Selv SF kan ikke se andet, end at løntilbageholdenhed er uomgængelig…

Skærveknuseren

af Kjeld Stenum

I årtier har vi fået at vide, at det stod meget sløjt til med den danske konkurrenceevne, og at det især skyldtes vores høje lønniveau. Nu viser det sig så, ifølge de seneste undersøgelser, at Danmark i øjeblikket ligger blandt de mest dydige i Europa med hensyn til at forbedre konkurrenceevnen.

Samtidig viser andre undersøgelser, at flertallet af danske lønmodtagere faktisk er indforståede med løntilbageholdenhed mod til gengæld at få større tryghed i ansættelsen – i hvert fald hvis man spørger, som der nu engang er blevet spurgt i forbindelse med undersøgelsen, altså som om vejen til større tryghed i ansættelsen er løntilbageholdenhed.

Endelig er der offentliggjort et anslået antal illegale indvandrere på mellem tyve og fyrre tusinde. Dette sidste nævner jeg blot her, fordi det ikke er noget ringe antal, og fordi illegale indvandrere er uden rettigheder af nogen art og derfor ofte tvunget til at acceptere slavelignende arbejdsvilkår og som sådanne vel det mest effektive redskab, arbejdsgivere rundt omkring i verden har til at presse lønniveauet i bund.

Blandt politikerne på Christiansborg er der stort set også enighed om, at ansvarlig politik er den politik, der handler om løntilbageholdenhed. For løntilbageholdenhed er vejen til forbedring af konkurrenceevnen, og forbedring af konkurrenceevnen er vejen til velstand.

Den holdning indbefatter også vores nuværende regering, fra De Radikale til SF. Når regeringen har kørt så lav profil i forhold til overenskomstforhandlingerne og slået sig så meget op som forsvarere af den danske model, som man mener består i ikke at blande sig i overenskomstforhandlingerne, (uanset de mange gange det modsatte er sket), skyldes det udelukkende, at så meget tydede på, at overenskomsterne denne gang af sig selv landede på den ønskede løntilbageholdenhed. Hvilket de også gjorde.

Selv SF kan ikke se andet, end at løntilbageholdenhed er uomgængelig, og vil hellere lukke munden på lønmodta­gerne med skattelettelser, som nødvendigvis må gå ud over den kollektive velfærd, end de vil bakke op om en lønkamp. Var urafstemningen om overenskomsten endt i et nej til løntilbageholdenhed, skulle vi nok have fået at se, hvilket stof vores »røde« regering i virkeligheden er gjort af.

Nu er det ét spørgsmål, om det nu også er så forbandet vigtigt at forbedre den her konkurrenceevne. Et andet spørgsmål er, om det i det hele taget er sandt, at løntilbageholdenhed forbedrer konkurrenceevnen. Det kunne det da godt tyde på, ville én og anden læser måske sige, eftersom vores (den danske økonomis) konkurrenceevne jo åbenbart forbedres netop i disse år, hvor lønmodtagere flest er indforstået med at være tilbageholdende.

Og det har læsere med den tanke da uden tvivl også ret i, i hvert fald hvad det korte perspektiv angår. Men det ligner ret meget det der med at pisse i bukserne for at få varmen.

Hvis det lykkes for kapitalisterne at holde lønningerne nede ved at true og lokke arbejderne til små krav, ved at have stor adgang til at benytte løndumping og/eller ved at tvinge politikerne til en hård lønmodtagerfjendsk arbejdsmarkedspolitik, får de godt nok i første omgang en fordel frem for andre landes kapitalister. Men på sigt graver de deres egen grav, fordi de bliver dovne kapitalister, der hellere vil tjene deres penge på at kue arbejderne end på at forbedre deres produktionsmetoder.

Lader arbejderklassen sig bare kue mere og mere af arbejdsgiverne, eller griber staten ind for at kue den, forsvinder kapitalistens incitament til teknologisk fornyelse. Og så vil han på sigt sakke bagud i forhold til andre landes kapitalister. Så der er langtfra nogen entydig positiv sammenhæng imellem det at kue arbejderne og så det at forbedre konkurrenceevnen.

Men tilbage til spørgsmålet om, hvorfor vi absolut skal være forrest med den her konkurrenceevne: Det skal vi, fordi ellers flytter kapitalisterne deres investeringer. Vi finder os jo i, at de tiltager sig friheden til at gøre den slags med de penge, de tjener på os. Hvis vi ikke fandt os i det, behøvede vi ikke bekymre os om hele tiden at være forrest med konkurrenceevnen, men kunne lægge mere langsigtede investeringsplaner.

At vores økonomiske – og dermed også vores fysiske – overlevelse afhænger af vores konkurrenceevne, tager de fleste politikere, økonomer og journalister imidlertid som så indlysende et faktum, at der end ikke er diskussion omkring det. Jeg synes godt, man kunne diskutere det. Som jeg ser det, er dette mantra ikke ubetinget økonomisk sundt, og slet ikke økologisk.

Én økonomi kan godt bruge store ressourcer på høj konkurrenceevne og forholdsvis mindre på livskvalitet. Men hvis flertallet af økonomier gør det, udhuler det jo uomgængeligt afsætningsmarkederne, og så får man ud over den helt unødvendige forringelse af folks livskvalitet også tilbagevendende kriser for dem, der troede, de kunne blive fede af at investere. Kriser, som de nok skal finde ud af at tørre af nedad i samfundet.

Så det var faktisk godt, om man kunne opfinde mekanismer til at bremse konkurrencen på konkurrenceevne mellem landene. Hvis man altså absolut ville bevare kapitalismen. En anden mulighed var at afskaffe den.