Den historiske materialismes fundament er mennesket. Mennesket som et naturprodukt og et resultat af en evolutionær proces på vores planet.

Immanuel Kant (1724-1804)

af Per Hørning, København

Filosofferne Immanuel Kant (1724-1804) og Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770-1831) indtager en betydelig plads i Lars Ulrik Thomsens (LUT) kronik den 27. marts.

LUT ser, at deres filosofi danner grundlaget for det, han kalder »etisk socialisme«. Dette er på sin side – ifølge LUT – et resultat af revisionisme, som på sin side er et udslag af Kants filosofi.

Jeg er ikke filosof og vil ikke lægge mig ud med LUT’s påstande, men henvise til Friedrich Engels’ Anti-Dühring, hvor de to filosoffers bidrag til videnskabelig erkendelse bliver beskrevet på udmærket vis.

I hvilken udstrækning Niels Bohrs teoridannelse har haft indvirkning på udviklingen af en »etisk socialisme«, skal jeg ikke gøre mig klog på.

Det, som åbenbart har været LUT’s ærinde med indlægget, kommer frem i den afsluttende påstand: »Derfor er det helt afgørende for arbejderbevægelsens fremtid at overvinde det teoretiske efterslæb og frigøre sig fra idealismens indflydelse«.

Det lyder jo meget rigtigt, men hvad er det i denne sammenhæng, som er idealisme?

Vi kommer ingen vegne med blot at komme med proklamationer, som ikke har et reelt indhold, og det teoretiske efterslæb, som LUT påstår eksisterer, må så være et efterslæb, som vedrører marxismen.

Men det handler kronikken – som jeg læser den – ikke om.

Historisk dialektisk materialisme

Hvis jeg skal komme med et bud på, hvor marxismen har et efterslæb på det filosofiske område, så drejer det sig om vores manglende påpegning af, at marxismen er en humanistisk videnskab.

Den historiske materialismes fundament er mennesket. Mennesket som et naturprodukt og et resultat af en evolutionær proces på vores planet.

Udvikling i marxistisk forstand er en dialektisk proces, hvor modsætninger og modsætningers enhed og kamp skaber forandringer.

På samme måde opfatter vi naturvidenskabelige fænomener som dialektiske former af deres eksistens og forandring, og at al erkendelse er udtryk for indsigt i naturen (Engels: Naturens dialektik).

Jeg ser det derfor som noget vigtigt for socialister og kommunister at tilegne sig læren om, at forandringer i samfundet er menneskenes værk. Eller som Karl Marx sagde det:

»Menneskene skaber deres egen historie, men de skaber den ikke efter forgodtbefindende, ikke under selvvalgte forhold, men under forhold, som de umiddelbart forefinder, som er umiddelbart givet og overleveret« (Marx: Louis Bonapartes 18. Brumaire).

Ditlev V. Petersen (DVP) fortæller på sin side (den 3. april), at:

»Hvad Friedrich Engels måtte have skrevet i Anti-Dühring, er sådan set ligegyldigt. Han skrev ud fra sin tids erkendelse – han skrev ikke en evigtgyldig bibel, der ikke må afviges fra. Vores erkendelse er kommet et langt stykke videre«.

DVP’s erkendelse er: »Man er nødt til at acceptere disse teorier som et (foreløbigt) bedste bud«. Men hvis – eller når – disse teorier ikke er i overensstemmelse med dialektisk materialisme, burde det måske være på sin plads at få styr på, hvad det betyder.

Carlo H. Hansen henviste Kjeld Stenum til at læse, hvad der står i Anti-Dühring, kapitel 5, og de sidste sider i Indledning i Naturens dialektik. Det synes jeg også DVP skulle gøre.

Big Bang-teorien er på banen, argumenteret som en konsekvens af Einsteins relativitetsteori. I sin mest elementære form lyder den:

Efter Big Bang skabes alt i universet – som herefter konstant udvider sig. Tiden får en begyndelse – og rummet er en konsekvens af Big Bang.

Det enkle spørgsmål, som Engels i dag ville stille, er: Hvad var der før Big Bang? Og hvad var det for materielle betingelser, som kunne skabe et Big Bang?

Virkeligheden er modsætninger

De fleste vil nok i dag – modsat hr. Dühring – erkende, at talrækken er uendelig. Medtager man de negative tal, kan begge ender af talrækken fortsætte i det uendelige.

Her viser det sig altså, at DVS’s proklamation: »Virkeligheden er målestok for teorien« måske ikke er helt så enkelt rigtig, som den umiddelbart lyder.

Hvad »virkeligheden« er, forandres jo med vores indsigt i den samme virkelighed. Og derfor opererer Marx med begrebet »praksis« som udtryk for vores erkendelse.

Den indsigt, videnskaben har opnået over tid, er videnskabens praksis.

Det kan synes som et paradoks, som en modsætning, at tiden og rummet er uendelige, men det er ikke desmindre materialismens grundlag. Menneskenes erkendelsesmæssige grundlag.

I den dialektiske, materialistiske videnskab kan der ikke forekomme bevægelse uden materie. Omvendt kan der ikke forekomme materie uden bevægelse.

Er det et paradoks – eller er det den modsætning, der betinger al udvikling? Engels var ikke i tvivl – og det er jeg heller ikke.

PS: Hvis Ditlev V. Petersen eller andre ikke har Naturens dialektik eller Anti-Dühring ved hånden, så send mig en mail (ph@inform.dk) med navn og adresse, så skal jeg sørge for, at I får dem med posten.