Det handler ikke om at underkende bevidsthedens rolle i klassekampen, men derimod om at forstå de materielle forhold som det udslaggivende.

Den historiske materialismes fundament er ikke mennesket, men derimod videnskaben om vores civilisation som en naturhistorisk proces. Illustration: Ulla Rishøj

af Lars Ulrik Thomsen, Esbjerg, medlem af DKP

Tak til de tre debattører Kjeld Stenum (den 13. april), Terkild Marker (den 17. april) og Per Hørning (den 20. april), der har kommenteret min kronik fra den 27. marts »Borgerlig filosofi i arbejderbevægelsen«.

Formålet med kronikken er netop at fremme en debat om, hvordan vi overvinder de tilbageslag, arbejderbevægelsen har oplevet gennem de seneste årtier.

Den gennemgående kritik går på, at jeg blander tingene sammen, fordi jeg forbinder de forskellige strømninger i det 20. århundrede med filosoffer som Kant og Hegel.

Jeg kan ikke forestille mig, at der er nogen, der ikke er bekendt med Marx’, Engels’ og Lenins kamp mod forskellige afvigelser fra marxismen. Lever vi i en tidsalder, hvor disse modsætninger er overvundet, eller er der en nøje sammenhæng mellem borgerlig indflydelse i arbejderbevægelsen og dens ideologiske svingninger?

Når de tre musketerer så entydigt tager afstand fra min kronik, er det nærliggende at få den tanke, at det skyldes jeres forsvar for revisionismen.

I ønsker reelt at erstatte den videnskabelige socialisme med den etisk-moralske udgave, der til forveksling ligner de utopiske socialister i tiden før Marx og Engels.

Det gælder ikke om at marchere baglæns, men om at bruge marxismen på de betingelser, vi nu lever under i nutidens kapitalisme og imperialisme.

Vi må gennem en afklaringsproces, hvor der bliver gjort op med opportunisme og revisionisme i arbejderbevægelsen, ellers vil vi til stadighed opleve nye nederlag og tilbageslag for den samlede bevægelse. Her tænker jeg først og fremmest på Enhedslistens knæfald for borgerskabet.

Hvorfor sker der en tilbagevenden til tidligere filosofiske skoler, som ellers var overvundet? Det gør der, fordi imperialismen sætter alle sejl til for at bremse arbejderbevægelsens fremmarch og ideologiske afklaring.

Hvis reaktionen kan forhindre, at arbejderbevægelsen bygger på et konsekvent, marxistisk grundlag, har den nået sin målsætning og kan fortsat dominere det politiske og kulturelle liv.

Om kritikken

Naturvidenskabens udvikling i det 20. århundrede har været præget af nye og epokegørende opdagelser, som kun i begrænset omfang er blevet omsat i nye begreber.

Dette efterslæb har medført, at der rejses tvivl om den materialistiske filosofis gyldighed – om den måske skulle være overvundet af nye og mere tidssvarende opfattelser.

Kjeld Stenum skriver den 12. april om den etiske socialisme: »Hvad etisk socialisme angår, kan Lars Ulrik jo definere den, som han vil, og for min skyld må han gerne identificere den med den utopiske socialisme, Marx og Engels argumenterede imod. Men hvad er det, Lars Ulrik har imod moral?

Hvorfor opstiller han i det hele taget klassekamp og etisk argumentation som modsætninger?« Problemet er, Kjeld, at du ikke ser sammenfaldet mellem den før-videnskabelige socialisme og de aktuelle strømninger.

Det handler ikke om at underkende bevidsthedens rolle i klassekampen, men derimod om at forstå de materielle forhold som det udslaggivende. Det fremgår klart og tydeligt af klassikernes værker.

Terkild Marker skriver i sit indlæg den 17. april om Kant: »Jeg er ikke spor i tvivl om, at Kant er ‘forældet’. Og jeg ved godt, at den lige så ‘forældede’ Hegel på nogle punkter var et fremskridt i forhold til Kant.

Men prøv at slå Kant op i Anti-Dühring. Du vil til din overraskelse ikke alene finde ud af, at Engels ikke har noget negativt at sige om Kant. Du vil opdage, at dét, Engels har at sige om Kant, er stærkt rosende.«

Det er der ikke noget overraskende i. Ud fra en marxistisk erkendelse bygger den dialektiske logik på menneskets årtusindlange historie inden for videnskaben. Det, der er det interessante i denne sammenhæng, er, når man forkaster den dialektiske materialisme og vender tilbage til tidligere tiders filosoffer.

Per Hørning skriver i sit indlæg den 20. april, at min kronik den 27. marts mangler konkrete bud på, hvordan idealismen overvindes. Videre skriver du:

»Hvis jeg skal komme med et bud på, hvor marxismen har et efterslæb på det filosofiske område, så drejer det sig om vores manglende påpegning af, at marxismen er en humanistisk videnskab.

Den historiske materialismes fundament er mennesket. Mennesket som et naturprodukt og et resultat af en evolutionær proces...«

I virkeligheden er der ikke nogen forskel på Kjeld Stenums etiske og moralske fordringer og Per Hørnings. Den historiske materialismes fundament er ikke mennesket, men derimod videnskaben om vores civilisation som en naturhistorisk proces. Det er en kvalitativ forskel i definitionen.

Diskussionen

Det handler ikke om at opfinde nye skoler i filosofien, men om at anskue samfundsudviklingen som en videnskab og handle derefter. Arbejderklassen kan som den eneste klasse optræde som repræsentant for en videnskabelig tilgang til alle spørgsmål, fordi den ikke har nogle særlige privilegier at forsvare.

Hvis debatten om disse spørgsmål skal blive frugtbar, betyder det, at vi må forholde os til den erkendelse, som foreligger i marxismens teori og metode, og undersøge dens gyldighed på nutiden.

Det betyder, at når man er uenig i modpartens synspunkt, så må man dokumentere det fejlagtige i vedkommendes holdninger og bevise, hvorfor det er usandt.

For eksempel brugte jeg i min argumentation Carl E. Bays skildring af nykantianismens indflydelse i arbejderbevægelsen, men ingen af de tre har villet kommentere eller afvise min henvisning til Bays arbejde.

På den måde kan diskussionen køre i ring i årevis, sådan som vi ofte oplever det blandt venstrekræfterne i dag. Derfor er det nødvendigt endnu engang at understrege behovet for en mere givende debatkultur, hvor modstanderens argumenter gøres til genstand for en ordentlig behandling.

Tak til Arbejderen for at stille spalteplads til rådighed for debatten.

Note: »Marxisme og revisionisme« er titlen på en artikel, som Lenin skrev i 1908. Den findes i Udvalgte Værker bind 1, side 74, Tidens Forlag 1981.

Hermed lukker debatsiden for denne gang diskussionen om marxisme og revisionisme.