En række tankeforbud og -påbud dominerer den kollektive bevidsthed i Danmark. Ingen er upåvirkede af disse tankepåvirkninger.

af Terkild Marker, København 

Lars Ulrik Thomsen (LUT) nævner i en kronik i Dagbladet Arbejderen for 27. marts, at danske socialister efter den europæiske kontrarevolution typisk har en meget begrænset viden om marxismen og som følge deraf har en tendens til at begrunde deres socialisme etisk.

Dette er en positiv og brugbar identifikation af et problem. Der er to skridt, man kan foretage sig efter at have konstateret et problem.

Man kan forsøge at udrede årsagerne til, at problemet er opstået, eller man kan forsøge at finde en løsning på problemet. Eller man kan gøre begge dele. Det sidste er det bedste. LUT gør ingen af delene.

Det kan overfladisk set lyde ganske imponerende, når LUT forsøger at forklare DKP’s reduktion til næsten ingenting i løbet af en kortere årrække med den filosofiske forskel mellem filosofihistorikeren Hegel og den videnskabsinteresserede Kant.

Og at trække fysikeren Bohr ind i historien for at få en særlig dansk vinkel på denne uforklarede katastrofe er noget af et kunststykke.

Jeg tvivler ikke på, at der er en idéhistorisk forbindelse fra Kant over Høffding til Bohr. Jeg regner med, at LUT ved, hvad han taler om. Men hvad så? Hvad beviser denne spinkle forbindelse? På det nærmeste ingenting!

Fysikkens historie fremviser en vekslen mellem teorier om lyset, der bygger på lyset som ‘partikler’ og lyset som ‘bølger’.

Bohr og modsætnnger

Omkring dét tidspunkt, hvor Bohr fremstillede sin første atommodel, var det gået op for en række fysikere, at de ikke var i stand til at vælge mellem disse to tilsyneladende så modsatte muligheder.

Bohrs lidt usmagelige løsning var at hævde, at begge dele var rigtigt. Det var en ad-hoc-løsning, som meget få fysikere rigtig brød sig om.

Hvis det er dét, LUT mener med, at Bohr stod for en forsoning af modsætninger, så virker det mere på mig som modsætningernes enhed og kamp.

Modsætningen blev i hvert fald ikke forsonet. De to beskrivelser stod fortsat i skarp kontrast til hinanden.

Virkeligheden er jo nok, at lys hverken er partikler i klassisk forstand eller bølger i klassisk forstand, men noget tredie, som man kunne beskrive matematisk, men som man ingen passende dagligdagssproglig metafor havde for.

Bohr flikkede sin atommodel sammen af en række umage elementer, som gav de rigtige resultater, men som ellers virkede nærmest absurd i al sin klumpethed. Bohrs atommodel var én af forudsætningerne for den moderne kvantekemi.

Kvantekemien kunne bruges til at beregne afstande og vinkler i simple molekyler. Uanset hvor usmagelig kvantemekanikken i øvrigt er ud fra et filosofisk synspunkt, så har den gjort det muligt at udrede molekylære forhold godt nok til, at Crick og Watson (ud fra data produceret af Rosalyn Franklin og andre) kunne give biologien et solidt kemisk fundament.

Hvis Bohr har arvet noget (ad omveje) fra Kant, så vil jeg gætte på, at det har været viljen til at opretholde en uafklarethed, når ethvert valg mellem de tilsyneladende muligheder tydeligvis gav forkerte resultater.

Hvis det er dette, der er den spinkle forbindelse fra Bohr over Høffding tilbage til Kant, så er ‘smitten’ i dette tilfælde formentlig en fordel snarere end en ulempe.

Jeg er ikke spor i tvivl om, at Kant er ‘forældet’. Og jeg ved godt, at den lige så ‘forældede’ Hegel på nogle punkter var et fremskridt i forhold til Kant. Men prøv at slå Kant op i Anti-Dühring og læs alt det negative, Engels kan sige om Kant. Du vil til din overraskelse ikke alene finde ud af, at Engels ikke har noget negativt at sige om Kant. Du vil opdage, at dét, Engels har at sige om Kant, er stærkt rosende.

