Stenum, Brønshøj

I en kronik i Arbejderen den 27. marts har Lars Ulrik Thomsen fra DKP taget spredehagl i kanonen for at skyde på, hvad han mener er en sammenhængende revisionistisk strømning i arbejderbevægelsen.

Det har han helt bestemt lov til. Men jeg forstår ikke, hvem og hvad det er, han skyder på.

Spreder éns hagl sig for meget, er der rigtignok stor chance for at ramme et eller andet, til gengæld ved man ikke hvad, og meget spredte hagl gør meget lidt skade.

Og hvor i vor tids arbejderbevægelse finder man disse skumle tilhængere af Bohrs komplementaritetsfilosofi og de bevidste eller ubevidste nykantianere, som udover at afskaffe dialektikken ønsker at udskifte klassekampen med etisk argumentation?

I øvrigt tillader jeg mig at tvivle på, at Lars Ulrik selv ved, hvad hans nyopdagede borgerlige strømning går ud på.

I hvert fald har jeg aldrig før hørt den udlægning af Kants filosofi, at den skulle gå ud på at forsone modsætninger. Kant mente tværtimod, at vores fornuft overladt til sig selv roder sig ud i uløselige selvmodsigelser, de såkaldte fornuftsantinomier.

Det var faktisk dialektikeren Hegel, der mente, at disse modsigelser kunne forsones.

Dialektikken er idealistisk

Jeg har ved forskellige lejligheder (blandt andet i DKP’s blad SKUB nummer 4, 2011) forsøgt at argumentere for, at dialektikken er en idealistisk rest i den materialistiske filosofi.

Og jeg kan også erklære mig 100 procent for, at moralsk argumentation har sin ret som redskab i klassekampen.

Jeg tænkte derfor, at det måske blandt andet var mig, der her blev tilkendt æren af at repræsentere en hel strømning. Men skulle det hænge sådan sammen, kan jeg forsikre Lars Ulrik for, at jeg hverken går ind for Bohrs komplementaritetsfilosofi, for Kants transcendentale idealisme, eller for at afskaffe klassekampen, og at jeg absolut ikke på nogen måde repræsenterer en strømning.

Tværtimod, jeg føler mig meget isoleret med mine indvendinger imod dialektikken, der tilsyneladende anses for så perifere, at tilhængere af dialektikken end ikke synes, de behøver at gå ind i en dialog med mine argumenter.

Jeg kan godt have nogen af dem mistænkt for ligefrem at søge at snyde sig udenom infight ved at smide mine standpunkter i bunke med en til lejligheden opfundet borgerlig strømning, som de bedre kan finde ud af at håndtere.

Etisk socialisme

Hvad etisk socialisme angår, kan Lars Ulrik jo definere den, som han vil, og for min skyld må han gerne identificere den med den utopiske socialisme, Marx og Engels argumenterede imod.

Men hvad er det, Lars Ulrik har imod moral?  Hvorfor opstiller han i det hele taget klassekamp og etisk argumentation som modsætninger?

Hvad er det da for en klassekamp, han ønsker, når han vil afvise dem, der måtte engagere sig i den af moralske grunde?

Jeg synes da i allerhøjeste grad, at etiske eller moralske grunde er eller bør være blandt vore allervigtigste tilskyndelser til at gå ind for klassekamp.

Hvordan skal vi ellers undgå at ende i despoti og magtvilkårlighed med den socialisme, vi ønsker at opbygge?