Fagbevægelsen må i langt højere grad tage kampen op mod det politiske system, som er godt i gang med at kvæle fagbevægelsen gennem alle de politiske indgreb på arbejdsmarkedet.

Vi skal ikke i misforstået solidaritet acceptere den politik, som SRSF fører. Det er den sikre vej til, at der bliver ført en Venstre-lignende politik frem til næste valg, og at VKO til den tid genvinder regeringsmagten. Det vurderer Hardy Hansen, som blandt andet opfordrer til at fagbevægelsen sætter hælene i ved trepartsforhandlingerne. Illustration: Grete Folman

af Hardy Hansen, tidligere forbundsformand for SID

Vi har fået en ny S-R-SF-regering, der desværre på nogle områder fortsætter med at føre borgerlig klassepolitik, så jeg kan godt forstå, at liberalisterne hos de radikale for tiden jubler.

Det er også forståeligt, at der er oprør i SF om den politiske linie i regeringen med smalkost, og det er på samme måde forståeligt, at Socialdemokratiet kun har godt 18 procent af befolkningens opbakning til den førte politik.

Det kun er det halve af, hvad partiet har, når der føres beskæftigelses- og velfærdspolitik med retmæssige, gode levevilkår for alle i den danske befolkning, så alle får et godt liv.

Regeringen vælger uforståeligt at fortsætte VKO’s politiske linie mod et totredjedels samfund med nye fattigdomstiltag, som befolkningen fravalgte ved sidste valg.

Regeringen fejler også, når den går efter brede forlig med VKO’s markedsorienterede, snæversynede linie, der har været medårsag til, at vi har mistet næsten 200.000 arbejdspladser.

Det vil være meget mere fremadrettet at søge et tættere samarbejde med Enhedslisten, der i den politiske substans ligger tættere på S og SF’s politiske linie om, at vi ikke skal spare, men arbejde os ud af krisen.

Fagbevægelsen, som har været arkitekten til det danske »velfærdssamfund« – som for tiden desværre er under afvikling – må i langt højere grad tage kampen op mod det politiske system, som er godt i gang med at kvæle fagbevægelsen gennem alle de politiske indgreb på arbejdsmarkedet, der blandt andet omhandler:

– forbud mod eksklusivaftaler

– lavere fradrag på selvangivelsen

– plads til en gul fagbevægelse

– ødelagde efterlønsordningen

– kæmpeforringelse af dagpengesystemet

– reallønsfald til lønmodtagerne

– stor lønfest på direktionsgangene.

– EU’s mange angreb på den danske overenskomstmodel og arbejdsforhold – og så videre…

Det svækker populariteten blandt medlemmerne og har resulteret i en medlemstilbagegang på cirka 25 procent i LO-familien.

Ikke halehæng

Men det er stadig vigtigt, at fagbevægelsen ikke er halehæng til det politiske system, men fortsætter den faglige kamp, der har gjort Danmark til verdens bedste land at være lønmodtager i trods fejl og mangler.

Frustrerede vælgere vælger mod al logik partiet Venstre som en protest mod regeringens politik.

Og løftebruddene består i at føre politik tæt på Venstres præferencer og interesser, samt et halvhjertet forsøg på at hjemtage nogle af de oliemilliarder, Løkke forærede Mærsk og ligesindede i bankverdenen og den finansielle sektor og andre rige.

Regeringen er holdt op med at føre socialdemokratisk politik – at tage fra de rige og give til de fattige.

Vælgerne, som hovedsagligt er lønmodtagere, har gennemskuet, at regeringen hellere vil lave bankpakker end jobpakker, og de kan også godt gennemskue, at regeringens krav om større arbejdsudbud er vejen mod den sociale massegrav for dem, der skal ud i arbejdsløshedskøen.

Vælgernes reaktion i meningsmålingerne og medlemsflugten er et tydeligt bevis på, at de ønsker arbejde og er utilfredse med den alt for høje arbejdsløshed, der har resulteret i, at der stadig er godt 800.000 i den arbejdsdygtige alder, der for tiden ikke er et reelt arbejde til.