Problemet er politisk

Det er rigtignok et problem, at marxismen forfladiges eller forlades. Og det ville være godt at kunne forklare, hvorfor de fleste fravælger eller forvrænger marxismen. LUTs luftige forestillinger om kantiansk smitte er ikke nogen god forklaring; det er nærmest en bortforklaring.

Problemet er ikke filosofisk; problemet er politisk, hvilket vil sige samfundsmæssigt. Naturligvis er der en bevidsthedsmæssig komponent. Det ville være nærliggende at spørge, hvad det er, vi ikke må tænke, og hvad det er, vi bliver pressede til at tænke.

En række tankeforbud og -påbud dominerer den kollektive bevidsthed i Danmark. Ingen er upåvirkede af disse tankepåvirkninger.

Selv LUT lader sig presse ud i et forsøg på at levere irrelevante bortforklaringer i stedet for at prøve at forstå de virkelige forhold i al deres gru.

Vi skal som forbrugere og arbejdere overleve i et kapitalistisk samfund. Vi kan ikke fuldstændig isolere os fra bevidsthedspåvirkninger fra dette samfund. Og kapitalismen producerer i stigende grad bevidsthedspåvirkninger.

Som arbejdere er vi underlagt de sociale strukturer, som det behager kapitalen at gennemtvinge på arbejdspladserne. De sociale strukturer er forskellige i forskellige brancher.

Men tendensen er, at kapitalen forsøger at begrænse antallet af arbejdere og at presse arbejderne til forøget produktion. Antallet af alkoholikere og depressionsramte er højt. En alkoholiker eller en depressionsramt vil sjældent have overskud til også at engagere sig politisk.

Disse arbejdere vil næppe have det nødvendige overskud til at forstå sig selv som undertrykte. De er derfor typisk heller ikke i stand til at forsvare sig imod strømmen af forvredet information, de modtager gennem medierne.

Som forbrugere er vi underlagt de muligheder, som detailhandelen giver os. De blandt os, der er særlig erfarne, og som har særlig viden, kan i nogle situationer vælge at gå uden om detailhandelens begrænsninger.

Kapitalismens udvikling

Men de fleste af os må i de fleste situationer acceptere de muligheder, vi umiddelbart tilbydes.

Disse begrænsninger suppleres med et pres på forbrugerne for at købe mere; og med specifikke krav fra alle dele af detailhandelen om, at man skal købe deres særligt gode produkter eller deres særligt billige produkter.

Den samlede effekt af dette pres bliver, at forbrugeren forstår selve indkøbet som nydelsen.

Vi har brug for at forstå disse og andre effekter af kapitalismens udvikling. Dette med at forstå udviklingen, der foregår i kapitalismen, er et nøgleelement i marxismen.

Den revolutionære bevægelse i Danmark er svag. Men jeg tror faktisk, at den kunne få en uforholdsmæssig stor betydning, hvis den valgte at genopdage marxismen. Og med marxisme mener jeg ikke dén forkrøblede udgave, som LUT står for, men den virkelige marxisme, som giver mulighed for at forstå den virkelige kapitalisme og den virkelige imperialisme.

Konklusionen her må være et nyt problem: Hvordan bærer vi os ad med at genopdage den autentiske marxisme og hvordan bærer vi os ad med at genfortælle den til de mange mennesker, der kan se, at der er noget galt med vores samfund.

Hvordan kan vi lære dem, at selv om socialisme ikke er tilladt, så er det en nødvendighed, hvis de virkelig ønsker at afskaffe alt det væmmelige og destruktive. Og hvordan skal vi lære dem, at selv om socialisme er en nødvendighed, så vil der også under socialismen skulle løses problemer.

De må lære, at alle forestillinger om et idealsamfund uden knaster og torne er søde ønskedrømme. Et socialistiske samfund er et virkeligt samfund, som vi bevidst og aktivt skal skabe og derefter holde ved lige.