Det er uværdigt for danske virksomheder og pensionsselskaber at bidrage til, at mineselskaber som Goldcorp kan blive ved med skrupelløst at udnytte lokalbefolkningen og ødelægge miljøet
fra Mellemamerika Komiteens Lokalafdeling i Aarhus
Til PFA, Danske Bank, Nykredit og PenSam.
Mellemamerika Komiteen har igennem en for nylig offentliggjort rapport fra DanWatch erfaret, at PFA, Danske Bank, Nykredit og PenSam har investeret betydelige beløb i Goldcorp – et canadisk mineselskab, der blandt andet ejer Marlin-minen i San Marcos departementet i Guatemalas højland.
Mellemamerika Komiteen har siden 2008 samarbejdet med vores guatemalanske partner, bondeorganisationen CONIC, omkring de problemer, som udvinding af naturressourcer påfører lokalsamfund i Guatemala ved Marlin-minen.
Mellemamerikakomiteen og CONIC oplever, hvordan drikkevandet forgiftes, levemuligheder undergraves, og menneskerettighedsforkæmpere trues på livet.
Vi mener, at det er uværdigt for danske virksomheder og pensionsselskaber at bidrage til, at mineselskaber som Goldcorp kan blive ved med skrupelløst at udnytte lokalbefolkningen og ødelægge miljøet for at tjene penge – til danske investorer og danske pensionister.
Vi ønsker en dialog
Vi vil derfor gerne indgå i en dialog med PFA, Danske Bank, Nykredit og PenSam om, hvordan I opfatter jeres investeringer og konsekvenserne af dem.
Som udgangspunkt for vores dialog vil vi opfordre jer i PFA, Danske Bank, Nykredit og PenSam til åbent at fremlægge:
– Redegørelse for initiativer og kommunikation i forhold til aktivt ejerskab. Vi vil opfordre jer til at dokumentere, hvordan I har bedrevet aktivt ejerskab i forbindelse med jeres investeringer i Goldcorp. Vi er bevidste om, at I har oplyst, at I ikke ønsker at udtale jer om jeres aktive ejerskab, da det kan skade de igangværende forhandlinger med Goldcorp.
Mellemamerika Komiteen mener, at forhandlinger vedrørende ansvar overfor berørte befolkningsgrupper, som ikke tåler dagens lys, er uforenelige med moderne principper om god virksomhedsførelse.
Mellemamerika Komiteen mener, at vores opfordring er en udstrakt hånd til jer og giver jer mulighed for at bevare og styrke jeres troværdighed, hvilket kun kan være i jeres interesse.
I argumenterer i PFA, Danske Bank, Nykredit og PenSam for, at aktivt ejerskab er »bedre« end at trække sig ud og ikke have en stemme, da det at være en del af et foretagende giver mulighed for at gøre indsigelser.
Det er muligt, at det er tilfældet her, og i så fald vil vi selvfølgelig gerne se dokumentation for, hvordan I har udnyttet jeres aktive ejerskab.
– Oversigt over andre mineselskaber, som selskaberne har investeret i. Vi vil opfordre jer i PFA, Danske Bank, Nykredit og PenSam til at offentliggøre en liste over andre mineselskaber, I har investeringer i, eller investeringsfonde, I er med i, som har investeret i mineselskaber.
Der igennem mener vi, at I har mulighed for at vise, at I investerer for at have indflydelse på for eksempel mineselskaberne igennem aktivt ejerskab.
Etiske investernger og aktivt ejerskab
Vi ønsker med dette brev at fremsætte følgende forslag til jer i PFA, Danske Bank, Nykredit og Pensam, samt andre danske investeringsfonde og pensionsselskaber, der har deres investeringer i selskaber som for eksempel Goldcorp:
– Invitation til dialog. Med udgangspunkt i ovenstående vil Mellemamerika Komiteen gerne invitere PFA, Danske Bank, Nykredit og PenSam til at indgå i en dialog omkring etiske investeringer, og hvordan I kan være med til at fremme etiske investeringer.
Vi vil gerne opfordre til en dialog, der sigter mod at sikre, at danske selskaber fører et massivt og kontinuerligt aktivt ejerskab med reelle trusler om frasalg.
Der skal være tydelige resultater af et aktivt ejerskab, ellers er det uden værdi, og vi kan ikke se det som andet end en investering for at få en større bid af kagen.
– Toppen af isbjerget. Vi er opmærksomme på, at investeringerne i Goldcorp kun er toppen af isbjerget i forhold til tvivlsomme investeringer, og at den liste over danske selskaber, der er nævnt her, kun udgør en lille del af de danske pensionsselskaber og investeringsfonde, som investerer tvivlsomt.
Mellemamerika Komiteen har med glæde noteret sig at I i PFA den 29. marts har solgt jeres aktieandele i Goldcorp. Vi mener stadig, at nogle af vores pointer i ovenstående er relevante for jer, og har derfor valgt at inkludere PFA som modtagere af dette brev.
Mellemamerika Komiteens Forretningsudvalg ser frem til en dialog på baggrund af ovenstående.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278