Fagbevægelsen har masser af gode ideer. Men hvis manuskriptet er skrevet på forhånd, er der jo ingen grund til at indkalde os til trepartsforhandlinger.

Bettina Post er formand for Dansk Socialrådgiverforening.

Aage Christensen

Vores velfærdssamfund, som vi kender det, er under pres. Finanskrisen har fremtvunget diskussioner om den offentlige sektors størrelse og berettigelse, som truer både dem, der er på arbejdsmarkedet – ikke mindst dem, som arbejder i den offentlige sektor – og dem, som befinder sig udenfor. De arbejdsløse.

Uanset om vi er heldige at have et job, om vi er arbejdsløse, eller om vi er slået af pinden for en tid eller permanent på grund af sygdom eller andre forhold i vores liv, som er vanskelige at håndtere, så er vi alle medborgere, og har alle ret til at blive taget alvorligt. Til at være en del af fællesskabet.

Derfor er det helt urimeligt at omtale det at være på overførselsindkomst som at leve for andres penge, sådan som nogle politikere gør.

Det er en del af velfærdssamfundets fineste træk, at vi har en fælles kasse, som vi alle indbetaler til efter evne, og som vi så kan regne med støtter os, når vi har behov. For behandling. For hjælp til at betale huslejen. For at få passet vores børn og vores gamle. For en masse helt nødvendige goder, som tilsammen understøtter, at vi også har muligheden for at bidrage. Det skal vi værne om.

Stress og skader

Selv om det moderne arbejdsliv ikke giver os de samme udfordringer som for 100 år siden, har det sine helt egne udfordringer.

En af de største udfordringer er den stigende psykiske nedslidning, som rammer ansatte i den offentlige sektor hårdt. Alene det psykisk betingede sygefravær koster samfundet ni milliarder om året. Ifølge en helt ny undersøgelse fra FTF er 23 procent af sygedagene i det offentlige relateret til det psykiske arbejdsmiljø.

Det psykiske arbejdsmiljø er skyld i et sygefravær på 30.000 fuldtidspersoner årligt, og hvert år dør 1400 lønmodtagere på grund af psykiske belastninger i arbejdet.

I de kommende trepartsforhandlinger skal vi sikre, at der både i ord og i praksis sker en ligestilling mellem indsatserne for det fysiske og det psykiske arbejdsmiljø.

En af de vigtigste årsager til, at så mange medarbejdere går ned med stress, er, at vi som ansatte i det offentlige ikke kan få lov til at bruge vores uddannelse til at sikre høj faglighed i indsatsen. I stedet bruger vi tiden på at administrere, dokumentere og bureaukratisere.

I Dansk Socialrådgiverforening har vi igennem en årrække undersøgt præcis, hvad socialrådgiverne bruger arbejdstiden på.

Og i runde tal har vi tilbage til 2006 konstateret, at socialrådgiverne i kommunerne bruger fire femtedele af arbejdstiden på administration, bureaukrati og møder og kun en femtedel på at tale med de mennesker, som vi er uddannet til at støtte.

Og det forunderlige er, at disse tal ikke har ændret sig i løbet af de seks år, hvor vi har undersøgt tidsforbruget. Hverken som følge af kommunalreformen, som blev lanceret under overskriften »borgeren i centrum« eller som følge af de mange løfter og initiativer om afbureaukratisering, som ellers både har haft sjove navne som frihedsreform og »væk med bøvlet«.

Til gengæld produceres der nye regler som aldrig før. I 2001 var der en årlig produktion af nye love, bekendtgørelser og cirkulærer på 1084. I 2010 var det tal vokset til 1643. Det er en stigning på 51 procent over et tiår.

Vi skal bruge trepartsforhandlingerne til at vende denne udvikling. Vi skal skabe en gensidig tillid mellem staten og medarbejderne, så vi kan komme til at bruge vores dyrebare tid og faglighed på at løse de opgaver, som vi hver især har ekspertisen til at tage hånd om, i stedet for at skrive om dem til alle kontrolsystemerne.

Forventninger

Og nu til forventningerne. Jeg har flere gange nævnt forslag til temaer for trepartsforhandlingerne, som jeg virkelig håber, bliver til noget. Også noget der aftales i gensidig respekt og forståelse.

Det er dyrebart, at vi i dette land i høj grad er i stand til at gennemføre dialog og partnerskaber i forhold til at løse de samfundsmæssige udfordringer. Desværre oplevede vi under den borgerlige regering, at denne dialog ikke var så ligeværdig. Endnu værre er det, at vi også i øjeblikket, hvor parterne er i gang med at kridte banerne op, fornemmer, at det er så som så med den gensidige respekt.

En ansvarlig fagbevægelse vil naturligvis rigtig gerne bidrage til de nødvendige løsninger. Vi vil gerne gå ind i et gensidigt forpligtende partnerskab om at finde veje ud af krisen.

Men det er ikke realistisk at tro, at der kan komme en aftale ud af en dialog, hvor en af parterne udelukkende kræver ind og en anden udelukkende forventes at levere. Det er der ikke meget gensidighed i. Eller respekt for den sags skyld. Fagbevægelsen har masser af gode ideer. Men hvis manuskriptet er skrevet på forhånd, er der jo ingen grund til at indkalde os.

Derfor skal både trepartsforhandlingerne og de mange kommende reformer, som regeringen har varslet sikre, at:

– Vi er et samfund, som ser vores problemer i øjnene og finder gode løsninger.

– Vi er et samfund, hvor man kan have tillid til at det offentlige hjælper en, hvis man har behov for det.

– Vi er et samfund, der både stiller krav, men også rækker en hånd ud.

– Vi er et samfund, der er karakteriseret ved medborgerskab, medbestemmelse og demokrati. For alle.

Bettina Post er formand for Dansk Socialrådgiverforening. Kommentaren er en forkortet udgave af hendes 1. maj tale. Overskrift er indsat af redaktionen.