Trepartsforhandlingerne kan blive et vendepunkt for fagbevægelsen, hvis den sætter hælene i og viser regeringen og oppositionen, hvor skabet skal stå gennem konstruktiv nytænkning og dropper al form for offentlig sparepolitik i den social sektor, som der er lagt op til i den kommende socialreform og i beskæftigelsessektorerne.

Den offentlige sektor skal i samarbejde med private – i den udstrækning de ønsker at være med – være et lokomotiv for udvikling og vækst i form af titusindvis af nye job, som skaber merværdi og samtidig lemper de offentlige  budgetter.

For i en situation med misvækst og stigende arbejdsløshed bør alle kræfter sættes ind på at øge de offentlige investeringer til gavn for ungdomsarbejdsløse, ufaglærte og faglært, så Danmark fortsat vil være et produktionsland med jobmuligheder for alle.

Finanspagten

Fagbevægelsen må også bruge trepartsforhandlingerne til at komme af med Finanspagten.

Det er på høje tid, at vor socialdemokratisk ledede regering, som for tiden har formandskabet i EU, tilslutter sig de franske og tyske socialdemokraters krav om genforhandling af Finanspagten med henblik på jobskabelse til 50 millioner arbejdsløse europæere og velfærdsforbedringer i stedet for den sociale massakre, som EU har påtvunget medlemslandene.

Og med efterfølgende folkeafstemning om Finanspagten.

Såfremt fagbevægelsen ikke får afmonteret Finanspagtens fejlkonstruktion – altså udbygningen af valutaunionen med den fælles mønt euroen, som umuliggør en vækst-stimulerende politik i Europa, hvilket er det eneste, der kan løse den økonomiske krise i modsætning til Finanspagtens umenneskelige sparepolitik på beskæftigelse og velfærdsområderne – så vil resultatet af Finanspagten være et frontalangreb på den danske overenskomstmodel.

Desuden vil retten til at strejke for bedre løn- og arbejdsforhold blive begrænset som følge af, at EU i fremtiden skal styre landenes økonomi.

Det betyder, at Danmark også bliver lagt i benlås og økonomisk spændetrøje. Det er især vigtigt at fastholde den danske overenskomstmodel, for hvis vi bliver henvist til sydeuropæiske løn- og arbejdsforhold, vil mange danske lønmodtagere blive tvunget til at arbejde for langt under 100 kroner i timen som i mange andre EU lande.

Det vil betyde, at mange familier kommer til at gå fra hus og hjem.

Kæmp for det gode samfund

Ifølge Finanspagten skal EU fremover godkende alle større reformforslag, og det vil handlingslamme fagbevægelsen og undergrave fagbevægelsens eksistens.

EU’s harmoniseringskrav vil undergrave fagbevægelsens velfærdsmodel og gennemtvinge forsikringsmodeller og fremme liberalisternes krav om privatisering af den offentlige sektor.

Så kan kapitalen tjene penge på de nuværende solidariske velfærdsforanstaltninger som ældrepleje, sygehusvæsenet, børnepasning, skole og uddannelsesinstitutioner, energi og vandforsyning og så videre, og der vil blive øget brugerbetaling på velfærdsgoderne.

Det er vigtigt at få et politisk sporskifte, så vi kommer væk fra EU’s og den forrige og nuværende regerings kurs mod minimalstaten.

Fagbevægelsen og den progressive del af befolkningen og de, der repræsenterer et fremsynet erhvervsliv, må i fællesskab arbejde for et politisk sporskifte, så vi ikke ved næste valg får den gamle regering tilbage – som alt jo tyder på.

Derfor skal vi ikke i misforstået solidaritet tage den førte politik til efterretning.

Min livserfaring fortæller mig, at vi har megen ekspertise i de offentlige institutioner og i den brede befolkning.

De er parate til at gå igennem ild og vand for at få et solidarisk velfærdssamfund stablet på benene med fuld beskæftigelse og solidarisk fordelingspolitik, der også omfatter både politisk og økonomisk demokrati, så arbejdsglæden styrkes og arbejdsfællesskabet og retfærdighed bliver lokomotivet til det gode samfund.

Danmark har i øvrigt rigelige økonomiske ressourcer. Hvis de bliver fordelt klogt til samfundets bedste, så det er ikke nødvendigt at tage noget fra samfundets økonomisk dårligt stillede, og der er også penge til at skabe grøn bæredygtig jobvækst.