Jeg har aldrig stødt på progressive borgerlige partier med den opfattelse, at fordelingen af samfundets ressourcer og byrder skal være mere socialt retfærdig.

af Kim Nielsen, Køge

SF er i forbindelse med sin højredrejning begyndt at sige, at det kun er udtryk for traditionel venstrefløjlspolitik. Det er svært at se, at det er tilfældet, når den førte politik udelukkende lader de svagest stillede betale for den kapitalistiske krise – samtidig med at de bedst stillede slipper for at betale for egen grådighed.

SF går ind for en skattereform, hvor der skal ske skattelettelser til blandt andet de bedst stillede.

Det provenu, staten mister i forbindelse med de bebudede skattelettelser, skal formentlig findes ved øgede afgifter eller endnu større forringelser på det sociale område, hvilket vil sige, at det er de absolut svageste, der skal betale mest for den førte økonomiske politik.

De højreorienterede økonomer på Århus Universitet har set lyset for et af deres asociale forslag:

At overførselsindkomsterne ikke længere skal reguleres med lønudviklingen i samfundet, hvilket kan risikeres at blive gennemført af den lyseblå regering.

SF er ifølge Berlingske Tidende tilhænger af en fri markedsøkonomi.

Man kan undre sig over, at det skulle være traditionel venstrefløjlspolitik at være tilhænger af en styrende fri markedsøkonomi, der alt andet lige er med til at skabe social ulighed og dårlige levevilkår for arbejderklassen.

SF – et arbejderparti?

Især nu hvor SF vil være et arbejderparti – vel at mærke et arbejderparti, der tilsyneladende ingen problemer har med at ville skære ned på arbejdernes sociale sikkerhedsnet – og heller ikke har problemer med at kategorisere ledige arbejdere for værende klienter.

At SF skulle kunne styre den frie markedsøkonomi forekommer naivt og besynderligt, når der tænkes på hvor handlingslammede politikerne var, da kapitalens grådighed løb løbsk i 2005 og videre frem.

Det har også vist sig, at SF har lagt sig fladt på maven for den finanspolitik, som Tyskland har fået presset igennem i EU. Vel at mærke en økonomisk politik, der medfører øget ulighed og var ved at tvinge England i knæ i 1980’erne.

SF skal »indgå i en magtbærende blok« med ligesindede samt »progressive borgerlige partier«.

Jeg har aldrig stødt på progressive borgerlige partier med den opfattelse, at fordelingen af samfundets ressourcer og byrder skal være mere socialt retfærdig.

Tværtimod. De borgerlige partier har været med til at forringe efterlønnen, forkorte dagpengeperioden, indføre mere tvangsaktivering – og er meget aktive med at argumentere for forringelse af velfærdsstaten, og taler varmt for egoismen.

Brudte løfter

Det er bemærkelsesværdigt, at det ikke er længe siden Villy Søvndal med grædende stemme i radioen før valget 2011 bebudede at ville kæmpe mod de ensidige forringelser for arbejderklassen og for borgere på overførselsindkomster.

Han tilkendegav at forringelserne på dagpengeområdet hurtigt ville blive fjernet, såfremt SF kom i en regering. Det glemte Villy Søvndal hurtigt efter valget.

Nu er SF sammen med deres nye progressive borgerlige venner med til at sørge for, at de velstillede ikke alene får forbedret deres økonomiske vilkår – men også at deres sundhedsforhold er blevet væsentligt styrket på bekostning af de svageste stillede.

Det er desværre ikke kun SF, der ubetinget og uden betænkeligheder tilegner sig den borgerlige opfattelse, at velfærdsstaten dog nok ikke ligefrem skal fjernes, men minimeres meget kraftigt.

Formanden for Kommunernes Landsforenings socialudvalg, en Venstrekvinde, argumenterede for, at velfærdsstaten fremover ikke længere skal sørge for hjælp til ældre borgere.

Familiehjælp

Det var en opgave for de ældres børn, eller deres venner eller hattedameorganisation, der skal udføre denne hjælp.

Det er aldrig en god ide at sætte for eksempel ældre – eller mennesker generelt – i en taknemmelighedsgæld.

De fleste mennesker ville nok føle deres blufærdighed trådt for nær, såfremt familiemedlemmer skulle klare den personlige pleje.

Der gik ikke mange dage før Socialdemokraterne argumenterede for den samme holdning som formanden for Kommunernes Landsforenings socialudvalg.

Vi har indrettet et samfund, hvor kvinder skal have samme karrieremuligheder som mænd på arbejdsmarkedet.

Det er ensbetydende med, at samfundet sørger for en ældrepleje for deres forældre samt pasningsmuligheder for deres børn, således at kvinder kan udvikle sig personligt og karrieremæssigt.

Forslaget fra Socialdemokraternes kvinder tyder på, at Socialdemokraterne har ophævet deres modstand mod, at kvinderne skal tilbage til kødgryderne.

Det er en samfundsmodel, som Danmark forlod i 1960 erne, hvor kvinderne indtog arbejdsmarkedet, som Socialdemokratiets kvinder gerne ville genindføre – måske har de i deres bestræbelser på afmontering af velfærdsstaten mistede deres søstersolidaritet og glemt kampen om ligestilling.

Denne opfattelse fra Socialdemokraterne passer godt til de lande i EU, hvor den katolske religion hersker og hvor det er familiens opgave at tage sig af sine egne familiemedlemmer.

Men måske et af SF’s genier kan forklare, at det i virkeligheden er god traditionel venstrefløjspolitik at afskaffe alt hvad gode kræfter i fagbevægelsen og venstreorienterede partier har tilkæmpet sig gennem mere end hundrede år.