16 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

For ny politik ­– for enhed mellem arbejderne i Europa

For ny politik ­– for enhed mellem arbejderne i Europa

Tirsdag, 01. maj, 2012, 00:36:23

Det er nødvendigt at styrke den faglige enhed blandt arbejderne i EU – det er nødvendigt at skabe en aktionsenhed i kampen for vores rettigheder.

LPSF deltog aktivt i kampen. Igennem mere end 12 måneder arbejdede vi målrettet på arbejdspladser og i boligområder for at få valgt en arbejdervenlig og rød regering.
Sigaardsfoto.dk

fra Lager, Post & Servicearbejdernes Fagforening

Efter 10 år med VKO lykkedes det endeligt ved valget, torsdag den 15. september 2011, at få valgt en ny regering. LPSF deltog aktivt i kampen. Igennem mere end 12 måneder arbejdede vi målrettet på arbejdspladser og i boligområder for at få valgt en arbejdervenlig og rød regering.

Takket være fagbevægelsens samlede og aktive indsats lykkedes det at få valgt en ny regering.

Bristede forventninger

Den nye regering har imidlertid ikke indfriet vores forventninger til en ny politik.

Med den betingelsesløse anerkendelse af EU’s finanspagt bliver vores økonomiske handlefrihed lænket til snævre budgethensyn på grundlag af en liberalistisk økonomisk politik. Denne politik vil resultere i nye nedskæringer i velfærden og fyringer i den offentlige sektor.

EU’s finanspagt har som hovedmål at tvinge arbejderne til at betale for finanskrisen. Den bryder med vores demokratiske traditioner.

Overalt i EU’s medlemslande dikteres den samme nedskæringspolitik.  Faglige rettigheder sættes under pres, og den ’sociale dumping’ sættes i system for at undergrave de kollektive overenskomster og den danske model. LO’s ledelse optræder desværre i denne forbindelse som passiv tilskuer.

Det er nødvendigt at styrke den faglige enhed blandt arbejderne i EU – nødvendigt at skabe en aktionsenhed i kampen for vores rettigheder.

Vi kræver et brud med EU’s finanspagt og en ny politik, der bygger på:

• At banker og spekulanter betaler for deres egen krise.

• At der gennemføres beskæftigelsesinitiativer, der skaber nye arbejdspladser.

• At der vedtages en skattereform, hvor de bredeste skuldre bærer de tungeste byrder.

• At der gennemføres seniorreform, der bevarer efterlønnen og gør senior-førtidspensionen til et regulært alternativ for nedslidte arbejdere.

• At der vedtages en dagpengereform, hvor ledige ikke mister retten til dagpenge uden egen skyld. En reform, der blandt andet betyder, at genoptjeningskravet nedsættes til seks måneder, og dagpengeperioden forlænges.

• At der vedtages en praktikpladsreform, der sikrer uddannelse og praktikpladser til alle unge.

Trepartsforhandlinger

I forbindelse med de forestående trepartsforhandlinger er tiden inde til, at fagbevægelsen får indrømmelser i arbejdsmarkedspolitikken og i uddannelsespolitikken.

Det er absurd, at regeringen stiller krav om, at fagbevægelsen skal møde med forslag til besparelser på fire milliarder kroner for at få lov til at deltage i forhandlingerne.

Fastholdes dette krav, ser vi ingen grund til at deltage i trepartsforhandlingerne.

Fagbevægelsens medlemmer har betalt tilstrækkeligt. Dagpengeperioden er halveret, og genoptjeningskravet er fordoblet. Efterlønsordningen er markant forringet.  De nye overenskomster på det private område giver et reallønsfald til arbejderne og særdeles gode konkurrencevilkår til arbejdsgiverne.

Nu er det arbejdsgivernes tur til at betale!

Vedtaget på Lager,Post & Servicearbejdernes generalforsamling, 16. april

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. maj. 2012 - 00:36   30. aug. 2012 - 22:08

Udtalelser