Vi har brug for at forene vores kræfter på tværs af etnisk tilhørsforhold, køn, alder og seksuel orientering og ikke hele tiden få udpindet forskellene.
af Peter Bæk, formand for 3F Transport, Logistik og Byg
Europas nyere historie rummer smertelige eksempler på, hvordan fremmedfrygt og fordomme har ført til fremmedhad og etnisk udrensning.
Derfor er det vigtigt, at vi slår fast, at hverken verden, Europa, Danmark eller Århus har behov for flere fjendebilleder.
Vi skal lære af den norske tragedie og gribe ind over for fremmedhad og den ekstremistiske højrefløj.
Skulder ved skulder
Breivik er personificeringen af det monster, som er opstået af den racistiske, fremmedfjendske og anti-demokratiske bølge, der de sidste ti år er skyllet gennem Europa. Derfor skal vi stå sammen skulder ved skulder og sikre, at lignende tragedier aldrig kommer til at gentage sig nogen steder i verden.
Vi har i Danmark – ligesom tilfældet har været i USA – brug for en ny atmosfære i det politiske og offentlige liv. En større åbenhed og en mere håndfast og forståelig tolerance over for mennesker, der kun på overfladen er anderledes, men grundlæggende har de samme drømme og aspirationer og de samme menneskelige behov for anerkendelse og social tryghed som vi selv.
Vi har brug for at se på det, der forener os og ikke – som i de sidste 10 år – på det, der adskiller os.
Forskellighed er en styrke
Vi har brug for at forene vores kræfter på tværs af etnisk gruppe- og tilhørsforhold, køn og alder og seksuel orientering og ikke hele tiden få udpindet forskellene.
Og når vi ser på forskellene, så har vi brug for at se på dem som en styrke, som et led i en mangfoldighed, der giver Århus og Danmark flere farver og flere muligheder og ikke kun som begrænsninger.
Den stigende globalisering og internationalisering betyder, at handel, erhverv og arbejdskraft bliver grænseløst. Vi rejser mere og længere. Tv bringer hvert hjørne af verden ind i stuen.
Debatten i EU taler om åbne grænser og en stærkere union. Alt dette kan i nogle give en frygt for at miste deres nationale identitet. Og denne frygt vendes mod dem, der ser lidt anderledes ud og har en anden religion eller hudfarve.
Især den stigende ungdomsarbejdsløshed og økonomiske krise giver næring til mange ekstremistiske højrefløjsbevægelser og -grupper. Fascisme og racisme vokser altid i tider med økonomisk krise og fattigdom. Mange ekstremistiske højrefløjsgrupper prøver at udnytte denne situation ved at skyde skylden på muslimer og andre.
Derfor er det vigtigt, at der bliver skabt beskæftigelse og vækst i Danmark og i Europa.
Lighed og solidaritet
Udover at modsætte os racisme og fascisme i alle dens former har vi også en pligt til at fremme værdier som multikulturalisme, mangfoldighed og solidaritet, således at vi alle kan forenes i denne proces – på basis af retfærdighed, solidaritet og lighed for alle.
I 3F betragter vi diversitet som en styrke og som et vigtigt bidrag til Danmarks kulturelle og økonomisk udvikling.
Fagbevægelsens mange etniske minoritetsmedlemmer bidrager til det danske samfunds udvikling. Sammen med etniske danskere kører de bus, arbejder i industrien, gør rent, er på kontor, plejer ældre, børn og syge.
Hver etnisk dansker er forskellig fra hinanden. Alle er unikke. Og det samme er etniske minoriteter. Det er denne forskellighed, der gør, at et fællesskab som en fagforening kan forene og samtidig bruge forskelligheden i arbejdet for et bedre samfund og i lønmodtagernes fælles interesser.
Vi anser forskellighed som en styrke, som forudsætter dialog, tolerance, gensidig kulturel nysgerrighed og forståelse. Vi tager kraftigt afstand fra og fordømmer intolerance, racisme og fremmedfjendsk tale og ageren i vores by og i vores land.
Lad mig slå det fast en gang til Århus er byen for: mangfoldighed, tolerance, sammenhold, fællesskab, solidaritet!
Ovenstående er en forkortet udgave af den tale Peter Bæk holdt ved demonstrationen »Århus for mangfoldighed« lørdag den 31. marts.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278