Da jeg indmeldte mig i partiet i efteråret 2006, var det, fordi det havde en vision om at hjælpe de svageste – blandt dem de psykisk syge.

af Jesper van der Schaft, tidligere SF’er, Åbyhøj

Som Arbejderens leder den 4. april blandt andet skriver om SF’s nedtur: »Et par tusind medlemmer har allerede fået nok. Der var mange, der havde håbet på, at SF ville gøre en forskel i den nye regering, så det ikke bare blev nye ministre, men også en ny politik, der afløste VKO. Sådan gik det ikke.«

Jeg er selv en af dem, som har meldt sig ud af SF. Da jeg indmeldte mig i partiet i efteråret 2006, var det, fordi det havde en vision om at hjælpe de svageste – blandt dem de psykisk syge.

De ville kæmpe for, at det psykiatriske område kom over på finansloven, i stedet for som nu på satspuljen. Partiet ville sidestille området med det somatiske.

Men efter samarbejdet med Socialdemokraterne, har SF ikke turdet holde på fast på sine egne løfter og derved have kant til Socialdemokratiet.

Nu hedder det ikke længere, at psykiatrien skal på finansloven, men i stedet skal der tilføres flere midler til satspuljen. Jeg kan ikke mere se og kende forskel på Socialdemokraterne og SF, som jeg kunne for knap seks år siden, da jeg meldte mig ind i SF.

Og for øvrigt er jeg skuffet over, at S og SF næsten lader sig diktere af, hvad Radikale mener. Det er vel også derfor, regeringens udspil på førtidspensions- og fleksjobsreform er så dårligt skruet sammen, så det ikke kommer de nye førtidspensionister og fleksjobbere til gode.

Forkortet kunne jeg næsten bare skrive i forhold til regeringens politik: »S betyder Skuffelse; SF betyder Sociale Forringelser; R betyder Radikale vinder.«